I SMKs nye udstilling står man midt på en kunstpolitisk landmine: »Hvad nu, hvis man synes, at Nolde og Kirchners værker er smukke? Er man så racist?«

På Nolde og Kirchner-udstillingen på SMK er det som at komme ind på et topmoderne nationalmuseum i en international storby, der klæder dig på til en skoldhed kunstpolitisk diskussion.

Emil Nolde: »Tänzerin (Danserinde)«, 1913, Städel Museum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bpk/Städel Museum.

»Gad vide, om der er nogen, der får lyst til at købe en plakat,« kan jeg ikke lade være med at tænke, da jeg har været igennem SMKs udstillingssale til deres genåbningsudstilling »Kirchner og Nolde til diskussion«.

Den kunstpolitiske diskussion om repatriering, appropriation, privilegier, magt og racisme i en kolonial kontekst, som den nye udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK) vover at prikke til, er, siden man gik i gang med at arbejde på Nolde-Kirchner-projektet, gået hen og blevet skoldhed. Det gælder både hertillands, hvor den berømte institutleder fra Kunstakademiet var med til at kaste en buste af Kunstakademiets grundlægger, Frederik 5., i Københavns havn, og rundt omkring i Europa hvor man er begyndt returnere kunstskatte til de lande, man har snuppet dem fra. Ikke mindst de flere hundrede bronzerelieffer fra kongedømmet Benin i det nuværende Nigeria, hvoraf to indgår i SMKs udstilling.

Emil Nolde: »Mann, Frau und Katze (Mand, kvinde og kat)«, 1912, Nolde Stiftung Seebüll. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fotowerkstatt Elke Walford og Dirk Dunkelberg..

Og de havde det på fornemmelsen inde på SMK, hvor målet med udstillingen var at skabe debat om, hvorvidt menneskesynet hos to af ekspressionismens mest berømte tyske billedkunstnere var problematisk. Det drejer sig om Emil Nolde (1867-1956) og Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938), der, ud over deres nyskabende brug af stærke farver og voldsomme penselstrøg omkring forrige århundredeskifte, begge lod sig inspirere af kulturer uden for Europa for så siden at sværme for nazismen (Nolde som medlem af nazistpartiet), der absurd nok censurerede deres kunst, fordi den blev betragtet som »entartet«.

»Det prikker til den gamle diskussion om, hvorvidt det er muligt at adskille værk fra kunstner. Kan man det? Skal man det?«


For ikke selv at blive genstand for debatten, kan man i SMKs færdige udstilling se museets varsomme fremstilling af alle de sårbare spørgsmål. Der har tydeligvis været overvejelser forud for stort set alle tiltag. Det gælder også i valget af udstillingsplakater, i alt tre styk, hvoraf en skulle ud og hænge på byens bannere. For hvad siger netop dette valg om SMKs eget menneskesyn?

Når man har været igennem hele den imponerende udstilling, sammensat af kuratorer, antropologer og historikere, der har mikset billedkunsten med skitser, videoer, kort og etnografiske kunstgenstande, gyser man en lille smule indvendig. Kan man virkelig gå over i museumsbutikken og købe sig en udstillingsplakat med hjem med den nye viden i frisk erindring?

Ernst Ludwig Kirchner: »Sitzende Frau mit Holzplastik (Siddende kvinde med træskulptur)«, 1912, Virgina Museum of Fine Arts, Richmond. Fold sammen
Læs mere
Foto: Travis Fullerton/Virgina Museum of Fine Arts..

Tysk fokus på SMK

SMK ligger inde med verdens største samling af Emil Noldes værker fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor Tyskland var et kejserrige med kolonier i Afrika og Oceanien. På det tidspunkt var vestlige kunstnere på jagt efter nye visuelle udtryk i ønsket om at revitalisere kunsten, og her gav de tyske kolonier dem fornyet energi og fascinationsmateriale.

Nolde og Kirchners landsmænd var nemlig begyndt at bringe ny viden med sig hjem til Tyskland fra kolonierne, og under armen havde de så mange kunstskatte, at Berlin og Dresden gik hen og fik de mest righoldige etnografiske museer i verden. I samme periode begyndte teatre, varieteer og cirkus at byde på menneskeforestillinger med artister fra Afrika, Asien og Amerika. Det inspirerede billedkunstnerne til et nyt etnisk sprog i kunsten.

Nolde og Kirchner gjorde det til deres eget og lod det læne sig tæt op ad det tyske kejserriges generelle følelse af europæisk overlegenhed. Nolde rejste til den tyske koloni i Papua Ny Guinea, hvor han malede portrætter af befolkningen. Kirchner blev i Tyskland og var altid på jagt efter en ny cirkuspremiere, hvor han kunne nærstudere artisterne. Nogle blev inviteret med hjem i hans atelier og agerede modeller for hans værker.

