I sommerhuset står tiden stille en stund, mens coronavirussen hærger i det fjerne

Salget af sommerhuse er eksploderet som aldrig før. De er de privilegeredes helle i en verden, der er gået grassat, og coronasituationen forstærker kun den længsel, der allerede var der. Det oplever Berlingskes Rasmus Karkov. Og det viser en ny svensk doktorafhandling også.

Der blev solgt rekordmange sommerhuse, mens coronavirussen hærgede i 2020, og interessen for at leje sommerhus i 2021 er enorm. Sommerhuset er et helle fra verdens jag og strid. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Længslen var der længe før coronakrisen. Før ministrenes alvorlige blikke, myndighedernes panderynker, engelske mutationer, stormen på Capitol Hill og generel uvished om, hvor verden i det hele taget er på vej hen.

Jeg kunne selv mærke det. Verden er accelereret ud af kontrol, og selv kloden drejer bogstaveligt talt hurtigere end før. Efter et levet liv i byen måtte der være noget andet. Et eller andet udefineret, som jeg ikke vidste meget andet om, end at der skulle være brændeovn, grantræer og ro. Jeg længtes ikke længere mod hærværk og pludselig død, men ville egentlig helst bare lade verden sejle sin egen sø, mens jeg såede Halfdan Rasmussens kruspersille en times tid fra København uden at skulle leve op til så meget andet end livet.