I Nixonland

PRÆSIDENT GEORGE W. BUSH drømte om et Amerika med permanent republikansk flertal. Men noget gik galt. Bush er nu den mest upopulære præsident siden Nixon, og det republikanske tusindårsrige ligger i ruiner. Et tragisk eftermæle begynder at tage form.

George W. Bush drømte om et permanent republikansk flertal i amerikansk politik ... Foto: Jim Young/Reuters Fold sammen
Læs mere

YORBA LINDA: En skønne dag vil et sted som dette være alt, hvad George W. Bush har tilbage. Et bibliotek med sit navn på. En udstilling om sit liv. Sine gerninger fortalt i venlige vendinger af venlige mennesker.

Verden uden for vil være et helt andet sted. Men inden for de nydelige mure vil historien om USAs præsident nummer 43 blive fortalt, som han selv ville fortælle den, og sådan en helt almindelig mandag, lige efter frokost, vil nogle få turister droppe forbi, gå igennem de lange gange og tænke tilbage på hans krige.

Med kun sytten måneder tilbage i Det Hvide Hus taler præsident Bush mere og mere om, at det vil gå ham lige som sin forgænger, Harry Truman. At eftertiden vil være pænere ved ham end samtiden. At historien vil revanchere hans idealistiske forsøg på at sprede frihed gennem et geværløb.

»Jeg tror ikke, at I vil få den fulde historie om Bush-administrationen før længe efter, jeg er væk,« siger Bush.

Kun tiden kan vise, om han får ret. Men hans ord er i virkeligheden mere et ekko fra fortiden, og her i den lave bygning med mure i ørkenfarvede sten og gulve og lofter i lys marmor kan besøgende genopfriske de samme ord blot formuleret lidt anderledes af en anden stemme for mere end 30 år siden.

»Jeg håber, at Amerika med tiden kan se mere objektivt på de ting, jeg stod for,« lyder det fra højttalerne.

Stemmen tilhører den måske mest upopulære præsident i nationens nyere historie, og det prædikat kan ikke hæftes på Bush. Ikke endnu. Men der er så mange fællestræk med forgængeren, at en sammenligning ikke er til at komme uden om. Et eftermæle er ved at blive skrevet, og det ligner ikke Trumans. Bush har nærmere sat kurs mod Nixonland.

Yorba Linda er en forstad til Los Angeles i Californien. Her blev Richard Nixon, USAs præsident fra 1969 til 1974, født, her ligger han begravet, og den smykke bygning er hans præsidentielle bibliotek og arkiv.

Solen skinner svagt igennem en dyne af smog. Parkeringspladsen er næsten tom. Inden for de store glasdøre byder en yngre, kraftig kvinde velkommen og fortæller, at det »vigtigste er at huske, at toiletterne er placeret i hvert sit hjørne af bygningen.«

Et pensioneret ægtepar griner høfligt. Latteren runger i den store sal.

Sådan bliver en amerikansk præsident mindet. En stor og imponerende udstilling med fotos og fortællinger fra Det Hvide Hus og alle de historiske øjeblikke i verdenshistorien. Der på væggen vifter vicepræsident Nixon med sin pegefinger foran Sovjetunionens Krustjov i 1959. Der er hans tre topmøder i 1970erne med den nye sovjetiske leder, Brejsnev. Der, på hæderspladsen, hans legendariske rejse til Kina. Og henne i hjørnet, toiletterne. Lige så nydelige og renskurede som alt det andet.

Vil man have hele historien om Nixon, den »objektive«, er udstillingen ikke stedet at være. Selv afdelingen om Watergate skandalen, der tvang ham til at gå af fylder kun nogle få kvadratmeter. I disse dage er det tilmed lukket og under ombygning. Det eneste, man kan finde, er en kort, bitter anklage i forbindelse med skildringen af Vietnam-krigens afslutning.

»Ansvaret for, at Nixons politik i sidste ende led nederlag, ligger ikke hos de mænd, der kæmpede i krigen, men hos de folk i Kongressen, der svigtede tilliden fra soldaterne, amerikanerne og sydvietnameserne.«

Krigens nederlag var altså ikke præsidentens skyld, men Demokraternes. Lyder det bekendt? Byt »sydvietnameserne« ud med »irakerne«, og man vil om nogle år kunne finde en lignende anklage i biblioteket for den nuværende præsident.

