Det kan ske på en litteraturfestival, at alting løfter sig. Pludselig føles det så helt indlysende rigtigt, at man er taget hjemmefra for at være i samme rum som forfattere af kød og blod.

Det er ikke så tit, det sker, men det sker torsdag aften på Louisiana Literature, hvor Katarina Frostenson læser op af »Flodtid«. At høre ordene fra hendes seneste digtamling, fremført af hende selv på det smukkeste svensk, det er allerede meget. At høre dem i det rum, som Louisiana for ikke så længe siden tilegnede den magiske kinesiske kunstner Ai Weiwei, er en fordobling af skønheden. Når digtene så også læses op på dansk, af den lige så gode danske digter Søren Ulrik Thomsen, er det så godt, som det kan være.

»Hur många barn du än fött, är du ensam/hur många ord du än ger ut, ensam, ensam,« læser Katarina Frostenson, fra et digt om den uoverstigelige afstand mellem sprog og verden.

Ikke et ord for lidt. Ikke et ord for meget.

I Louisianas koncertsal er der andre ting på spil. Den irske forfatter Colum McCann er på. Forleden udkom hans roman »Over Atlanten« på dansk – »en sansemættet, svimlende læseoplevelse«, skrev Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen i sin anmeldelse – og nu interviewes McCann af Synne Rifbjerg, og det sker foran det kæmpemæssige lærred, som den amerikanske maler Sam Francis skabte til netop dette rum.

Han er nem at interviewe, McCann. Han ejer den evne og vilje til at levere et godt show, der er så typisk for angelsaksiske forfattere. Selv om han nok har talt i hundredvise af gange om romanen, der handler om historiens første transatlantiske flyvning, foretaget af John Alcock og Arthur Whitten Brown tilbage i 1919, så virker han ikke træt af at fortælle, og som alle gode forfatterinterview når dette også at handle om andet end forfatterens seneste bog – herunder om, hvad god litteratur kan.

Den kan, siger McCann, noget, som intet andet kan. Den kan skabe »radikal indlevelse« i andre menneskers måder at tænke og leve på. Sådan er al god litteratur, siger forfatteren, der betror os, at det er svært at skrive, men at det er derfor, det skal gøres, og at den bog, man lige nu skriver på, aldrig bliver lige så god, som man forestillede sig, at den ville blive. Det er kun godt, at det er sådan, siger han.

Motivationen til at forsøge igen bliver så meget desto større.

Frostenson og Weiwei. McCann og Francis. Hvad har litteratur og billedkunst med hinanden at gøre? Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, taler om det, da han byder velkommen torsdag eftermiddag. Ord og billeder hænger sammen, siger han. Ord er i særklasse billeddannende, og billeder udløser ord. Det er derfor, vi helst vil have en ledsager med, når vi ser på kunst på et museum – så vi har nogen af udveksle ord med.

Poul Erik Tøjner kommer også ind på, at graden af hans eget museums egen litteraturfestivals succes er proportional med graden af badwill. Forstået på den måde, at der hvert år er gæster, der frustreres over, at de ikke kan komme ind i det rum, hvor dette eller hint forfatterarrangement finder sted, simpelthen fordi der er for mange, der vil derind. Sådan er det, men det er der ikke noget at gøre ved, siger direktøren. Der vil ikke blive bygget nogen Orange Scene ude i Øresund, så der bliver plads til endnu flere gæster. Ingen maskinhaller i Helsingør vil blive inddraget.

Den intimitet, der er et af Louisiana Literatures adelsmærker, skal der ikke røres ved, forstår man. Det lyder helt rigtigt.

