»I mørket kan du intet finde«

Nogle forstår ikke forlægget, andre sætter den romantiske kærlighed i stedet for Gud, meget få finder ind til budskabet. Vi har lyttet til »Lydspor fra Bibelen«, hvor Basim, Per Vers, Anne Linnet og ni andre sangere og bands fortolker bibeltekster - uden ét eneste kirkeorgel.

Basim. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

»Der er kun én slags musik, der er værre end rock, og det er kristen rock.«

Sådan har Hans Hauge, lektor ved Aarhus Universitet, skrevet i et af sine mere polemiske indlæg. Og det er da også sandt, at kristen rock ofte har noget ulideligt, alt for renskuret og forceret vi-ka-da-osse-være-moderne over sig.

Men det forholder sig naturligvis mere nuanceret end som så, og jeg fornærmer nok ikke Hauge ved at mene, at hans kendskab til rock såvel som kristen rock nok ikke er helt så stort som hans kendskab til litteratur og kunstteori. Lydspor fra Bibelen er udkommet på Bibelselskabets Forlag og koster 160 kr.

Men hvordan man end ser på det, så mødes de to verdener, som Hauge og mange andre – også kristne – meget nødigt ser forbundet på »Lydspor fra Bibelen.«

Det er selveste Bibelselskabets Forlag, der står bag album-udgivelsen, og har bedt de 12 danske bands og sangere fra rock- og popscenen fortolke en fortælling fra Bibelen. Og med Zander og Basim blandt de medvirkende er der grund til skepsis. Det er i hvert fald ikke just dybtloddende sjælerejser, der vanligvis tegner d’herrers sange.

Inden vi ser på, hvordan de i høj grad nutidige kunstnere forholder sig til Bibelen, hvis ældste udgave er 1.700 år gammel, er det lige værd at se på, hvordan den typiske kristne gudsbesyngelse lyder på vore breddegrader. Og det første, der toner frem for det indre øre, er et orgel, ligesom minder fra begravelser, bryllupper og konfirmationer akkompagneres af den særlige sound. Og allerede teologen og filosoffen Thomas Aquinas (1235-1275) mente, at lyden fra orglets piber »løfter sjælene mod det høje«. Men det var først i årene omkring Reformationen, at orglet blev, undskyld udtrykket, toneangivende og faktisk af såre banale årsager.

Som Jens Ramsing, organist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium har skrevet, så vandt orglet indpas, fordi de musikere, instrumentalister og sangere, der før varetog musikken i kirken, fyldte for meget. Derfor blev de, som Ramsing skriver, »bogstaveligt talt smidt ud og erstattet af det enmands-betjente orgel, der i sig selv er mange instrumenter. Og så havde man jo kun én uregerlig musiker at holde styr på.«

Den praktiske foranstaltning har så gennem århundrederne ført en kuriøs helliggørelse med sig. Orglet nyder i dag en særlig position, ja, regnes næsten som et relikvie, og er blevet en del af hele den kristne forestillingsverden, selvom det intet har med Bibelen at gøre.

På den måde kunne det lige så godt have været en guitar eller en tromme eller nogle af de andre instrumenter, Hauge ikke mener hører hjemme i kirken. Bare de tjener sagen: at bringe lytteren eller den syngende tættere på Gud.

Kærlighed erstatter det guddommelige

Her er vi også fremme ved den kristne rock med det blakkede ry. Men sagen er vel den, at hvis man accepterer, at Bibelens sprog bliver revideret og opdateret i nye udgaver, må man også acceptere, at budskabet iklædes mere moderne arrangementer.

Ét er i hvert fald sikkert, og det er, at et kirkeorgel ikke appellerer til en teenager på samme måde som trommer, guitar, bas, keyboards og elektronik. Noget helt andet og mere afgørende er så, om rock- og popmusikerne er i stand til at forstå og formidle Bibelens budskaber, så deres storhed, klogskab og dybde står klart frem. Og på den måde, fra et missionsøjemed, kan lokke nye sjæle mod Bibelen og kirkerne.

Det er vel også et af målene med Bibelselskabet-udgivelsen »Lydspor fra Bibelen«. Her er det som nævnt en stribe danske musikere, som har fået til opgave at formidle og fortolke et tekststykke fra Bibelen. Ikke nogen let opgave, og det åbner da også lige så fladt, som man kunne frygte med Xanders take på fortællingen om Adam og Eva fra Første Mosebog, der er blevet til en banal kærlighedssang med omkvædet »Det minder mig om Adam og Eva«.

Linjen er, for nu at blive i billedsproget, et figenblad, og den eneste, meget overfladiske kobling til Adam og Eva-fortællingen. Og det viser sig også at være en tendens på »Lydspor fra Bibelen«, at det guddommelige er erstattet af den romantiske kærlighed.

