Ikonisk dansk band gendannes efter knap 20 år

Gangway spiller i DR Koncerthuset til efteråret - og har sandsynligvis også helt nye numre på setlisten.

Henrik Balling fra Gangway. Fold sammen
Læs mere
Foto: JENS NØRGAARD LARSEN

Husker du »My Girl and Me«, »Mountain Song« og »Didn't I Make You Laugh«?

Efter små 20 år er der nu mulighed for at høre hittene fra 1980erne og 1990erne live igen. Det ikoniske danske band Gangway bliver nemlig gendannet.

»Der er gået næsten 20 år, siden vi spillede sammen sidst. Vi har mødtes engang imellem i den mellemliggende tid, men aldrig talt om at gendanne bandet. Først sidste år begyndte vi at tale om muligheden for at samles igen og tage ud at spille de gamle sange og prøve at skrive nogle nye. Alle syntes, det var en god idé. Så det er det, vi gør,« fortæller guitarist og sangskriver Henrik Balling i en pressemeddelelse fra DR.

Gangway spiller i første omgang i DR Koncerthuset til efteråret, og nogle af bandets nye sange vil sandsynligvis finde vej til setlisten.

Gangway blev oprindeligt dannet i 1982 og slog for alvor igennem med »My Girl and Me« i 1986. Bandet har udgivet otte album - heriblandt »Sitting In The Park« og »Happy Ever After«. Gangway har modtaget en række priser - blandt andet danske grammypriser for Årets Danske Gruppe og Årets Danske Rockudgivelse i 1993.

Gangway har ikke spillet sammen, siden de udgav opsamlingsalbummet »Compendium« i 1998.