I Lilholts land

»Jeg tror, at folk har opdaget, at ham Lars Lilholt er andet end »Kald det kærlighed«. At der er andre tanker bag, og at det er for alvor. Det er et liv, det her.« Berlingske har mødt den 62-årige pladeaktuelle trubadur, der for tiden oplever en revival.

Lars Lilholt og hunden Snebolden ved hjemmet i Gammel Ry ved Skanderborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lars Lilholt kaster et falmet håndklæde om på bagsædet, så der er plads foran. Konstaterer at bilen er beskidt og starter dieselmotoren i det 15 år gamle sølvgrå folkevognsrugbrød. »Nu vil jeg køre dig den smukkeste tur,« siger han.

I dag udgiver Lars Lilholt en ny plade, hans 28. udgivelse, hvis man tager det hele med; de tidlige projekter med Spillemændene fra Himmerland og ikke mindst Kræn Bysted i 1970erne, en lang række plader med Lars Lilholt Band og tre med Dalton.

I anledning af »Amulet«, som den nye plade hedder, er Berlingske taget til det midtjyske søhøjland. Det højestliggende område, man kan opdrive herhjemme og samtidig det sted i landet, søerne ligger tættest.

Lars Lilholt har hentet mig på Skanderborg Station. Vi skal hjem til hans hus mellem Ry og Gammel Ry, lige ned til Gudenåen.

»Det er de yderste fælleder, der hørte til Øm Kloster,« noterer han.

Inden besøget har den 62-årige sanger og sangskriver sendt mig sin selvbiografi »Drømme og dæmomer«. Den er solgt i fem oplag, siden den udkom i 2010. De sidste eksemplarer købte han selv.

»Så kan jeg lige sende et eksemplar af sted. Jeg har det bedst med, at folk kommer velforberedt. Så føler jeg ikke, at jeg spilder min tid. Når man når min alder, gider man ikke spilde tiden.«

Det handler om at gøre ting ordentligt. Eller for alvor som Lars Lilholt siger.

Historien er vigtig

Vi kører igennem Alken. En lille landsby, man mest lægger mærke til, fordi nogle vejchikaner tvinger bilen ned i fart.

»Det er Shaka Loveless’ barndomsby. Han har tit hørt mig spille, da han var dreng.«

Det fandt Lars Lilholt ud af, da de to musikerkolleger var sammen i TV2-programmet Toppen af Poppen for nylig, fortæller han.

En af de mindeværdige sekvenser i årets programrække var netop, da Lilholt fortolkede Shaka Loveless’ nummer »Tomgang« og spillede den med violin i en bluegrassversion. Den er da også efterfølgende blevet et hit på YouTube.

Lige nu er Lars Lilholt dog mere optaget af 2000 døde krigere fra jernalderen.

»Har du hørt om krigerne fra Alken Enge,« spørger han og peger ned mod Mossø og begynder at forklare: »Længere oppe i dalen ligger noget, der hedder Illerup Ådal, og deroppe har man fundet enormt mange offergaver af våben, men her var det krigere, de ofrede. Der har stået et kæmpe slag her i nærheden engang omkring Kristi fødsel, og det har været et helligt område, hvor man ofrede. Det er også derfor, Gudenåen hedder Gudenåen. Den er ikke opkaldt efter en gud, åen VAR guden. Sådan noget synes jeg er lidt skægt.«

Det historiske har Lars Lilholt også dyrket i sit tekstunivers. Fra den første plade med Lars Lilholt Band, hvor titelnummeret »Jens Langkniv« handler om det jyske svar på Robin Hood, til nummeret »Hvidsten Kro« om modstandsgruppen under Anden Verdenskrig. Den nye plade er ingen undtagelse. Her optræder den traditionelle folkevise »De to ravne«, hvor fuglene sidder og kigger på en død kriger.

»Jamen det er jo, fordi det historiske er en del af mig,« forklarer Lilholt og stopper sig selv:

»Prøv at se, der ligger også en bronzealdergravhøj.«

Han peger til venstre for vejen, hvor den træklædte høj tårner sig op på en mark.

Ydmygt forhold til tilværelsen

»Nå, men altså, jeg har skrevet alle de sange, siden jeg var 15 år, og der går stadig ikke en uge, uden jeg arbejder på nye sange. Hvis jeg skal sige det lidt krukket, så har jeg skrevet dem for at finde ud af, hvad det er, de vil fortælle mig.«

»Det er en måde at reagere på tilværelsen på, som har vist sig at være hensigtsmæssig for mig, for jeg kan beskæftige mig med en masse, der interesserer mig, og det har så afkastet nogle sange, som jeg i mange år har levet af at synge.«

»Det er pissesmart, ikke,« siger han og fortæller, at mange af hans jævnaldrende er begyndt at gå på efterløn.

