I hælene på Simon og Carlos

De sætter biler i brand, forsyner Danmark med narko og afregner deres interne opgør med maskinpistoler og revolvere. Men når de slapper af, ser de Disney-tegnefilm. Vi fulgte 16-årige Simon, der hver dag frygter for sit liv, men som har købt sig tid som bindeled mellem rivaliserende bander. Og hans ven, fodsoldaten Carlos, som uddeler tæskene og udfører det beskidte arbejde.

Foto: Fotocollage: Berlingske Grafik /Scanpix

De har valgt tid og sted. Lørdag aften foran Københavns Hovedbanegård. Her er masser af politi og almindelige mennesker, det betyder sikkerhed og muligheden for at forsvinde i mængden.

Men Simon, 16 år, og Carlos, 19 år, forsvinder ikke i mængden. Vi ser dem på lang afstand. Drengenes hoveder drejer fra side til side, deres øjne scanner hele tiden gaden. Der er noget galt.

Vi udveksler håndtryk med Simon, der sætter os ind i situationen, mens Carlos er i gang med en samtale på mobiltelefon:

»Carlos skal ordne en.«

Drengene er viklet dybt ind i de bandeopgør, som plager København og forstæderne, og som ifølge rigspolitichefen udgør det største kriminalitetsproblem i Danmark lige nu.

»De står for den groveste form for organiseret kriminalitet. For dem handler det om narkomarkedet, men også om æresbegreber, prestige og magt,« som Torsten Hesselbjerg udtalte for nylig til Ritzaus Bureau. Udtalelsen faldt efter en række bandeopgør med automatvåben i slutningen af 2007 på den københavnske vestegn og Nørrebro.

Simon er en køn dansk dreng med mobiltelefonen fuld af numre til både indvandrerbanderne og rockergruppen Bandidos. Han er afhørt af politiet i forbindelse med et skudopgør for nylig. Carlos – en tætbygget dreng af indvandrerforældre – bærer skudsikker vest, har vi fået at vide, og hans foretrukne våben er tromlepistolen.

»Han begår sit første drab inden for de næste fem år,« advarede en kilde i miljøet os, men vi afskrev det som melodrama.

Vi sætter os ind i en bil med drengene, og vi er ikke kommet ret langt ned ad Istedgade, før vi forstår, hvad der skal ske.

Carlos taler videre i sin telefon på bagsædet.

»Jeg kender en af hans venner. Forstår du?« siger han.

»Han har bedt ham komme på S-togstationen i aften, så de kan mødes. Forstår du? Men hans ven kommer ikke. Forstår du? Vi kommer. Jeg ringer, når jeg har talt med De Ældre.«

De er ved at planlægge en afstraffelse. I aften.

De Ældre er den kriminelle underverdens højeste autoritet. De der sidder øverst i hierarkiet af banderne. Soloaktioner uden deres billigelse straffes hårdt og hurtigt.

Vi har kun været sammen i fem minutter, og drengene forbereder allerede alvorlig, personfarlig kriminalitet helt åbenlyst – de ænser os knap nok.

Vi to journalister kigger på hinanden og indser, at det her møde er ude af kontrol.

Simon er diplomaten. Forestil dig FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan – bare 16 år gammel, hvid og kriminel. Drengen med forbindelserne. Han sætter ting op, får dem til at ske eller ikke ske. I perioder giver han den som fredsmægler.

Det har ikke altid været sådan. Hans familie er dansk, hans far lod tidligt ham og hans mor i stikken, og Simon udviklede sig til en vild dreng. På et tidspunkt gav hans mor op. Simon havnede på en ungdomspension i Jylland fuld af kriminelle drenge. Desværre for Simon kunne alle lide ham, og han kunne lide alle. Banderne spottede ham straks, og han kom under vingerne hos Bandidos, samtidig med at hans kontakter i det københavnske bandemiljø og til indvandrerne voksede. På den måde har Simon fået sin utraditionelle rolle som mellemmand mellem venner og fjender.

Han ved ikke rigtigt med Carlos’ opgør. Simon skal ikke selv deltage i aktionen, men alligevel. Drengen er 16 år. Som Simon.

»Det er synd for ham, han bliver totalt smadret. Han er en af De Små,« siger han.

Det er Kofi Annan, der arbejder. Drengen kan dømmes og straffes efter gadens regler. Men han kan måske også frikendes eller få strafnedsættelse.