Det lyder også helt rigtigt, når den brillante norske forfatter Per Petterson siger, at begyndelser er så vigtige. Han interviewes af Kim Skotte, og på et tidspunkt fortæller han, at der findes litterære sætninger og ikke-litterære sætninger, og at den rigtige sætning at begynde en roman med er en sætning, der trækker andre sætninger med sig. Ellers er man ilde stedt, og da særligt, når man er en forfatter som Per Pettersson, der aldrig har nogen færdig plan med den roman, han lige nu sidder og skriver på, men »kun« nogle karakterer og nogle scener og en fornemmelse af, at her er der stof nok.

Per Pettersons seneste roman, »Jeg nægter«, skildrer et umage venskab, og forfatteren fortæller, at han havde den der gode fornemmelse, da han begyndte på den. Han siger også, at titlen altid er så utroligt vigtig. Nogle gange er det den, der kommer først. Har man den rigtige titel, har man noget at skrive op imod. Titlen kan forme hele resten af romanen, siger Per Petterson.

Jeg hører også en anden af festivalens gode nordmænd, Erlend Loe. Tonny Vorm interviewer, og Loe er en god performer, viser det sig, velsignet med en særlig underfundig humor, som man næsten kunne kalde norsk. Loe taler om romanen »Fvonk«, hvor statsminister Jens Stoltenberg flytter ind på et værelse hos den udlejer, romanen er opkaldt efter. Jens trænger til at komme væk fra al den politik, al den magt. Han har brug for i et stykke tid ikke at være den dygtige politiker, han er, men bare Jens.

Loe fortæller, at bogen var skrevet færdig, da massakrerne i Oslo og på Utøya fandt sted i sommeren 2011, og at da romanen udkom samme efterår, var det ikke det smarteste tidspunkt at udkomme på. Ingen nordmænd havde på det tidspunkt behov for at læse noget humoristisk med Jens Stoltenberg som gennemgående figur. Afstanden til tragedien var for kort. Nu er det anderledes.

Er det altid givende og spændende at opleve forfattere live på en scene på en festival? Ikke altid. Når det ikke er det, har det ofte noget med sprog at gøre, tænker jeg. Den unge forfatter Olga Grjasnowa, der er født i Baku og bor i Berlin, læser på et tidspunkt op på engelsk, og det gør hun fint, men det er slet ikke hendes ord, det fornemmer man kun alt for godt. En anden af festivalens forfattere, den utroligt begavede finne Sofi Oksanen, passer så fint til Louisiana, hun er næsten et kunstværk i sig selv med sin udsøgte påklædning, flotte frisure, markante makeup og stærke udstråling, men en finsk forfatter, der interviewes på engelsk, er ikke i den forstand sig selv.

Sofi Oksanen taler med Synne Rifbjerg om sin seneste roman, »Da duerne forsvandt«. Ordentligt, men ikke overordentligt. Bare man kunne høre forfattere som Grjasnowa og Oksanen tale tysk og finsk, tænker jeg. En dygtig tolk kunne klare resten.

Senere hører jeg alligevel Grjaznowa tale lidt tysk. Det sker ved en lidt rodet rundbordssamtale mellem hende og Suzanne Brøgger, der er forfatter, hvis nogen skulle være i tvivl, og Marie Tetzlaff, der fungerer som moderator, som det hedder. Grjasnowa læser lidt fra sin roman »Russeren er en, der elsker birketræer«. På tysk. Hun svarer også på spørgsmål om, hvorvidt hun ligner sin ligeledes nogle-og-tyveårige hovedperson, Masja, og den slags spørgsmål kommer der sjældent sjove svar ud af, heller ikke her, og Suzanne Brøgger læser op fra sin slægtsroman »Jadekatten« og taler om, at vi lever i en tid, hvor alle mennesker skal brandes og have sat etiketter på. Grajznowa siger, nu på engelsk, at kvinder aldrig omtales som hele mennesker i den offentlige debat. Hun bliver ikke sagt imod.

Litterære festivaler er en broget oplevelse. Nogle gange swinger det, andre gange ikke. Nogle gange siger gode forfattere mærkelige ting. De er meget mere talentfulde end os andre. Men ikke altid meget klogere.