I Sjöwall & Wahlöös fodspor

Det vrimler med forfatterpar inden for krimilitteraturen. Men hvorfor egentlig? Og hvordan skriver man rent praktisk sammen? Tre litterære makkerpar fortæller om deres erfaringer.

Krimiforfatterne Christian Dorph og Simon Pasternak arbejder sammen om en ny roman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Den utålmodige fanden – og en skeptisk fejlfinder

Krimiforfatterne Christian Dorph og Simon Pasternak arbejder sammen om en ny roman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph.

Christian Dorph & Simon Pasternak

Hvordan kom jeres samarbejde i stand?

Christian Dorph: »Jeg havde skrevet et par krimier, som Simon havde været redaktør for, og han var meget inde over plot og historie. Så meget, at jeg en dag spurgte: »Hvorfor skriver vi ikke bare en sammen?« Simon havde verdens bedste plot, syntes han selv, og jeg ville rehabilitere 1970erne, og så begyndte vi ellers at skrive historiske kriminalromaner.«

Hvordan arbejder I sammen?

Simon Pasternak: »Vi skriver mest sammen, i vores sommerhuse eller rundt om i verden. Vi fordeler sekvenserne mellem os, Christian tager for eksempel »gå-i-byen-scenerne« eller »Færøerne«, jeg tager »torturscener« og »roadmovie i Polen«, og så sidder vi i hvert sit værelse og skriver om kap med høretelefoner på.

Når der er noget, der skal diskuteres, hvis min karakter står på en truckerrestaurant i Ungarn og ikke ved, hvad han skal gøre, eller Christians er faret vild på Vesterbro, tager vi en badmintonkamp eller skyder dåser og prøver at finde en løsning. Mellem seancerne researcher vi eller tilretter synopser. Christian elsker udråbstegn og gamle udtryk som stængt, krejle, obsternasig, skævbenet og forseglet, mens jeg er vild med knoldede verber og farve- og lugtadjektiver,

Christian skriver mest i flow med få replikker, jeg i korte tableauer og meget dialog. Når Christian omgås karaktererne, har de ofte hovedpine eller er irritable, mens de er smøgtrængende eller sultne hos mig – og irritable.

Vi har egentlig ikke så meget imod, at der kommer nogle forskelle og humører ind i teksterne, fordi vi laver meget synsvinkelbårne krimier, hvor hver person har deres sprog og syn på verden. Det vigtigste i et samarbejde er ikke at ensrette tekst eller tanker, men – og det er nok det, der har gjort, at vi er blevet ved – at vi er enige om, hvornår noget fungerer.«

Har I forskellige roller?

Christian Dorph: »Der er en speciel dynamik, når man skal finde på en roman sammen med en anden. Først skal man gennem en masse ævl og platte indfald og muntre usandsynligheder og frem og tilbage og hvordan og hvorfor, og det er noget klamphug og kulisse-western det meste.

Men så, lige pludselig, sker der et eller andet, og karaktererne holder op med at være nogle tegninger, og konflikterne bliver blodig alvor, og hele det her kludetæppe af indfald og kausale krumspring og omsvøb begynder at ligne noget og blive en rigtig historie.

Jeg er en utålmodig fanden, der skyder løs og prøver at vrøvle mig op og i gang og holde mig entusiastisk. Simon kan godt lide at være skeptisk og gå rundt med en smøg og mumle lidt for sig selv og udpege modsigelser i plotkonstruktionen og finde svaghederne i historien.

Men igen, når den er der, ja, så er den der, og så er det som regel en fest.«

Hvorfor skriver så mange krimiforfattere sammen, tror I?

Simon Pasternak: »Det minder om film på den måde, at der er en del ingeniørarbejde med plot, research for eksempel, som det kan være godt at være to om. Når man skriver indviklede plot, og ens familie ikke gider høre på en længere, er det rart at have en, der ikke bliver træt. Vi skriver i øvrigt også hver for sig, Christian lyrik, og jeg romaner og film.«

 

Dorph & Pasternak

Har skrevet tre krimier sammen med udgangspunkt i Drabsafdelingen i København – »Om et øjeblik i himlen« (2005), »Afgrundens rand« (2007) og »Jeg er ikke her« (2010). Til foråret kommer »Tal til mig!«, en stort anlagt kærlighedshistorie og thriller, der foregår i København og under den rumænske revolution i december 1989.

 

Friis, Kaaberbøl og svirpet fra inspirationspisken

 

Agnete Friis og Lene Kaaberbøl. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Agnete Friis og Lene Kaaberbøl

Hvad satte jeres samarbejde i gang?

Lene Kaaberbøl: »Det sker af og til, at man som forfatter får et svirp af inspirationspisken, som man ikke lige ved, hvad man skal stille op med. I dette tilfælde var det billedet af en lille dreng i en kuffert efterladt i et garderobeskab på Københavns Hovedbanegård, som om han var et stykke bagage.

Det var meget præcist, og det ville ikke gå væk. Det hørte klart ikke hjemme i en børnebog – snarere i en krimi, dog måske med den forskel, at hvor de fleste krimier starter med, at der bliver fundet et lig, er det mest chokerende her, at drengen er levende.

Selv om jeg har læst utrolig mange krimiromaner, havde jeg aldrig prøvet at skrive én. Et godt krimiplot stiller store krav til logik og struktur, og jeg tror, jeg fik præstationsangst. Og så var det, jeg ringede til Agnete og spurgte, om vi skulle prøve at gøre det sammen.