På gaden styres alting efter en pyramide, hvor en kombination af alder og meritter afgør ens placering. De Små udgør bunden. De løber ærinder for banderne, de laver mindre rapserier, hærværk og ballade, men ikke noget alvorligt. Deres vigtigste funktion er at holde mund og se beundrende på De Store, der ikke går af vejen for hårdere kriminalitet som vold, afpresning og narkohandel. De Store får adgang til statussymboler som biler, ure, dyrt tøj og damer. På toppen af pyramiden sidder De Ældre – de træffer beslutninger, som betyder forskellen på liv og død for dem længere nede i pyramiden. De udmåler straffe og belønninger og styrer deres territorier med hård hånd.

Simon forsøger at tale for en mildere straf ved at slå på, at drengen kun er en af De Små. Det udløser en længere diskussion blandt Carlos og Simon, indtil Carlos får nok og skærer igennem:

»Han er gammel nok til at vide, at han ikke skal spille smart. Han skal lære, at ting har konsekvenser.«

Carlos har truffet sin beslutning. Han skal bare have De Ældre i ryggen. Med De Ældre i ryggen kan han alt.

»Du skal dø«, sagde en stemme.

Simons dag var begyndt med en trussel. Hans hjerne sov stadig, kun hans hånd havde lystret mobiltelefonen, selvom det var langt op ad formiddagen.

Det var Mohammed, registrerede Simon i sin seng på klubværelset, »en af perkerne fra Brøndby Nord«. De var ude efter Simon efter et tilfældigt sammenstød på en S-togstation, hvor de havde provokeret ham, han havde svaret igen, og de var endt i slagsmål. Simon truede rituelt Mohammed tilbage, men Simon var nærmest ligeglad.

Inden for de seneste 10 måneder har Simon været involveret i tre opgør, der alle stadig kan nå at koste ham livet. Hvis det ikke havde været for hans forbindelser til Bandidos, ville Hells Angels for længst have vist ham havbunden, efter han i sommer smadrede en HA-supporter. Før jul stødte han sammen med indvandrere og blev såret af skud fra et haglgevær, og senest overlevede han et baghold med en kniv.

Drengene fra Brøndby Nord kunne stille sig op i køen og trække et nummer.

Simons læber og svælg var som sandpapir den formiddag, han havde været på natklub inde i Scala i København. Klub Soaps »promotere« diskede op med masser af gratis champagne, for hvor Simon er, kommer pigerne, og hvor pigerne kommer, er drengene. Simon havde drukket for meget og kysset med en pige, men han kunne ikke komme i tanke om hvem, kun at han faldt i søvn midt i kysset.

Det var langt ude, syntes han. Hverken kys eller trusler virkede på ham længere. Måske var han allerede død.

Simon havde rejst sig og taget et brusebad, han skulle mødes med Carlos på Fisketorvet i København til en tur i biografen.

Carlos var hans ven. De var vokset op i samme ghetto, de havde lavet knæk sammen, og deres venskab overlevede, selv da Simon vidnede mod ham i en straffesag.

Det drejede sig om at være der for hinanden. Uanset hvad.

I modsætning til Simon var Carlos født ind i kriminaliteten. I familien var medlemmer af indvandrerbanden Black Cobra, og nu var den 19-årige Carlos på vej op i sin egen bande. Han havde valgt den hårdeste vej af alle. Han var fodsoldat. Hans rolle var at give tæsk og tage tæsk, og det var han dygtig til. Carlos’ kranium kunne virkelig tage slag, hvad enten de kom fra næver eller bat. Under hans omvendte kasket skrev gaden hele tiden nye ting på hans CV i form af et voksende antal ar i baghovedet, der ikke bare dokumenterede hans tidligere bedrifter for hans foresatte, men også hans potentiale.

Simon og Carlos havde spist på McDonald’s. De talte om urolighederne i februar, hvor Carlos, opsat på at skabe sig et navn, havde været på gaden. De hyggede sig så godt, at de kom en halv time for sent til biografen.

Midt i gadens opgør, i denne sump af hævn og gengældelse, er det svært at forblive neutral, også for Simon, der efter angrebene på ham går og venter på lejlighed til at aflevere mindst én »bytter«, som han kalder det. Men det er ikke alene den anspændte situation i hovedstaden og forstæderne, der giver ham problemer. Den rolle, han selv har taget, er ved at gøre hans manøvrerum mindre dag for dag.

