Ikke mere yellowfacing i Den Kongelige Opera

Efter årelang debat er det slut med at sminke operasangere mørkere eller lysere til deres roller. »Alt andet ville være ude af trit med tiden,« fortæller pressemand fra Den Kongelige Opera, hvor hovedpartiet som ung, japansk geisha i »Madame Butterfly« nu synges af en sort, britisk sangerinde i 40erne.

Elisabeth Llewellyn i Madam Butterfly Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo/Det Kongelige Teate

Går man i Det Kongelige Teater for at se den aktuelle opsætning af Puccinis opera »Madame Butterfly«, vil man bemærke noget nyt.

Hovedpartiet som den japanske geisha synges af den sorte sopran Elisabeth Llewellyn – og det er der ikke gjort noget forsøg på at skjule. Efter en generel debat om brugen af såkaldt »yellowfacing« og »blackfacing«, hvor sangere sminkes enten lysere eller mørkere, har også Den Kongelige Opera nemlig besluttet, at man ikke maskerer sangernes hudfarver. Dette gælder også den britiske sangerinde, der optræder med sin naturlige, usminkede ansigtskulør.

»Den generelle holdning er, at det gør vi ikke mere. Jeg ved ikke, hvornår det blev sådan, men det er praksis i dag. Som operachefen siger: Vi er farveblinde i al vores arbejde,« siger Claus Kjær, der er operaens PR-mand.

Han understreger, at man overvejer at give den kommende »Otello« en lidt mørkere nuance, simpelthen fordi hans hudfarve omtales i librettoen.
»På den måde fungerer det som en make-up og ikke en karikatur af en etnicitet,« mener Claus Kjær og tilføjer:
»Alt andet ville være ude af trit med tiden«.

Historier om operaens brug af »yellow-facing« og »blackfacing« har længe skabt stor debat verden over, hvor kritikken har lydt, at det er racistisk og stereotypt, når hvide kunstnere bliver sminket enten lysere eller mørkere.

Mens filmbranchen forlængst er holdt op med at »blackface« hvide skuespillere, har traditionen været mere sejlivet indenfor operaen. Først i 2015 holdt førende operahuse som The Metropolitan Opera i New York op med at »blackface« hvide sangere til »Otello«, der i forlægget er beskrevet som maurisk. Det var et brud på 124 års brug af den sminke, der bærer navnet »Othello brown«. Nu følger Den Kongelige Opera trop, og det er ikke for tidligt, mener Henrik Engelbrecht, der er kunstnerisk konsulent.

»Man bliver nødt til at forholde sig til, at folk opfatter tingene anderledes i dag. Det moderne operapublikum kan godt se, at det er en sort gæstesolist, der er blevet fløjet ind til »Madame Butterfly«. De bruger måske to sekunder på at overveje hudfarven, og så er de videre,« mener Henrik Engelbrecht, der understreger, at der er en god grund til, at de klassiske operaer er blevet diskuteret af  det moderne publikum.

»De fleste operaer har jo 200-300 år på bagen, og da operaen er en europæisk kunstart, ser de gamle operaer også anderledes på folk, der ikke var europæere. I »Tryllefløjten« er der Monostatos, en sort karakter, der er ond. Men det var jo, fordi operaen er skrevet i Wien, hvor man på det tidspunkt betragtede alt, der kom udenfra, som farligt. I andre operaer møder man folk fra andre verdensdele fået hovedrollerne, og så er der lagt vægt på det eksotiske ved det,« siger Henrik Engelbrecht.

Claus Kjær medgiver, at det kan være en udfordring at opdatere de gamle operaer til et moderne verdenssyn, men han mener også, at det er blevet en naturlig opgave. Spørgsmålet er så, om Den Kongelige Opera modtager klager fra folk, der fastholder at Otello skal være sort og Madame Butterfly skal være asiatisk?

»Det oplever jeg ikke,« svarer Claus Kjær.

»Operapublikummet er godt nok konservativt, men de går mest af alt op i, om den kunstneriske kvalitet er høj. Og de er jo vant til, at der skal indgås andre kæmpestore kompromiser, når man ser opera. »Madame Butterfly« er jo faktisk en 15-årig japansk kvinde, der synges af en 43-årig kvinde. Men hvis det lyder godt, er det ikke noget, folk lægger vægt på,« siger Claus Kjær.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Kaalund, der instruerer »Madame Butterfly«.