I mange år skrev hun med sin søster. Nu skriver hun krimier alene - og har stor succes

Den svenske krimiforfatter Camilla Grebe om at gå selv som forfatter - og om krimiens muligheder for samfundskritik.

»Når man skriver to sammen, må man planlægge en del - skrivningen, karaktererne, miljøerne, temaerne. Processen er mere styret. Når jeg skriver selv, arbejder jeg mere organisk,« fortæller den svenske krimiforfatter Camilla Grebe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Viktor Fremling / PR

Du har tidligere skrevet en række krimier sammen med din søster Åsa Träff. Men med de to senneste har du skrevet alene. Hvorfor det skifte?

»Min søster ville fortsætte sit arbejde som psykolog, men jeg ville satse på at blive forfatter på fuldtid. Så jeg begyndte at skrive på egen hånd. Resutatet blev »Når isen brister«. Bogen fik stor opmærksomhed internationalt, så jeg fik blod på tanden og fortsatte mit soloskriveri.«

...

Kommer der anderledes bøger ud af at skrive alene?

»Ja, det bliver noget andet. Når man skriver to sammen, må man planlægge en del - skrivningen, karaktererne, miljøerne, temaerne. Processen er mere styret. Når jeg skriver selv, arbejder jeg mere organisk. Indimellem går historien sin egen vej, og karakterernes personlighed udvikler sig næsten på egen hånd. Det kan jeg godt lide, og jeg synes, resultatet bliver mere levende.«

»Krimien er egentlig bare et format, og desuden et meget fleksibelt format. Som forfatter skal du præsentere læseren for en gåde, lykkes med kunststykket at holde spændingen oppe i nogle hundreder sider og til sidst levere en tilpas overraskende opklaring«


...

Mangler du nogle gange din søster, når du skriver alene?

»Absolut! Det er både sjovt og trygt at være to, når man skriver. Man kan bakke hinanden op, løse kreative problemer sammen og tackle modgang med hinandens hjælp. Men samtidig er det begrænsende. At skrive selv er at have hele magten over sit værk fra aks til brød. Jeg behøver ikke gå på kompromis med noget som helst.«

...

Du har skrevet krimier i henved 10 år. Hvad er så appellerende ved den genre, og bliver du aldrig træt af den?

»Krimien er egentlig bare et format, og desuden et meget fleksibelt format. Som forfatter skal du præsentere læseren for en gåde, lykkes med kunststykket at holde spændingen oppe i nogle hundreder sider og til sidst levere en tilpas overraskende opklaring. Inden for den ramme har jeg som forfatter stor frihed - jeg kan vælge at fylde min fortælling med en samfundskritik, en kærlighedshistorie eller måske et poetisk sprog. Det elsker jeg ved genren. Mine romaner, ikke mindst »Husdyret«, er ikke ren krimi. Den ligger nærmere den psykologiske thriller og jeg har også et budskab, jeg gerne vil formidle.«

...

Hvad er det for et budskab?

»Vi lever i en mørk tid. Flere mennesker er på flugt end nogensinde tidligere i historien. Og i de store flygtningestrømmes spor gror fremmedfjendskhed, konflikter og rædsel. Det politiske klima i Europa og USA er blevet hårdere. Nationalismen og protektionismen vokser. Internettet har også bidraget til at gøre sandheden til noget relativt - hvem ved i dag, hvad der er sandt online? Og er vi overhovedet interesseret i, om det er sandt, så længe det passer til vores eget verdensbillede? Alt det gjorde, at jeg ville skrive »Husdyret«. Bogen er egentlig ikke et indlæg i den politiske debat. Jeg ville snarere formidle et humanitært budskab, et som jeg synes har relevans på tværs af partigrænser. Men jeg ville gøre det gennem en spændende og overraskende fortælling, som ikke leverer nogle løftede pegefingre.«

...

Hvad foretrækker du selv at læse?

»Jeg læser både krimier og romaner. Jeg læser meget og vælger bøger, som jeg ved eller tror er rigtig gode, eftersom man kan lære meget af andre dygtige forfattere. Blandt mine favoritforfattere er Dennis Lehane, Belinda Bauer, Ian McEwan og Joyce Carol Oates.«