I Vitra-land er selv busstoppestederne arkitektperler

I Sydtyskland tæt på grænsen til Schweiz ligger et industrianlæg med eget museum og bygninger tegnet af nogle af tidens helt store stjernearkitekter. Berlingske har besøgt designfabrikken Vitra med blandt andet den berømte brandstation af Zaha Hadid.

Vitra Design Museum tegnet af Frank Gehry. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vitra
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WEIL AM RHEIN: Om det så er busstoppestederne uden for Vitra, er de anderledes.

Busstoppesteder er sjældent ligefrem smukke. Men lige her; lige her i denne lille by i Tyskland er der et par stykker, der er. De står som skarpe og stringente, minimalistiske skulpturer i landskabet. De kan endda også yde læ.

De er så også formgivet af den britske designer Jasper Morrison som blot er én i det berømte dusin af arkitekter, der har bidraget til denne by af fabriks- og kontorbygninger samt egne museer, der udgør Vitra.

Det er her, for eksempel Frank Gehry og Tadao Ando fik opført deres første huse i Europa; for Gehrys vedkommende tre år før Guggenheim i Bilbao. Det er også her, Zaha Hadid – arkitekten bag Ordrupgaards udvidelse – fik realiseret sin første bygning; en brandstation vi skal vende tilbage til.

En ny begyndelse

Som mange af de arkitekter, der har bidraget til at bygge Vitra-land, er selve virksomheden også verdenskendt blandt designinteresserede.

For tæt ved 70 år siden fik Vitra, der er grundlagt og i dag stadig ejes af en schweizisk familie, licens til at fremstille de berømte Eames-stole designet af ægteparret Charles og Ray Eames, der i dag er kanoniserede som designklassikerne. Ti år senere begyndte fabrikken at fremstille Werner Pantons næsten lige så berømte stol, der er støbt i ét stykke.

Siden er det så gået slag i slag, som det meget gerne skal gå for virksomheder af hvilken som helst art. Vitra voksede. Og så var det, at Vitra brændte.

Men ud af tragedien voksede en ny, smuk fabriksbygning, der skulle blive den første af en række eksempler på, hvad der sker, når en virksomhed satser på arkitektonisk kvalitet.

Om det så er busstoppestederne foran Vitra er de mere strømlinede end de fleste andre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vitra.

Vitra bad den britiske arkitekt Nicholas Grimshaw tegne sin første produktionshal. Det var i 1981. Siden er Grimshaw måske blevet mest kendt for Waterloo Terminal i London samt lufthavnen i Zürich. Resultatet i Weil am Rhein blev en lav, strømlinet bygning udført i metal, der farvemæssigt næsten kan falde i ét med himlen og passer fint ind i landskabet.

Siden er der bygget andre fabriks- og lagerbygninger. Smukkest blandt dem alle er måske den japanske tegnestue SANAAs runde mesterværk fra 2012, der ser ud, som om ydermuren udgøres af et højt, hvidt klæde, der hænger i luften uden gardinstænger eller noget som helst.

Hvis det ikke var, fordi begrebet curtain wall havde en anden betydning i arkitektur – facade der hænger på bygning uden at være bærende konstruktion – ville man kunne sige, at det var dét, SANAA havde opfundet til Vitra. En gardinmur.

Hovedvægten af den japanske tegnestues bygninger ligger i hjemlandet, men ud over fabriksbygningen til Vitra, har SANAA stået for The New Museum of Contemporary Art i New York, der åbnede for otte år siden.

Den berømte brandstation

Branden fik andre konsekvenser. Der blev oprettet et frivilligt brandkorps på virksomheden. Og ni år efter branden – i 1990 – bad ejerne af Vitra Zaha Hadid om at tegne en brandstation til fabriksområdet.

Det skete samtidig med, at Hadid arbejdede med et boligbyggeri til Berlin, men brandstationen blev hendes første realiserede bygning. Det er en vild og ekspressiv konstruktion, hvis tag og vægge er bevidst skæve og strækker sig i stort set alle retninger, og så berømt blev brandstationen, at ryet om den også nåede Danmark.

Især efter 1996 da Arken blev taget i brug. Mange uheld og skandaler knytter sig til kunstmuseets tidlige år, og der bredte sig en provinsiel opfattelse af, at vi såmænd nok havde fået et plagiat i Ishøj.

Blandt de mest berømte bygninger på Vitra Campus er Zaha Hadids brandstation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vitra.

Men med til historien hører, at Arkens arkitekt, Søren Robert Lund, allerede i 1988 havde vundet konkurrencen om Arken med sit opsigtsvækkende forslag, og sagen er selvfølgelig den, at de to arkitekter og flere med dem havde befundet sig i et sammenligneligt inspirationsfelt, der blandt meget andet trækker på russisk konstruktivisme og en drøm om at bryde med modernismens idealer om regulære, firkantede eller rektangulære rum. Men vel også Le Corbusiers berømte kirke i Ronchamp omkring 100 kilometer længere mod vest?

