Ikonisk rockband sælger sit brand og sine sange til svensk firma
Firmaet, der også har samarbejdet med ABBA, får vide beføjelser i forhold til bandets eftermæle, herunder muligheden for at lave nyt indhold med kunstig intelligens.
Firmaet, der også har samarbejdet med ABBA, får vide beføjelser i forhold til bandets eftermæle, herunder muligheden for at lave nyt indhold med kunstig intelligens.
Det amerikanske band Kiss er nok mindst lige så kendt for dets makeup og dets kostumer som for dets musik.
Nu har bandet solgt rettighederne til det hele til det svenske firma Pophouse Entertainment. Det skriver BBC.
Pophouse Entertainment er det samme firma, der har stået bag Abbas hologram-show, »Voyage«, hvor betalende publikummer er til koncert med digitale kopier af det svenske hitband.
Kiss har også samarbejdet med Pophouse om noget lignende, hvor digitale kopier af bandet trådte frem i Madison Square Garden i New York, umiddelbart efter at det virkelige band havde afsluttet sin farvelkoncert i december 2023.
Ifølge Variety er den præcise pris ukendt, men Bloomberg og AP skriver, at medlemmerne af Kiss har fået i omegnen af 300 millioner dollar for ulejligheden, hvilket svarer til omtrent to milliarder kroner.
Pophouse udtaler, at firmaet fremover vil promovere Kiss' »ikoniske musik, gådefulde personligheder og udtryksfulde billeder for mange kommende generationer«.
Aftalen giver dog ikke kun lov til musikken og hele Kiss-brandet, men giver ifølge BBC også Pophouse mulighed for fremover at generere Kiss-indhold ved hjælp af kunstig intelligens.
I en teaser til noget af det indhold, der skal laves, kan man høre Gene Simmons fra bandet sige, at bandet og Pophouse deler visionen om at føre Kiss op til et helt nyt niveau:
»Vi har også altid tænkt på os selv som mere end blot et musikband,« siger han i videoen.
Kiss blev dannet i 1973 i New York af sangeren og guitaristen Paul Stanley, bassisten og sangeren Gene Simmons, guitaristen Ace Frehley og trommeslageren Peter Criss. De eneste konstante medlemmer har dog været Paul Stanley og Gene Simmons.
Gene Simmons og Paul Stanley vil arbejde sammen med Pophouse om udviklingen af brandet Kiss, siger Simmons til BBC og sammenligner det med en mors forhold til sit barn:
»En mor ser sit barn vokse op og blive gift eller sådan noget, men du slipper aldrig af med moren. Du kan ikke bare overlade det til nogen, selvom vi har en fælles vision.«
Bandet har solgt over 75 millioner album og singler og blandt dets hit er »I Was Made for Lovin' You«, »Heaven's on Fire« og »Rock and Roll All Nite«.
Du kan høre førstnævnte herunder.