I kærligheden er du prisgivet

Gertrud Thisted Højlund Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Måske verden ville være et mere empatisk sted, hvis der stod mere om kærlighed i avisen. Hvis det hver dag blev fortalt, at der sideløbende med krige og magtkampe, svigt og misbrug også fandt en kamp for kærligheden sted i alle mennesker. At der under alt andet ligger et urgammelt håb om at elske og blive elsket. Og at det håb er det smukkeste og mest skrøbelige ved vores art. Et stærkt formildende træk.

Ja, det bliver til den bløde side i dag. Lad det være sådan. Hele ugen er mit hoved optaget af nyhedsstrømmen og kølige afrapporteringer, deri består mit arbejde, og det er ganske på sin plads.

Men klummen vokser frem fra en anden muld fyldt med aflejringer, anelser og reminiscenser. På det seneste har jeg igen læst Jón Kalman Stefánsson, og i skrivende stund er det tidlig morgen 13. marts  Den dag begynder handlingen i Martin A. Hansens »Løgneren«, hvilket ifølge familietraditionerne kaster en læsning af sig – og også her handler det om mennesket, der leder efter sandheden om sig selv inde under isen og overfladen. Alt i alt. Det kan sgu ikke så godt handle om andet end kærlighed og det, der knager som gletchere i sjælelivet.

Uden kærlighed er mennesket et rungende malm og en klingende bjælde, ja, intet sågar, skriver Paulus i den gamle bog. Jón Kalman skriver i det, jeg læste i går, at livet handler om at have læber, man kan kysse. Så simpelt. »Alt er LOVE«, fortæller hitserien »Skam«.

Så meget handler om mestring: Hvis du øver dig, bliver du dygtig. Hvis du anstrenger dig, kommer du i mål. Hvis du knokler, får du belønningen. Og så kan man godt komme til den vildfarelse, at livet er sådan skruet sammen: At indsats og udbytte altid står mål med hinanden. Men kærligheden fortæller den modsatte historie: Du er prisgivet. Og det er for et moderne menneske et frygteligt udsagn, som strider mod vores stræbsomhed og nutidens overbevisning om, at man er herre over eget liv.

For meget kan vi mestre, og også kærligheden kan man gøre sig umage med at vande og gøde, så blomsten har en chance for at overleve, men i sidste ende er kærlighedens gerning den at tage et andet menneskes skæbne og lykke i dine hænder, og ligeledes at overlade dit eget skrøbelige hjerte til en andens nåde og inderligt håbe på det bedste.

En dobbelt bevægelse, der både løfter dig op til en ansvarsfuldhed og kaster dig ned i sårbarhed – og taknemmelighed, når det lykkes.

Kærligheden tydeliggør, at i alt væsentligt er vi overladt til kræfter uden for os selv. Alle er vi prisgivet hinanden. Det er smukt og brutalt og skrøbeligt og vigtigt at tage i betragtning, når vi med kritiske blikke bedømmer andre mennesker.

Og fordi det er alvorligt ment, lyder det måske tungt og svært, men kærlighed er heldigvis noget, vi gør, og ikke noget vi siger. Så i praksis og når det spiller, kan den være let som fjer og støv, der danser i en forårssolstråle. Forestiller jeg mig.