Siden er brandstationen taget ud af brug og anvendes i dag til forskellige arrangementer. Samtidig har fabrikken fået tilført nye, arkitektonisk prægnante bygningsværker og kaldes i dag for Vitra Campus. Mere end 300.000 besøger området hvert år.

Afrikansk design

Blandt de senere tilkomne bygninger er de to museer. Først Frank Gehrys Vitra Design Museum, der tidligere har huset eksempler på en række af virksomhedens produkter. De er nu opmagasineret, indtil en ny bygning bliver færdig med henblik på at præsentere de seneste mange års fremstilling af stole.

Vitra Design Museum anvendes imidlertid også til udstillinger af forskellig art. Vitra tilrettelægger en eller to udstillinger om året, som efterfølgende sendes på turné til nogle af de museer og kunsthaller verden over, som Vitra arbejder sammen med. En udstilling om Alvar Aalto kan eksempelvis ses året ud i Caixa Forum i Madrid.

For tiden vises i Vitra Design Museum en på mange måder opmuntrende udstilling om afrikansk design – og design forstået i meget bred forstand. Vi er vant til de mest frygtelige historier fra Afrika om krige, hungersnød, intolerance, etniske og religiøse stridigheder.

Men det er næppe hele historien om de mange, indbyrdes forskellige lande på det kontinent, der består af en milliard mennesker med omkring 2.000 sprog fordelt på mere end 50 nationer. Og »Making Africa« giver et mere opløftende billede af den praktisk funderede kreativitet, der udfoldes blandt designere i Afrika.

Frank Gehry har ry for at skabe mange flotte, men ubrugelige rum i sine museer. Vitra Design Museum er noget mere behersket (og også langt mindre) end for eksempel Guggenheim Bilbao, og museet på Vitra Campus rummer adskillige regulære rum. Det er derimod i det ydre, at Gehry har fået mulighed for at arbejde med sine flot svungne former, der kan minde om sejl eller bjerge.

I arkitektens værksted

Også det andet museum – tegnet af det schweiziske arkitektfirma Herzog & de Meuron – er en vild bygning, der nærmest ser ud, som har arkitekterne stablet nogle af områdets karakteristiske bjerghuse oven på hinanden og udstyret dem med store vinduespartier i fronten.

Her finder man i stueetagen Vitras forretning og en restaurant. Men går man gennem etagerne, møder man en længere række udstillingslokaler, der rummer en ophobning af eksempler på moderne design fra det 20. århundrede; nogle steder i en scenografi, der mimer stuer eller arbejdsværelser med eksempler på arkitekters og designeres inspirationskilder.

I det hele taget er der rundt om på Vitra Campus strøet fabriksbygninger af arkitekter som – ud over de nævnte – for eksempel Renzo Piano og Alvaro Siza og skulpturer af blandt andre Claes Oldenburg og Carsten Höller.

Sidstnævnte har konstrueret et 30 meter højt tårn, man kan gå op i. Man kan også gå ned igen – og så kan man kure hele vejen gennem et rør. Claes Oldenborg er popart-veteran kendt for sine overdimensionerede hverdagsgenstande, og til Vitra har den nu 86-årige billedkunstner skabt et vartegn bestående af de tre værktøjer, der skal til for at samle en Eames-stol.

To andre bidrag skal fremhæves. Det ene er et meget enkelt, meget lille hus til en benzinstation, der blev fremstillet i begyndelsen af 1950erne, og 50 år efter blev rekonstrueret og opstillet på området som et fint eksempel på nøjsomt og funktionelt efterkrigsdesign.

Det andet er den japanske arkitekt Tadao Andos helt afdæmpede, meget smukke konferencebygning, der ligger tilbagetrukket og putter sig uforstyrret fra den omgivende verden. Også materialemæssigt, træ, beton, glas, fremstår dens indre afdæmpet og æstetisk. Og åbenbart placerede han den på grunden på en sådan måde, at det nærmest ikke var nødvendigt at fælde træer. Til gengæld gør de træer, der omgiver konferencecentret, stedet til en nærmest meditativ oplevelse.

Et dansk eksempel

Det er imponerende, hvordan en virksomheds ejere og ledelse har besluttet sig for, at alle bygninger skal være i gennemført arkitektonisk kvalitet. Vi har et eksempel herhjemme, der med lidt god vilje minder om indsatsen i Weil am Rhein.

Da skjortefabrikanten Aage Damgaard i midten af 1960erne opførte sin runde fabrik i Birk uden for Herning, tegnet af C.F. Møller, satte han en arkitektonisk standard for, hvordan industriområdet fremover burde udvikle sig harmonisk og med bygninger af usædvanlig høj kvalitet i forhold til, hvad der er standard herhjemme for erhvervsbyggeri. For eksempel blandt de bygninger der ligger langs det danske motorvejsnet.

Siden har Birk fastholdt princippet med for eksempel en handels- og ingeniørhøjskole af Henning Larsen og et kunstmuseum tegnet af Steven Holl. Både i skala og i samspil med naturen hviler der en vis harmoni over området. Den gennemgående farve på ydermurene er hvid.

Også af den årsag måtte Danmarks hidtil største skulptur – tegnet af Ingvar Cronhammar – selvfølgelig være sort.