For omtrent sådan her bliver fremtidens minde om George W. Bush, når han selv skal designe det. Ligesom Nixon vil der blive vist fotos fra glade vælgermøder, men man vil ikke kunne finde en eneste reference til dårlige meningsmålinger og utilfredsheden i den brede befolkning. Selvfølgelig har Nixon ikke ladet indramme, at 66 procent af amerikanerne havde mistet tilliden til ham fire dage før hans afgang i 1974. Selvfølgelig vil George W. Bush ikke nævne målinger fra disse dage i sommeren 2007, hvor næsten lige så mange 65 procent har mistet tilliden til ham.

Men det er en uomgængelig del af eftermælet.

Efter valgsejren i 2004 talte spindoktor Karl Rove om at skabe et permanent republikansk flertal i USA. Manden, som Bush kalder »Arkitekten«, havde sikret præsidentens genvalg under de sværest mulige betingelser to år inden en Irak-krig, der viste sig at bygge på forkerte oplysninger, og som siden var gået skævt. At en upopulær, republikansk præsident kunne vinde så overbevisende under så umulige betingelser, var et tegn på, at Karl Rove og partiet havde åbnet porten til et republikansk tusindårsrige.

Sådan gik snakken dengang. I dag lyder det som snak fra en anden planet. Republikanerne er i alvorlig krise. Deres værste i årtier. Det handler ikke bare om, at de ved midtvejsvalget i november 2006 fik en omgang »prygl«, som Bush udlagde det, og tabte magten i Kongressen til Demokraterne. Det handler end ikke om, at de ved valget næste år står til endnu flere tæsk. Krisen går meget dybere. Som den anerkendte politolog, Shirley Anne Warshaw, beskriver omfanget af partiets problemer over for Washington Post:

»Det er det hele.«

Amerikanerne er ved at have fået nok af »det hele«. Af Irak, hemmelige aflytninger, farcen omkring justitsminister Alberto Gonzales og den pinlige indsats i New Orleans efter orkanen Katrina. Af inkompetencen, vennetjenesterne og magtfuldkommenheden. Det sidste udstillet i al sin nøgenhed, da Bush forleden reddede sin toprådgiver, Lewis »Scooter« Libby, fra at komme i fængsel, selv om Libby var dømt for at have løjet over for politiet og domstolene, og selv om sådan en forbrydelse koster alle andre i samfundet et par år bag tremmer.

»Omstødelsen af Libbys dom bekræfter mange i, at Bush og hans slæng føler sig hævet over loven,« siger den populære blogger og forfatter, Glenn Greenwald, der netop har udgivet den første bog om, hvordan historien vil behandle Bush. Titlen er »A Tragic Legacy« - Et tragisk eftermæle.

Ifølge Greenwald hersker der i Det Hvide Hus og i præsidentens nykonservative bagland en opfattelse af, at de er de eneste, der har forstået vor tids store udfordring: Truslen fra islamisk terrorisme. Derfor skal en af deres politiske frontkæmpere »selvfølgelig« ikke i fængsel. Han kæmper jo for en større sag. Derfor kan præsidenten også aflytte amerikanere uden dommerkendelser. Han forsøger blot at beskytte dem.

»Opfattelsen i Det Hvide Hus er, at målet at beskytte Vesten og demokratiet helliger deres udemokratiske og forbryderiske midler. Det er selvfølgelig noget sludder, men for vores demokrati og borgerlige frihedsrettigheder noget meget farligt sludder, og det er folk langt ind i konservative kredse langt om længe ved at fåøjnene op for,« konstaterer Glenn Greenwald.

Ligesom Nixon overlevede Vietnam-bevægelsen, fordi han længe talte på vegne af det, han kaldte »et stille flertal«, har Bush i sine første fem-seks år kunnet gøre, hvad han ville, fordi kritikken imod ham kun kom fra venstrefløjen og Demokraterne. Men i takt med hans skandaler og fejltrin er der sket noget, som historikere vil skrive bøger om i fremtiden.

Traditionelle konservative kan ikke i længden leve med, at der sker så omfattende indgreb i den personlige frihed. De kan ikke leve med budgetunderskud på hundredvis af milliarder år efter år. Og de kan slet ikke leve med, at forbrydelser er gratis, hvis man er ven med præsidenten. Det er så langt fra det parti, de er vokset op med, at mange af dem har vendt det ryggen og i dag omtaler Republikanerne som »Banan-Republikanerne«.

Det er partiets virkelige krise, og den stikker dybt. Hvor dybt? Tag en ærke-konservativ som Bruce Fein, den juridiske hjerne bag rigsretssagen mod præsident Bill Clinton. Han advokerer nu igen for at indlede en rigsretssag. Men denne gang mod præsident Bush, en af hans egne.