Vi kendte ikke hinanden særlig godt, men jeg havde været forlagskonsulent på en af Agnetes børnebøger, og det havde givet mig fornemmelsen af, at der var en kreativ kemi.«

Hvordan foregår jeres samarbejde?

Agnete Friis: »Lene har en besynderlig forkærlighed for at bo steder, der ligger så fjernt fra civilisationen, at man har brug for kompas og pakæsel – først var det en vandmølle i Jylland, nu er det en lille billøs engelsk klippeø, man kun kan komme til med båd.

Det er godt, at e-mail og Skype er opfundet. Vi har selvfølgelig brug for at være i samme rum på visse stadier i processen, men et langt stykke ad vejen klarer vi os med meget grundig fælles research og kortlægning af plottet – vi har en slags drejebog, inden vi for alvor går i gang med at skrive, og det betyder at Lene sagtens kan skrive løs på kapitel seksten, mens jeg er i gang med kapitel seks.«

Hvordan er rollefordelingen?

Lene Kaaberbøl: »Et stykke ad vejen har vi desværre de samme svagheder – for eksempel er ingen af os uforfærdede opdagelsesrejsende, når det gælder vores researchture. Men så må vi være kyllinger sammen. Af sted kommer vi, og vi finder som regel også de kilder, vi skal bruge.

På andre punkter er vi ret forskellige – Agnete plejer at kalde mig en lalleglad sentimentalist, mens Agnetes verdenssyn af og til kan få Nordpolen til at ligne et lyst, varmt og venligt sted.«

Hvad gør krimigenren egnet til at samarbejde om?

Agnete Friis: »Da vi startede, blev vi hele tiden spurgt, hvorfor vi havde valgt at være to. Nu er der så mange krimipar, at folk snarere undrer sig, når vi skriver hver for sig. Jeg tror, det er det med plotteknikken, som gør, at man som krimiforfatter får specielt meget ud af parløbet. Man er to til at finde på – og man er også to til at tjekke for huller. Og så er der jo altid en, man kan brokke sig til – og over.«

 

Kaaberbøl & Friis:

Skriver en serie om Røde Kors-sygeplejersken Nina Borg. Det har de gjort siden 2008, hvor de sammen udgav »Drengen i kufferten«. Efterfølgende har parret udgivet »Et stille umærkeligt drab« (2010), »Nattergalens død« (2011) og »Den betænksomme morder« (2013).

 

Søster skriver om følelser – bror om action

 

Søskendeparret Lotte og Søren Hammer. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Lotte Hammer og Søren Hammer

Hvordan kom I i gang med at skrive?

Lotte Hammer: »Vi startede vores samarbejde, da Søren i 2004 flyttede fra København til Halsnæs og ind i lejligheden på 1. sal i mit hus. Vi skriver aldrig sammen rent fysisk, men mailer en del mellem etagerne og mødes efter behov, hvilket godt kan være en del gange om dagen.

Plotudvikling sker altid sammen, før vi begynder skriveprocessen, og vi forsøger at fastlægge så meget af bogen på forhånd, som vi kan. Men det sjove er naturligvis, hvis en person eller en situation, bryder alt forarbejdet og får en større rolle end på forhånd tiltænkt.

Vores roller i skriveprocessen er relativt ens, men dog med en noget traditionel kønsopdelt forskel, hvor der er tendens til, at Søren skriver om det action-prægede og det logisk orienterede, mens jeg ofte skriver om personer og deres følelser. Den opdeling er dog langt fra fast.

Når en roman er færdig, skriver Søren den igennem, for at få et ensartet sproglig tone i bogen.«

Hvordan præger det jeres samarbejde, at I er søskende?

Søren Hammer: »Det er svært for os at svare præcist på, idet vi aldrig har prøvet andet. Der er dog to forhold, som, jeg tror, har betydning for vores ret gnidningsfrie samarbejde:

For det første er ingen af os så selvhøjtidelige, at uenighed om for eksempel en romanfigur udvikler sig til en personlig uenighed. For det andet er hver situation ny forstået på den måde, at Lotte eksempelvis udmærket kan få sin vilje fem gange i træk. De kompromiser og afgørelser, vi træffer, bliver ikke båret videre til næste dilemma.«

Hvad opnår man ved at være to i stedet for en?

Lotte Hammer: »Når man er to, er man tvunget til at italesætte sine ideer, før man skriver. Det betyder, at når man endelig kommer frem til selve skriveprocessen, så har man været de fleste tanker igennem på forhånd og ved, hvad man skal skrive.

Det fungerer for os, men der er mildest talt masser af fremragende krimiforfattere, der skriver alene, så at påstå, at det generelt genererer bedre krimier at skrive to sammen, vil være nonsens.«

Hvorfor tror I, at det særligt inden for krimi- og spændingslitteraturen er udbredt at skrive sammen?

Søren Hammer: »Jeg tror, at det skyldes to forhold: Dels er krimiens plotdrevne udvikling velegnet til et samarbejde, men det samme er for eksempel den historiske roman, og denne genre er alligevel som regel skrevet af enkeltforfattere.

Så den anden faktor er formentlig den væsentligste: Maj Sjöwall og Per Wahlöö startede traditionen i 1960erne med »Roman om en forbrydelse« (Martin Beck-serien), og den har simpelthen smittet.

 

Hammer & Hammer:

Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team har søskendeparret fulgt i bøgerne »Svinehunde« (2010), »Alting har sin pris« (2010), »Ensomme hjerters klub« (2011), »Pigen i Satans mose« (2012) og »Den sindssyge polak« (2014). Til marts udkommer sjette bind, »Elskede Heidi«.