»I nat sker det igen«

Mens du sov fulgte Anders og Simon i hælene på nogle af landets førende graffitimalere. Resultatet udkommer nu i form af en fotobog, der giver et sjældent indblik i en ellers notorisk lukket subkultur.

Bagerst er det Anders Giversen. Anders Giversen og Simon Dokkedal er netop nu aktuelle med bogen »Mens du sov«, der dokumenterer det Københavnske grafitti miljø. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Vi ser dem alle sammen, når vi bevæger os gennem byen om dagen: De store, mandshøje bogstaver, der breder sig kulørte farvekombinationer på byens s-toge, i viadukterne og højt oppe på de mest umulige husgavle. Gennem 30 år har graffitien været en fast del af byens rum; Som små midlertidige spor af ulydighed, der dukker op igen og igen, uagtet hvor mange penge, vi bruger på at vaske væk og renskure vores facader.

Men hvordan foregår det egentlig? Hvem er de her nattemennesker, der bryder ind, kravler op og risikerer både liv og lemmer og enorme bøder bare for at efterlade deres mærke i maling? Og hvorfor gør de det?

Det er spørgsmål som disse, som de to fotografer Anders Giversen og Simon Dokkedal har sat sig for at svare på med deres nye fotobog »Mens Du Sov«. Gennem et år har de haft unik adgang til at følge i hælene på og dokumentere nogle af landets førende graffitimalere på deres natlige missioner. 75 ture er det blevet til i alt. Med 50 skrivere. Op mod 11.000 billeder er der blevet taget. Det hele kogt ned til en bog, der giver et sjældent og unikt indblik i et ekstremt lukket miljø.

»Det har taget lang tid at opbygge et tillidsbånd til så hemmelighedsfuldt et miljø. Det er vokset stille og roligt. Vi startede med at kende én, som vi så var ude med, og så voksede det stille og roligt derfra. Der er ikke andre, der har fået lov til det her end os,« siger Simon Dokkedal, som nogen måske vil kende som den ene halvdel af producer- og dj-duoen Den Sorte Skole.

I modsætning til mange andre graffiti-bøger, handler »Mens Du Sov« udelukkende om at indfange selve processen og stemningen på disse natlige togter. Der er næsten ingen færdige pieces med i bogen. Det handler om, hvordan graffiti-missionerne bliver udført. Og at indfange stemningen.

»De her folk har så meget check på tingene. Det er helt vildt,« siger Anders Giversen og fortsætter:

»De kender togtider og har erfaringer med alle mulige yards, hvor togene holder, og udveksler viden, der er overleveret viden gennem rigtig mange år. Når der sker ændringer i forskellige procedurer, så finder de ud af det og justerer efter det.«

»Men de holder også nogle oplysninger hemmelige,« indskyder Simon Dokkedal.

»Der er jo prestige i at kunne male de rigtige ting de rigtige steder. Hvis de har fundet et godt sted eller tidspunkt, hvor der er en åbning i forhold til vagter og rengøring, så holder de det inden for en meget lukket kreds eller deres crew. Der er rigtig meget prestige og konkurrence inden for det her miljø,« siger Anders Giversen.

Stressende kreativitet

Mange af turene tager ikke mere en ti minutter ind og ud.

»Det er under de mest stressede forhold at stå og udfolde sig kreativt. Så det handler ikke kun om at finde muligheden, men også at gøre det rigtig godt. Det er dem, der gør det rigtig godt på rigtig kort tid under helt umulige forhold, som får den største respekt og prestige,« fortæller Simon Dokkedal.

Noget af det, der har fascineret de to ved miljøet, er, hvor dedikeret og kompromisløst, det er.

Simon: »I alle mulige andre subkulturer tjener folk penge på det, de gør. Du kan tjene penge på at stå på skateboard eller være dj. Men i graffitimiljøet har det ikke rigtig ændret sig. Du bliver ikke bare graffitimaler ved at gå ned og købe nogle dåser. Der er ikke nogen vej ind i miljøet, med mindre du virkelig giver den gas. Det er virkelig en lukket kerne, hvor du kun kan flytte tingene ved at blive ved med at lave noget, der er så godt, at folk lægger mærke til det.«

Anders: »Det sjove er, at de kun gør det for at vise sig internt i miljøet. De gør det jo ikke for at vise sig for den almindelige borger. »Se hvor god jeg er, fru Hansen«. Nej, sådan fungerer det ikke. Det er kun intern kommunikation.«

Fotos fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Simon: »Den almindelige borger er nok ligeglad med, om der står MOA eller DIA (to af landets mest legendariske graffiti-crews, red.). De ser bare noget graffiti på toget. Så på den måde handler det ikke specielt meget om resten af Danmark.«

Anders: »Uden at gå ind i diskussionen om, hvorvidt det er kunst eller hærværk, så har graffitimalerne i hvert fald et ønske om at udtrykke sig, som du ikke genfinder hos ret mange andre kunstnere herhjemme. Danmark er sådan et land, hvor kunstnere er for sarte til at arbejde. Så skal de have støtte og penge af fonde og staten. Graffitimalerne arbejder ud fra en helt anden logik om, at de bare vil udtrykke sig uanset om de så ender med at skulle betale for det bagefter.«

Friheden om natten

De fleste af de graffitimalere, som Anders og Simon har været ude med, lever fuldstændig normale liv om dagen. Og det er heller ikke kun gamle hiphop-hængerøve, der har hængt ved siden 80erne. Den yngste har været 16 år.