»Hvad med dig, spørger de. Så siger jeg: »Jamen jeg gik på efterløn, da jeg var 20 og har egentlig levet… ja, det hedder vel som frit skabende.«

Igen kræver landskabet, vi passerer, en regibemærkning: »Du skal forestille dig, når vi kører ned ad bakken her, at der kom munke vandrende her i 1100-tallet. De tænkte, at her mellem to søer er der måske godt at være, og så byggede de et kloster lige herhenne. Det er Øm Kloster.«

Hvor kommer interessen for det historiske fra?

»Den har jeg altid haft. Jeg har den fra min mor, og jeg har podet det videre i mine unger. Vi står på ryggen af andre, og jeg tror, det er en god måde at få et ydmygt forhold til tilværelsen på.«

Lars Lilholt spørger, hvor jeg er fra. Da jeg fortæller, at jeg oprindeligt kommer fra Kolding-egnen, udbryder han: »Første gang jeg var i Kolding for at spille der, var jeg oppe på Koldinghus for at få landskabet og byen til at fortælle mig noget mere end bare, at nu er vi her og skal have nogle bajere. Det er en måde at forstå verden på. Det har jeg altid brugt. Folkevognsrugbrødet har helt sikkert også været i Kolding. Det har rundet 400.000 km.

Ramte tiden

»Jeg har sgu tilbragt meget tid i den her bil,« som han siger.

»Jeg har brugt den, når vi har været på turné. Den har været alle steder i Danmark. Det længste væk, den har været, er bunden af Sicilien. Der har vi været, da børnene var mindre. Når turneen var overstået, hev vi børnene ind i bilen og ringede til skolen og sagde, at nu underviste jeg dem de næste par måneder. Så tog vi til Sardinien, Corsica og Sicilien og kom først hjem igen, når jeg skulle til at have de korte bukser af.«

Taget kan slås op, så man kan bruge bilen til at campere i, men det har han ikke turdet bruge i noget tid.

Vi kører forbi en klynge sommerhuse, nærmer os hans hus. Den oprindelige gård var fra midten af 1700-tallet, men for 15 år siden rev han den ned og byggede et nyt hus efter gamle principper.

»Det er fredet område, så jeg skulle bygge det på tomten af det gamle. Jeg har faktisk fået bygget et bindindsværkhus helt fra bunden. Jeg var heldig at finde en, der havde arbejdet i Den fynske landsby og i Den gamle by i Aarhus med at reparere huse. Han tog opgaven på sig.«

Huset er betalt af Lilholts sang »Kald det kærlighed«, fortæller han, da vi sætter os op i hans studie på husets førstesal, hvor der er udsigt til Gudenåen.

»Den sang var mit held,« siger han.

»Jeg bøjer mig dybt i støvet og siger: »Tak, du lille sang for at du lod mig føde dig. Det er jo en tilfældighed, at man laver en sang, som rammer direkte ind i tiden. Den blev jo et af de største hits i Danmarkshistorien.«

Men den er blevet til i smerte.

»Min første kone havde smidt mig ud. Jeg havde min ældste datter Lærke med, så hende og jeg boede hjemme hos mine forældre på mit gamle drengeværelse i et flyverskjul, da jeg var i begyndelsen af 30erne. Det var ynkeligt. Men jeg skrev »Kald det kærlighed« der. Så den er født ud af et træls og rodet kærlighedsliv.«

En renæssance

Sangene åbnede mange døre for Lars Lilholt. Gjorde at han kunne lave alt muligt andet.

»Det eneste, jeg ikke kunne lave, var en ny »Kald det kærlighed«. Det kan man ikke, og det gik hurtigt op for mig, for jeg anede ikke, hvad jeg lavede, da jeg skrev den.«

Men har den sang alligevel sat dig i bås imagemæssigt?

»Det tror folk, men det har jeg godt kunnet styre. Når man rammer halvdelen af landet rent, er det klart, at man også rammer ved siden af. Når man får en sang, som bliver signatur for Giro 413, er det klart, at man bliver til grin i andre miljøer. Og når man har en sang, der hitter så meget, er det klart, at så kommer janteloven også. Jeg har haft så meget fornøjelse af at have skrevet den, at jeg egentlig har været lidt ligeglad, hvis jeg skal være helt ærlig,« siger han og tilføjer, at al snak om, at nogle elsker Lars Lilholt, og andre hader ham, er noget vrøvl.