En anden tendens på albummet høres i Basims »tolkning« af De ti bud, der her handler om, at der skal være plads til alle »Whatever God, whatever religion.« Ja, det kan man jo mene – at vi alle er ens, ligegyldigt hvilken religion – men nu er det jo Bibelen i den gammeltestamentlige forstand, Basim har med at gøre, og den Gud, der hersker der, siger i et af budene, at »Du ikke må have andre guder end mig« og er nådesløs i sin konsekvens.

»They taught us the same thing,« synger Basim også om det, vi må formode er guderne, med en sejlivet, banal religionstolkning og så den trælse kliché om »You get what you give.«

Nej, så er der anderledes format over Panamahs omgang med Bjergprædikenen, hvor Jesus’ »Elsk jeres fjender« er blevet til linjer som »Dem der elskede mit had ihjel« og »I mørket kan du intet finde.« Det fungerer og står i tydelig, men ikke overforklarende forbindelse til forlægget, ligesom Pers Vers’ tolkning af Kain og Abel-fortællingen, hvor den underkendte Kain er børsspekulant, og Abel kun kan høre »Hans velklædte valgtale for at vækste.«

Her bliver Kain-figuren forklaringsmodel for vor tid på en effektiv, overraskende facon, og overraskelser er der også i Sys Bjerres gode »Alting har en tid« med afsæt i »Prædikenernes Bog«, hvor hun synger: »Ja, der er krig og fest/men måske er det sådan vi fungerer bedst.«

Hos Peter A.G. er det forventeligt, at sangen går sin egen skæve, mildt forvrøvlede gang. Her er forlægget Jesus’ fødsel i Lukas-evangeliet, men han synger alligevel »de slog ham ihjel, men han kommer igen«, som strengt taget hører til i påske-fortællingen. Og der er umådelig langt fra A.G.s flash forward til Anne Linnets milde, men faste greb om »Tro, håb og kærlighed«. Og hvor ligger stoffet dog godt til hendes stemme, ikke mindst på en superlinje som »I tomhed er der ikke ro«.

Sjælefiskeri

Det er klart et af albummets højdepunkter og på niveau med Jonas H. Petersen, bedre kendt som Hymns From Nineveh, og hans »Kvantespring«, der handler om påsken. Her får han på fortrinlig vis indfoldet nutidens voldsomme individualisering og vægt på videnskabelighed i fire korte linjer:

»Jeg ved, I tror på tiden og kroppen/og efter det: ingenting/og at tro på andet er/70.000 favnes kvantespring.«

Der er her en bund i teksten, som uden tvivl skyldes Jonas H. Petersens kendskab til Bibelen. Ingen hjemmestrikkede banaliteter eller klichéer og forfladigelser, men fokus og poesi i et dybt, smukt arrangement. Og netop musikken er interessant på »Lydspor til Bibelen«, for selvom de fleste medvirkende ikke formodes at være særligt troende eller bibelstærke, så er der alligevel en andægtighed i deres tonesætninger.

Ingen kirkeorgler, kun afdæmpede trommer. I stedet strygere og i et overvejende lavmælt udtryk.

Det gælder også vokalerne, og på den måde aftvinger Bibelens tekster tilsyneladende stadig respekt. Det er bare sjældent, det religiøse stikker særlig dybt ned fortolkningerne, og det er måske det mest sigende ved albummet. At det, som vores moderne virkelighed, ikke kredser om Gud, men om alt muligt andet og, som nævnt, snarere er centreret om den romantiske kærlighed.

Der sker ikke længere en henvendelse opad, men til siden, mod et andet menneske, der skal forløse os og alle vore længsler og endda gøre os til bedre mennesker.

Det mener Bibelselskabets Forlag, og andre som tager deres kristendom alvorligt, nok er for lidt. Men den smule kristendom, der kan høres på albummet, kan måske alligevel ende med at lokke unge fans af Sys Bjerre eller Zander ind i kristendommens rum. Og det er vel det, der er meningen med at involvere de yngre navne på albummet. At sjælefiske i unge generationer, der ellers er svære at nå.

Men rent kunstnerisk har de unge kunstnere det mildt sagt svært på »Lydspor fra Bibelen«. Og det stærkeste bud herhjemme er ikke engang med, nemlig bandet Kloster, der står bag det tudesmukke album »Ni salmer og en aftensang«. At de ikke medvirker på albummet er ærgerligt, når de tidligere har leveret strålende, ja, guddommelige, tolkninger af kristne tekster.

Lydspor fra Bibelen er udkommet på Bibelselskabets Forlag og koster 160 kr.