Simon modtager ustandseligt opkald på sin mobiltelefon, mens vi kører gennem byen. Hver gang den vibrerer, synes han at blive tvunget til enten at medvirke eller ikke medvirke til kriminalitet. Og når han er færdig med et opkald, har han enten ydet en tjeneste eller skylder en. Selvom Simon er intelligent og kan få ting til at ske, træffer han ikke beslutningerne. Han er bare mellemmanden, og i dag omfatter hans netværk flere bander, der ligger i krig med hinanden. For nylig blev han brugt til at arrangere et møde, han troppede selv op og havnede i et skud- og knivopgør som taget ud af en amerikansk bandefilm. På fotos på internettet har vi set ham feste på natklubberne i København, som er hver nat hans sidste, vel vidende at det bliver den måske også.

I aften vil han tage en stille aften, lover han sig selv.

Kort efter ringer en af hans venner, som konstant får Simon i problemer. Sidst de var i byen sammen, begyndte vennen at deale (sælge, red.) på et af indvandrerbanden Black Cobras diskoteker. Hvordan de overlevede, forstår Simon ærligt talt ikke. Vennen forlanger oplysninger på én af hans bekendte, som skal trues. Simon siger nej og gør opmærksom på, at vennen vil komme til skade, hvis han rører vedkommende.

Vi begynder ærligt talt at få problemer med holde styr på alle truslerne.

Carlos har travlt med at forhandle med De Ældre. Bagefter ringer han igen til sin ven, som skal hjælpe med Carlos’ baghold.

»Jeg har talt med de Ældre. De har talt med deres Ældre derude. Vi må godt. Men vi kan kun smadre ham lidt. Han er deres »bitch«, og de skal bruge ham i morgen, forstår du?«

Drengen i den anden ende siger noget, vi ikke kan høre.

»Vi må godt hoppe på ham. Men kun lidt. Han skal kunne bruge sine ben i morgen. Så vi smadrer ham kun lidt,« forklarer Carlos.

Carlos’ ven har tilsyneladende fået de oplysninger, han skal bruge. De aftaler tid og sted. Carlos er tilfreds.

I drengenes verden af hormoner, SMS-kæder og konstant aktion er der ét styrende princip foruden deres massive kriminalitet: Gadens regler.

Gaden har lært de typisk 15-22-årige bandemedlemmer alt, hvad de behøver at vide. Det er gaden, der forfremmer, degraderer, belønner eller straffer dem.

Det begynder, når de ikke er andet end børn, og problemer i familien eller måske bare ikke ret meget plads derhjemme får dem til at hænge ud mellem boligblokke og i gangtunneller, hvor vennerne erstatter familien.

De lærer at holde sammen. De lærer at holde mund. De lærer at vise respekt for de ældre og disrespekt for politiet.

Det sker ved en årelang, umærkelig tilvænning baseret på kammeratopdragelse.

De ser, hvordan enkelte har råd til at invitere alle vennerne med på shawarmabar og altid har den smarteste mobiltelefon og masser af bling (glitrende smykker, red.). De vænnes til at omgås hash, hvis de ikke selv allerede ryger. Og så begynder de at løbe de første ærinder.

De stifter bekendtskab med de forskellige territorier; hvor de frie zoner er, og hvem der er konger hvor.

De kender Black Cobras hule, Hells Angels’ og graffitibanden Moa’s hjørne af Vestegnen og tyrkernes og arabernes højborg. Nogle steder er banderne ikke adskilt af andet end en hovedgade – og der findes hele kvarterer, hvor hverken de drenge, der regnes for konger i et andet kvarter, eller deres fodsoldater kan vise sig uden at risikere en pludselig og voldsom død.

For Simon er det med livet som indsats at besøge sin mor, fordi territorier har flyttet sig, og fjender er rykket ind.

Vi spørger, hvad den dreng, Carlos har udset sig som offer, har gjort.

Han mistænker drengen for at ligge inde med viden om et tyveri fra en af hans venner. Carlos har haft fat i ham én gang – han sagde, at han ikke vidste noget. Men tidligere i dag ringede drengen så til Carlos og spillede smart uden at sige sit navn. Desværre også uden at tænke over, at Carlos kunne genkende drengens telefonnummer på sit display.

»Er han dum eller hvad?« spørger Carlos ud i det blå:

»Han skal ikke spille smart over for mig.«

Foruden Gaden er der en magt mere i drengenes liv, som perifert berører dem. Det er Staten.

Staten – og sådan ser de os under én hat: politi, politikere, gademedarbejdere, journalister, socialrådgivere og pædagoger – er ikke meget mere end en distraktion. Vi kan ikke beskytte dem, vi kan ikke forfremme eller degradere dem, og frem for alt kan vi ikke slå dem ihjel. Vi kan højst irritere dem.