Ernst Ludwig Kirchner: Siddende model med vifte, 1911. Kunstsammlungen Chemnitz – Museum Gunzenhauser, Eigentum der Stiftung Gunzenhauser. Fold sammen
Læs mere

Og hvad er der så galt i Nolde og Kirchners fascination af friskt og fornyende input udefra, kan man spørge … En hel del, viser udstillingen os. Dels bliver de mennesker, de vælger at portrættere, fremstillet så primitivt og konturløst, at det grænser til det nedladende, og dels interesserede de sig ikke ret meget for individet i deres værker. Man får i billedtitler meget sjældent deres navne gengivet, og indholdsmæssigt kredser Nolde og Kirchner aldrig om deres identitet. Hvem var de? Hvad kom de fra, og hvilket liv levede de?

Det virker med andre ord som om, at deres nye »muser«, der vel at mærke var altafgørende for deres kunstneriske gennembrud, ikke interesserede dem som mennesker. Sammenligner man for eksempel de portrætter, Nolde malede af lokalbefolkningen på Papua Ny Guinea, med de europæiske kolonister, overraskes man over den nuance- og detaljeringsgrad, han tildeler europæerne, mens lokalbefolkningen er gengivet i en mere forsimplet streg.

»»Kirchner og Nolde til diskussion« er ikke nogen feelgoodudstilling, men en følsom behandling af et sensitivt emne.«


Ernst Ludwig Kirchner: »Tanzende (Dansende)«, 1911. Collection Stedelijk Museum Amsterdam. Fold sammen
Læs mere

Er jeg så racist?

Og hvad nu, hvis man synes, at Nolde og Kirchners værker er smukke? Er man så racist? Man skal jo nødig gå omkring i udstillingen og føle skyld over, at man kan lide Noldes og Kirchners farver, former og motivvalg.

Man bliver præsenteret for et væld af værker, der i al deres enkelthed har fået dem til at fremstå som små nyskabende mesterværker i deres samtid, og det er svært at komme uden om værkernes kunstneriske kvalitet og skønhed.

Det prikker til den gamle diskussion om, hvorvidt det er muligt at adskille værk fra kunstner. Kan man det? Skal man det? En ting er, at man undlader at forholde sig til Nolde og Kirchners adfærd og menneskesyn, en anden ting er at se igennem fingrene med, at man i selve værkerne tydeligt kan aflæse de primitive afbildninger af mennesker fra en anden verden end den europæiske i deres portrætter.

Forsigtighedsgreb

Et af SMKs forsigtighedsgreb er selve værktitlerne. Her har man valgt at trykke de originale tyske titler ordret, mens den danske oversættelse er justeret lidt, de steder der er tale om racistisk sprogbrug. Det kan godt være, det forekommer som en ret radikal ændring, men det føles som den helt rigtige beslutning. Jeg er helt med på, at oversættelsen af »Negertänzerin« til »Negerdanserinde« er en dårlig idé.

Et andet greb er museets beslutning om ikke at stille de etniske masker og skulpturer, som Nolde og Kirchner har ladet sig inspirere af, ved siden af deres endelige værker, men i stedet give dem så tilpas meget afstand, at begge værker får ligeværdig hyldest og ret. Et tredje og fjerde greb er dels datidens åbenlyst racistiske antropologi, der lægges frem i udstillingen, dels de videooptagelser, der i hver sal kommenterer på de kontaktzoner, som Nolde og Kirchner har hentet deres inspiration fra, og som i øvrigt er den måde udstillingen har fået sin logiske opbygning på; museer, cirkus, atelier og rejser ud til andre kulturer.

Her fortæller en historiker blandt andet om forholdene i Tyskland for de mennesker, der udgjorde menneskeudstillingerne, mens kunstnere fra nogle af de lande, som Nolde og Kirchners har hentet inspiration fra, vurderer de tyske kunstneres kunst og fortæller smerteligt om frarøvelsen af deres lands kunstskatte. Greb, der tilsammen betyder, at SMK er kommet op med et sympatisk og meget moderne bud på, hvordan vi i fremtiden kan komme omkring hele denne sags hovedproblematik: Hvad gør vi ved fremstillingen af nogle af de store maleres racistiske kunst?

Med fotostater, kort, antropologiske nedslag, videosekvenser, skitser, malerier og kunstskatte i montre, forlader jeg udstillingen med en fornemmelse at, at jeg har været på et nationalmuseum i en stor og moderne metropol. Her er metoderne fra antropologiske museumsudstillinger sat overraskende godt sammen med den pastose billedkunsts penselstrøg, som jo er det, det hele handler om. Det er et fornyende og toptjekket bud på, hvordan man kan få mennesker med nye interesser ind i museumsbygningerne, godt hjulpet på vej af et emne, der kredser om en aktuel og skoldhed kunstpolitisk diskussion.

Hvis museumsbutikken havde været åbent, den dag jeg var forbi, havde jeg ikke købt en plakat med hjem, og det er egentlig en skam, for jeg kan faktisk godt lide deres værker – på afstand. »Kirchner og Nolde til diskussion« er ikke nogen feelgoodudstilling, men en følsom behandling af et sensitivt emne. Tak for det!

Kirchner og Nolde til diskussion
Statens Museum For Kunst, Sølvgade 48-50,1307 København K. Frem til 1. august