»Jeg spiller »Kald det kærlighed« til hver koncert, og det gør jeg, fordi det er den sang, som flest folk forholder sig til. Det ville være at pisse på publikum ikke at spille den. Jeg synes også, det er en ganske udmærket sang med en ret intelligent tekst og en letfordøjelig melodi, man kan synge med på, og det er en kvalitet i sig selv i min verden.«

»Så stigmatiserende? Nej, det har det ikke været. Det kunne det være blevet, hvis jeg havde givet mig hen til alt det der snak indimellem. Men det er jo bare snak, og det er forstummet nu. Bare fordi jeg har været med i et program i fjernsynet.«

Det er Toppen af Poppen, han taler om. Programmet, han deltog i sammen med Shaka Loveless, Sebastian, Isam B, Oh land og forsanger for bandet Dúné, Mattias Kolstrup og Stine Bramsen fra Alphabeat. Det har givet ham en renæssance, som han siger.

»Jeg tror, folk har opdaget, at ham Lars Lilholt er andet end »Kald det kærlighed«. At der er andre tanker bag, og at det er for alvor. Det er et liv, det her. Og det tror jeg et eller andet sted, folk godt kan lide. Jeg ved det ikke, men jeg håber, det er det,« siger han og tilføjer: »Det kan selvfølgelig også godt være, det er mit udseende.«

Det skal give mening

Han indvilgede i at deltage i Toppen af Poppen, fordi han kunne mærke, at konceptet var ordentligt, og at de andre også tog det seriøst.

»Jeg gider godt investere min tid i noget, der er for alvor. Det skal være for alvor. Jeg tager ikke mig selv højtideligt, men jeg tager mig selv dybt alvorligt.«

Hvorfor er det vigtigt?

»På den måde er det nemmere at få tingene til at give mening. Hvis det kun foregår på overfladen, kommer jeg til at kede mig. Så flakker mine øjne, og så vil jeg hellere sidde på stadion og råbe efter dommeren.«

Det gør han i øvrigt troligt – sidder på stadion, når hans hold, Silkeborg, spiller.

»Når det er alvor, så kan man give sig hen til det og glemme sig selv i det. Man er mest sig selv, når man kan glemme sig selv. Jeg ved ikke, om det er en ordentlig forklaring, men det er den måde, jeg forstår det på.«

»Det skal give mening og være vigtigt, for at det er værd at bruge så meget tid på noget så luftigt som at skrive små dumme sange,« siger Lars Lilholt og lægger til: »Der var da vigtigere ting, man kunne give sig til. Man kunne blive læge eller sygeplejerske eller arbejde med flygtninge. Gøre noget godt for andre, noget der ville give mere mening end at sidde heroppe og spille digter, Ikke?«

Væggene i studiet er plastret til med guld- og platinplader, og der står fire Grammyer ved siden af Lars Lilholts skrivebord. Han har faktisk fem, men den femte fik han med Dalton, det band han har haft med Johnny Madsen og Allan Olsen.

»Den Grammy tog Olsen. Han sagde, at han skulle hjem og vise den til sin mor, og siden har vi andre ikke set den. Men han havde heller ikke fået sådan en før, så han skulle jo også prøve det.«

Elsker at spille

Lars Lilholt sidder tilbagelænet i sin ergonomisk korrekte Stokkestol. Ligner ikke en mand, der har fortrudt sin levevej.

»Jeg elsker at komme ud at spille for folk. Det er det, jeg gør. Det finder jeg stor glæde ved. Jeg var så heldig, at min hustru godt kunne se, hvad det var, hun havde støvet op, så i stedet for at sidde hjemme og være sur, tog hun med og blev en del af koncernen. I dag er det hende, der styrer økonomien og alt det praktiske.«

Han fortæller, at Allan Olsen var lidt træt af det koncept, da de turnerede med Dalton sidst. Men det må han selv om.

»Det har fået det til at hænge sammen,« som han siger.

»Man ændrer sig. Man er jo ikke den samme. Hvis man tror, man er den samme person, når man er 62, som man var, da man var 27, så tager man fejl. Man skulle da gerne udvikle sig. Jeg synes selvfølgelig, at jeg i bund og grund er den samme, men jeg kan se, at der er ting, jeg gør anderledes i dag, end jeg gjorde dengang. Jeg tror, jeg er blevet lidt klogere med årene«

Han er stille lidt og tilføjer så: »Jeg håber det, men jeg er ikke sikker.«

Du mister ikke nysgerrigheden?

»Nej, det gør jeg ikke, men jeg kan godt mærke, at nu har jeg været så meget i fjernsynet og i mediemøllen og snakket så meget om mig selv, at nu trænger jeg snart til at komme videre.«

Han er ved at finde en loop-pedal til sin guitar på nettet, fortæller han.

»Det var Oh Land, der lærte mig at bruge sådan en. Det vil jeg til at udforske, og så bliver der sikkert født noget, jeg ikke ved, hvad er. Det vrimler jo med sange. Man skal bare gøre sig klar til at fange dem.«

TV: Hør Lars Lilholt spille én af sine nye sange her