I hverdag og kamp

I »Tidsbilleder« lykkes det i det store og hele at give læserne en udmærket fornemmelse af besættelsens forløb.

Nørrebrogade under folkestrejken, juni 1944. Foto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Billedbureauet Scanpix ligger naturligvis inde med et bjerg af fotografier fra besættelsestiden. Af dem udgiver historikeren John T. Lauridsen nu i samarbejde med Berlingske Media en kavalkade med mange mindre kendte og ukendte fotos fra krigens tid. Fotograferne var sandelig på stederne, hvor det skete i det offentlige rum.

Fotografierne er ordnet efter 30 temaer begyndende med selve Besættelsen og sommeren 1940 med både samarbejde, nazimarcher og alsang. John T. Lauridsen viser de danskere, der frivilligt tog til Finland for at hjælpe landet i vinterkrigen mod USSR, men udlægger det som støtte til Tyskland. Det var næppe tilfældet for ret mange.

Rationeringsmærker og uroligheder

Vi ser hverdagen med rationeringsmærker, vare- og energimangel og danskere, der står i kø efter de få varer med erstatnings­tobak og erstatningsvin. Vi ser danske arbejdere i Tyskland, og danskere, der arbejder på de tyske fæstningsanlæg.

Bogen viser den gryende modstand med sabotørerne, som statsminister Vilhelm Buhl i september 1942 opfordrede befolkningen til at angive. Forinden havde Folke­tinget nu allerede i januar 1941 vedtaget straffelove mod sabotører og danskere, der gik i allieret tjeneste.

Vi får det imponerende foto fra højtideligheden ved Staunings død i 1942. Vi får fotos fra urolighederne i provinsen i august 1943, som førte til Scavenius-regeringens afgang 29. august 1943. Om Erik Scavenius bemærker Lauridsen meget rigtigt, at »han anglede ikke efter popularitet og lod sig ikke påvirke af folkestemningen – til gengæld forstod han den heller ikke«. Indtil regeringens afgang havde det danske politi fulgt regeringens ønske om en hård kurs over for modstandsbevægelsen, men herefter blev det mere hjælpsomt, hvorefter det endte med at blive interneret af besættelsesmagten.

Som tjenestemænd fulgte politiet naturligvis regeringens kurs. Det samme gjorde Udenrigsministeriets Pressebureau, som med nidkærhed holdt øje med, at aviserne ikke bragte tysk-uvenlige artikler og bidrag. Men direkte tysk censur blev undgået, fordi pressen og regeringen i maj 1940 blev enige om nogle adfærdsregler, som det dertil oprettede pressenævn fik til opgave at håndhæve.

Når vi i denne forbindelse får et foto af Pressebureauets chef, Karl Eskelund, kunne Lauridsen også have givet os eksempler på dem, han slog ned på. I en billedtekst i forbindelse med fregatten, der sank 2. juni 1940 i Tivolisøen, og som blev reddet op af tyske soldater, får vi at vide, at censuren forhindrede udbredelsen af denne nyhed, for »den tyske indsats måtte ikke glorificeres«. Censor Eskelunds nidkære indsats mod tysk-uvenlige artikler taget i betragtning har dette næppe været begrundelsen.

Vidste hvad der var i gære

Overbevisende er heller ikke Lauridsens beskrivelse af den danske holdning til nazismen før 1940, som ifølge ham var præget af »uvidenhed eller holdningsløshed«.

Netop frygten for nazismen fik nogle partier til at kræve oprustning, mens regeringen valgte at nedruste i håb om derved at undgå ubehageligheder fra dén kant. Mod nazismen skrev tidsskriftet Kulturkampen ideligt, Soya fik sit skuespil mod Hitler taget af plakaten, og Kaj Munks skuespil mod den tyske antisemitisme stoppede regeringen i Sønderborg. P.H. og Nic. Blædel blev i 1938 standset af deres redaktør, fordi de var for kritiske over for Nazi-Tyskland. Jo, man vidste vist ganske godt, hvad der var i gære, og hvad der kunne ske.

Det er heller ikke rigtigt, at der i forbindelse med de olympiske lege i 1936 kun var en »beskeden venstrefløjskritik« af den danske deltagelse i Berlin. Der var også en konservativ kritik. I den forbindelse bringes et foto af den danske roer og sølvmedaljevinder Harry Larsen i toer uden styrmand på sejrsskamlen. Han står alene på skamlen, mens de vindende tyskere står heilende på toppen, men billedteksten fortæller ikke, hvorfor den anden sølvvinder, Peter Richard Olsen, ikke stillede sig op på den.

Almindelige danskeres liv

Med så korte tekster til fotografierne, der er begrundelsen for bogen, er der selvfølgelig grænser for, hvad der kan berettes, og i det store og hele lykkes det Lauridsen trods disse indvendinger med sit billedudvalg og sine tekster at give læserne en udmærket fornemmelse af Besættelsens forløb i hverdag som i kamp.

Fotografierne er fine øjebliksbilleder fra de almindelige danskeres liv og snapshots fra de sabotager, som de ualmindelige sabotører udførte, hvormed de reddede Danmarks tabte ære og fik os placeret blandt de allierede nationer ved befrielsen. Denne vises i al sin feststemning, men også med fotos af de tyske soldater, som traskede af sted og de danskere, der nu slæbtes af sted på grund af deres samkvem og samarbejde med besættelsesmagten.

Titel: Tidsbilleder. Danmark i Hitlers Europa. Forfatter: John T. Lauridsen.

Sider: 224.

Pris: 270 kr.

Forlag: Gyldendal

Se også Berlingskes site om Befrielsen: BEFRIELSEN