»Bushs forbrydelser er mere bekymrende end Clintons,« siger Bruce Fein til den nationale TV-station, PBS: »Han forsøger institutionelt at underminere kontrolmekanismerne og Kongressens og domstolenes magt for at styrke sin egen magt. Han påstår at kunne fortælle Kongressen, at den ikke har ret til at vide, hvad han laver i forbindelse med udspionering af amerikanske statsborgere, og at han kan bruge oplysningerne, som han vil, selv om det er i strid med loven. Han påstår at kunne kidnappe mennesker, smide dem i en grotte i udlandet eller sende dem til Sibirien uden nogen form for politisk eller juridisk kontrol. Det er standarder, der ellers er bandlyste i et demokratisk samfund.«

Bruce Fein minder om, at det amerikanske retssamfund før har overvundet meget alvorligere trusler uden at gøre brug af samme metoder som Bush. Havde nationen eller verdensfreden så i det mindste været alvorlig truet, så kunne præsidentens metoder måske forsvares. Som mange blev det i tiden efter angrebene den 11. september 2001.

»Men vi ved meget mere i dag, her i juli 2007. Vi ved, at der ikke er 100 eller 1.000 terrorceller. Vi ved, at der ikke eksisterer en trussel, der kan måle sig med Sovjetunionen eller Det Tredje Rige,« påpeger han.

Men en rigsretssag er det alligevel ikke at gå for vidt?

Nej, forsikrer Bruce Fein, for USA skal ikke have en mand i toppen, der kan bestemme det hele. Det var ikke idéen med Amerika, tværtimod, og kan præsidentens bagland ikke se fornuften i det i dag, vil de formentlig kunne det, når en demokrat næste gang sætter sig i Det Hvide Hus. En tanke, de færreste konservative bryder sig om. Men det kan blive virkelighed allerede næste år.

Selv om de fleste amerikanere har masser af penge mellem hænderne, og selv om de færreste mærker Irak-krigen i dagligdagen, er pessimismen i bund. Tre ud af fire mener, at landet går i den forkerte retning.

Nogen skal have skylden og efter syv år med præsident Bush og næsten uafbrudt republikansk styre i Kongressen siden 1994, er det let at finde ud af, hvem »nogen« er. For tiden fører Demokraterne med mellem 10 og 20 procentpoint til Republikanerne. Det betyder i praksis, at to amerikanere vil stemme på Demokraterne, hver gang en stemmer på Republikanerne. Så stor en margen er ikke set siden Nixons Watergate.

Den ringe entusiasme blandt republikanere afspejler sig måske allertydeligst i deres vanskeligheder med at samle penge ind. Mens deres præsidentkandidater i andet kvartal i år fik 50 millioner dollar i hus, sprængte Demokraterne banken og hentede mere end 80 millioner. Det er uhørt efter amerikansk målestok både beløbets størrelse, og at Demokraterne samler flest penge ind. Alene Demokraternes Barack Obama, kampagnens foreløbige økonomiske topscorer, har flere penge i sin valgkasse end de tre førende republikanske kandidater, Rudy Giuliani, Mitt Romney og Fred Thompson, til sammen.

Det kan hænge sammen med, at de republikanske vælgere i det hele taget ikke er tilfredse med udbudet af kandidater. Ifølge de seneste tal vil hver fjerde af dem ikke stemme på hverken Giuliani, Romney eller Thompson eller på nogle af partiets øvrige kandidater, for den sags skyld. De ønsker noget helt nyt.

»Har Republikanerne nogen chance overhovedet for at vinde i 2008,« spurgte partiets fremtrædende valgstrateg, Frank Luntz, forleden i Los Angeles Times. Strategen, der tidligere har arbejdet for Giuliani, svarede selv:

»Det enkle svar er, at det ikke ser godt ud. En sejr er selvfølgelig ikke helt umulig, men det vil kræve en fremadrettet dagsorden, en stringent fokusering på de mange millioner uafhængige vælgere, en nytænkende kandidat og masser af held. Med andre ord: Sæt ikke jeres penge på det.«

Men det er ikke bare folkestemningen, der er imod Republikanerne; det er demografien også.

Flere og flere unge følger med i politik og stemmer ved valgene. De hælder traditionelt mest mod venstre. Andelen af kvindelige vælgere stiger også. De er først og fremmest interesserede i at få stoppet Irak-krigen og er typisk mere til Demokraterne, hvor mændene er mest til Republikanerne. Vigtigst af alt får latinoerne mere og mere at skulle have sagt, og det kan meget vel vise sig at blive afgørende.

»Vi er den hastigst voksende vælgergruppe, og vi har vist, at vi har kapacitet til at dukke op, når vi er godt sure, og vi er godt sure,« siger Cecilia Munoz, vicepræsident for en af de største interessegrupper for latinoer i USA, National Council of La Raza.

