Da multikunstneren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen gik bort i 2000, efterlod han en ledig plads på den danske kunstscene. En plads, der stadig den dag i dag mangler at blive fyldt ud, selv om der under den kommende Copenhagen Art Week vises masser af god kunst skabt i Thorsens ånd.

Thorsen var en ener.

Uforudsigelig og kompromisløs, men også med et noget svingende niveau. Husker, da jeg oplevede ham »in action« nøgen malende med sin penis og andre kropsdele under et offentligt arrangement i Ridehuset i Aarhus i begyndelsen af 90erne. Ærlig talt var det mere gøgl end reel kunst, men sjovt så det ud, og Thorsen leverede den vare, han var så kendt og berygtet for.

Hvad færre måske husker var, at Jens Jørgen Thorsen dygtigt og vidende også skrev om kunst – blandt andet som kunstanmelder i Ekstra Bladet.

Og hvorfor kommer jeg så i tanke om det?

Jo, for denne sommer har selvsamme avis haft hele syv af deres folk til at lave en gang kampagne-journalistik om den årlige kulturstøtte fra Statens Kunstfond.

Med vanlig sans for at puste til den evige flamme under vores forargelseskultur har avisen hen over sommeren beskrevet de kunstnere og de værker, som får eller har fået støtte fra staten.

Nu er der altid en rigtig god grund til at holde vågent øje med, hvad vores kulturstøtte går til.

Sagen var bare, at Ekstra Bladet med sin serie skød alt for meget i den forkerte retning. For det er jo netop den kunst, der er den smalleste, den mærkeligste og den, der har sværest ved at klare sig kommercielt, der ofte får mest i støtte.

Og det er ofte den kunst, der får os til at stoppe op en ekstra gang.

Måske i forargelse, måske i en eftertanke. Så kan den være for meget, for langt ude og for dårlig, men den prøver i det mindste at gøre noget på en ny måde.

Ekstra Bladet og alle vi andre burde hylde de kunstnere, der tør bryde grænserne og prøve noget nyt. De kunstnere, der skiller sig ud fra mængden.

Ligesom Jens Jørgen Thorsen.