I kølvandet på mafiaen

»Trillingerne fra Belleville« er en skæv animationsfilm for voksne med hang til det underfundige.

Tegnefilm, der ikke kommer fra Hollywood og tegnefilm for voksne, hører til sjældenhederne. Og måske af samme grund svære at finde finansiering til. Det måtte den franske animator, instruktør og grafiske designer, Sylvain Chomet sande, da han søgte støtte til sin første tegnefilm i spillefilmslængde, »Trillingerne fra Belleville«. Efter sin første, korte tegnefilm, den prisbelønnede »The Old Lady and the Pigeons«, der tog Chomet ti år at lave, fik han for alvor blod på tanden og er her efter »kun« fem års arbejde klar med sit store projekt.

Og vi kan som publikum glæde os over, at finansieringen lykkedes, for med »Trillingerne fra Belleville«, der vandt Juryens specialpris på Copenhagen International Filmfestival, viser Chomet atter engang, at han har sans for det bizarre i det almindelige. I både historie og streg.

Filmen handler om den vidunderlige bedstemor, Madame Souza med klumpfoden, der elsker sit barnebarn, drengen Champion, over alt på jorden. Da hun godt fornemmer, at drengen er lidt ensom, køber hun først hunden Bruno til ham og sidenhen også en cykel, for Champions lidenskab er cykling. En lidenskab, der holder, for som voksen deltager han i Tour de France. Under løbet bliver han dog kidnappet af skumle mafiamænd, og så sætter bedstemoderen efter dem på vandcykel over det store hav for at befri ham. Hun kommer til en storby med lutter fede mennesker (var der nogle, der sagde amerikanere?), hvor hun får hjælp af tre frø-ædende ældre damer, de tidligere sangstjerner, Trillingerne fra Belleville.

Det er en historie, der er befriet for andet formål end det finurlige og den er ledsaget af tegninger, der på karikerende vis trækker humoren frem. I både de nærmest geometriske ansigter og i den vredne arkitektur. Og som den glidende kameraføring forstår at understrege. Der bliver også flittigt refereret til ikoner som Jacques Tati, Josephine Baker, Django Reinhardt og flere andre, som man kan more sig med at lede efter.

Og så er der ikke mindst musikken. Fra det klassiske akkompagnement, som når vandcykelturen er sat til Mozarts messe i C-mol til det mere aparte, som når trillingerne får vellyd ud af en køleskabshylde eller en støvsuger. Musik, der i øvrigt er inspireret af gruppen Stomp.

Der er med andre ord kæret om selv den mindste detalje, og der er meget at klukke ad i »Trillingerne fra Belleville«. Nok har den en sørgmunter stemning, men glimtet i øjet er så stort, at det kaster lys over hele filmen og gør den til klassiker-potentiale. Den kan med fornøjelse tåle at blive set flere gange.