Anders: »Det er alle mulige slags folk. Der er gymnasielærere, projektledere, flyttemænd– alle mulige – som jo også selv betaler skat og bidrager til samfundet. Det har også været sjovt at se. Mange har nok en fordom om, at det er småkriminelle, der ikke har andet at lave. Men de fleste af dem har familier og kærester og fungerer. Det er f.eks. håndværkere, der er ude og male tidligt om morgenen og så tager videre på arbejde bagefter. Det er alle mulige forskellige folk. De har bare den brist, at de godt kan lide at have den der frihed om natten.«

Hvordan retfærdiggør de det? Er der nogen mønstre?

Anders: »Det gør det ikke. Jo, nogen siger, at de skaffer arbejde til dem, der skal gøre rent. Men de har forstået, at det er mega forkert. De prøver bare at slippe afsted med det. Mange af deres familier og kærester ved jo godt, at de gør det. Men de ved også, at de er nødt til at lade dem gøre det, ellers bliver de umulige at være sammen med. Der er helt klart en afhængighed af kicket. Og så den der status internt i miljøet. De er meget bevidste om, hvad hinanden gør.«

Fotos fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Men hvorfor ikke bare male på vægge, hvor de godt må?

Anders: »Det giver dem overhovedet ikke det samme. I bogen er der en, der siger, at han hellere vil tage opvasken eller lave tyve tags med en sølvtusch end at male et lovligt piece. Det siger ham ingenting. Det er indenfor samme genre, men det er samtidig noget helt andet. Principperne er helt forskellige.«

Simon: »Alle de her folk kan jo male virkelig flot, hvis de får lov til at bruge en time på det. Men der, hvor det bliver interessant for dem, er når de kun har måske tyve minutter. De er vilde med det der stress-kick og at gøre det svært for sig selv. Og det kender vi da også fra os selv: At man lever lidt stærkere, hvis ikke man får det hele serveret på et sølvfad.«

Anders: »Det er en livsstil for dem. Mange af dem løbetræner også for at kunne være fit til at løbe fra politiet.«

Simon: »Jeg kender ikke noget andet miljø, der arbejder så hårdt og dedikeret for deres ting. Der er ingen slinger i valsen.«

Anders: »Det er også derfor, at de har kunnet blive ved i så mange år. Nogle af dem har jo malet i 25 år. De har truffet et valg om, at de vil tage den risiko.«

PET-paranoia

De seneste år har Anders og Simon selv levet med den risiko og oplevet kicket. De har bl.a. været med til at forcere banelegmer, undvige overvågningskameraer og bryde ind i tog-yards gennem pigtrådshegn.

Anders: »Det har været virkelig grænseoverskridende. Især i starten. Det har været helt vildt. Og selvom vi ikke risikerede så meget som dem. Til gengæld risikerede vi at fucke det op for dem. Hvis vi larmede eller ikke var diskrete nok, kunne de risikere at blive knaldet. Det er jo en enorm tillidserklæring, at de overhovedet ville tage os med. Mange af dem arbejder normalt alene eller kun to. Og så sætter det jo ekstra pres på dem at have sådan nogen som os med.«

Simon: »Men det har heller ikke altid været lige sjovt og fedt at skulle ud og gøre de her ting. Følelsen af frihed og kicket har selvfølgelig været der, men der har også været rigtig mange gange, hvor vi på ingen måde havde lyst. Hvor det virkelig ikke var fedt. Og hele processen med at gemme harddiske med hemmeligt billedmateriale og kommunikationen mellem os to, som ikke måtte foregå online - hele hemmelighedskræmmeriet - har været en overliggende stressfaktor.«

Fotos fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Anders: »Jo mere materiale, vi har akkumuleret, jo større var risikoen. På den måde er det ret fedt at være færdig nu.«

Simon: »Jeg var på et tidspunkt overbevist om, at vi blev overvåget af PET. Vi fik på et tidspunkt nogle sponsor-telefoner, men dem brugte vi aldrig, fordi vi var paranoide over, om de blev aflyttet.«

Anders: »Men vi er jo sluppet afsted med det. Og det gør skriverne jo også. Det er virkelig fascinerende i den her terrortid, hvordan de ofte kan få fuldstændig frit spil. De har ret frie rammer. De kan jo stort set male de toge, de vil uden at blive fanget. Og på en anden måde end i andre lande. I USA og England bliver de straffet rigtig hårdt. Der er en helt anden intensiv kamp med bevæbnede vagter. Det er jo ret vildt, men måske også lidt positivt, at vi trods alt stadig har et samfund, hvor alting ikke er under kontrol. At det hele ikke bliver så renskuret og pænt.«

Simon: »Men ligegyldig hvad der sker, kommer det ikke til at ændre sig. Folk vil blive ved med at male. Og det kommer ikke til at ændre sig, fordi vi har taget nogle billeder af det. I nat sker det igen. Præcis som det gjorde for et år siden. Og for tyve år siden.«