De er sure, fordi et stort flertal af Republikanerne i forsommeren gik imod en reform af udlændingeloven, som præsidenten ellers støttede. Reformen ville i praksis give op mod 11 millioner illegale indvandrere primært latinoer opholds- og arbejdstilladelse og sætte de fleste af dem på kurs mod amerikansk statsborgerskab. Det var uspiseligt for den indvandrerkritiske fløj af partiet. De vil i stedet udvise de illegale og fjerne deres adgang til skoler, arbejdsmarkedet og sygehusene.

Her i Californien vækker det minder om 1994, da statens republikanske guvernør fjernede statslig understøttelse til illegale immigranter. En beslutning, som reelt eliminerede al opbakning fra latinoerne og fjernede partiet fra magten i et årti.

»Nu nærmer vi os en tilsvarende situation på nationalt plan,« siger Simon Rosenberg, leder af The New Democrat Network, der arbejder med udlændingepolitik.

Han kalder udviklingen meget alvorlig. Meget mere alvorlig end det tilsyneladende er gået op for Republikanerne.

Frank Sharry, direktør for National Immegration Forum, gør tilmed opmærksom på, at det virkelige boom i latinovælgere først kommer om ti-femten år, eftersom halvdelen af alle amerikanske børn under fem år i dag er af latino-afstamning:

»Hvis Republikanerne fortsætter med at støde den hurtigst voksende vælgergruppe fra sig, vil de cementere deres status som mindretalsparti i meget lang tid.«

Mindretalsparti?

For bare to-tre år siden drømte præsident Bush og hans spindoktor om et permanent republikansk flertal. Nu må de lytte til advarsler om det stik modsatte. Bush har endnu sytten måneder til at vende tingene og pynte lidt på partiets tilstand, men hans råderum er efterhånden så lille, at tiden synes at være løbet ud.

Centralt i udstillingen på Richard Nixons bibliotek i Yorba Linda står statsmandens begravelse i april 1994. Det er bevægende at se de smukke billeder og læse de formfuldendte taler. Også den daværende præsident, Bill Clinton, var til stede. Et særligt afsnit fra hans tale springer i øjnene:

»Må dagen nu rinde ud, hvor bedømmelsen af præsident Nixon sker på mindre end hele hans liv og karriere.«

Men den dag rinder aldrig ud. En amerikansk præsident bedømmes på sine afgørende gerninger i verdens mægtigste embede. Hvad der skete før og efter tilhører familien og dårligt besøgte præsidentielle biblioteker.

Så en skønne dag vil en bygning som denne være alt, hvad også præsident George W. Bush har tilbage. Hvis det går for Republikanerne, som beskrevet ovenfor, vil man i hans Yorba Linda næppe kunne læse, at han var manden, der sendte sit parti ud i mange års politiske mørke. Den side af historien må man få fra andre. I stedet vil man formentlig kunne finde en sætning magen til den, kommentatoren Peggy Noonan fra Wall Street Journal ser for sig:

»Stillet over for den voksede gruppering af styrker fra det etnocentriske mørke, stod en hårdfør og heroisk flok fast og holdt en fakkel højt op i vinden.«

Det ville endda være en god historie, tilføjer hun:

»Hvis bare den var sand.«

Bush samlede nationen efter terrorangrebene i 2001, og det vil han med rette kunne prale af i sit bibliotek. Men vil han komme ind på, at Irak-krigen fjernede opmærksomheden fra de egentlige terrorister og gjorde dem stærkere, hvilket en ny amerikansk efterretningsrapport netop har dokumenteret? Vil han beskrive, hvordan krigen splittede amerikanerne og sendte ham til bunds i popularitetsmålingerne?

Det vil han nok ikke. Men eftersom historien nu engang bølger frem og tilbage, kan ingen udelukke, at den med tiden vender alt på hovedet, så nogle få tusinde islamiske terrorister igen bliver set som den eksistentielle trussel mod vor civilisation, som han udlægger dem.

»Historien viste, at Truman havde ret,« sagde Bush for nylig.

Han håber, at tiden vil gøre ham til en ny Harry Truman. Præsidenten, der gjorde upopulære ting i sin tid for at beskytte nationen mod en mægtig fjende, og som siden høstede ros og anerkendelse for sit fremsyn.

Men måske bliver det kun i hans præsidentielle bibliotek, man kan læse den udlægning om Bush. Venlige ord skrevet af venlige mennesker. Uden for murene vil eftermælet formentlig blive et andet.