Staten kan naturligvis tage deres frihed, og utallige er de gange, drenge som Simon og Carlos har fået at vide, at De Ældres endestation er fængslet – men det ved både Simon og Carlos er forkert. Fængslet er bare et trinbræt til den usårlighed, drengene drømmer om. Brødrene på gaden tager hånd om de dømte, og hvis de holder tæt med deres viden, forsødes deres ophold ikke blot med penge, stoffer og igen damer – fængslet kan i sig selv blive en billet til yderligere avancement og flere privilegier, hvis man tager sin straf uden at sladre. Så mens Dansk Folkeparti og regeringen har forhandlet tryghedspakke med vandkanoner og sænkning af den kriminelle lavalder, mens selv venstrefløjen er kørt sur i at sige forebyggelse og integration, og vi i medierne har fået optøjer, bål og forstadsbander på hjernen, arbejder gadekrigerne ufortrødent videre.

Hvor Staten har svært ved at forstå og håndtere Simon, Carlos og alle de andre, har gadekrigerne ikke brugt mange sekunder på at scanne os: Er vi farlige? Kan vi bruges til noget? De har svaret nej til begge dele, og så fortsætter de med at gøre det, de hele tiden har gjort, fordi det er, hvad de kan og kender.

De håndhæver gadens regler, der lige nu byder Carlos at fortsætte i en bil til sit territorium, mens fælden klapper om hans intetanende offer.

Vi sætter Carlos af i hans kvarter med en opfordring til at tænke sig om, hvilket er omtrent lige så meningsfuldt som at bede tyngdekraften holde lidt igen. Det er umuligt ikke at tænke på vores kildes ord, mens vi ser Carlos sjoske af sted med sin omvendte kasket på vej mod en mørk station og en beskidt affære.

»Om fem år har han begået sit første drab.«

Det er tid til at gøre stop på neutral grund. Vi parkerer ved et af gadebandernes foretrukne tilholdssteder. Simon træder i en dyb vandpyt, og hvor han tidligere på aftenen gerne ville imponere os med mobiltelefonbilleder af en trappe smurt ind i blod fra et af hans ofre, optræder han pludselig, som den han også er. En 16-årig dreng med døden i hælene og en våd sok i sin kondisko.

Vi spørger, hvordan han kan holde sit liv ud. Men præmissen for det spørgsmål er falsk, siger han:

»Der er ingen, der vælger mit liv. Jeg har mødt nogle mennesker, som godt kunne lide mig, stolede på mig og nu vender tilbage til mig, fordi de kan stole på mig. De ringer, de bliver ved at ringe, og den dag jeg siger stop, er jeg død. De slipper mig ikke, og politiet kan ikke beskytte mig. Det er mine forbindelser, der holder mig i live. Den dag jeg ikke længere har forbindelserne, er jeg færdig.«

Kort efter kører vi videre. Simon køber en flaske vodka på en tankstation og inviterer os med hjem på sit klubværelse, hvor der er en fest under opsejling. Vi hilser på hans nabo, en jævnaldrende dreng, der er erklæret racist. På et værelse kæler en fra Simons slæng med to purunge piger på sin seng til høj teknomusik. En tredje beboer på gangen er forhindret i at deltage. Han sidder inde for hård narkokriminalitet.

Før vi siger farvel til Simon, studser vi over en DVD-film, som vi ser på hans køkkenbord. »Ice Age 2«. Men der er ikke noget at undre sig over. Sammen med tegnefilm som »Find Nemo« og »Barbie« hører de til blandt gadekrigernes og deres kæresters favoritter. Fordi de handler om at holde sammen og finde hjem.

Vi modtager et opkald fra Simon lidt efter klokken 01.00 samme nat. Carlos har ringet til Simon. De Ældre har afblæst afstraffelsen. Angiveligt frygtede de, at drengen ikke ville være i stand til at arbejde for dem dagen efter, hvis Carlos fik lov til at få ham.

Men Simon selv er skræmt fra vid og sans. Han er alene, efter de andre er gået ud for at købe hash.

Yasser har været dér. Han hamrede løs på Simons dør ude af sig selv af raseri. Yasser blev forsøgt likvideret for nylig, og Yasser mener, at Simon er involveret. Han blev ikke lukket ind. Simon turde ikke.

Han troede egentlig, at Yasser var gået igen. Men nu holder en blå bil, han ikke kender, på P-pladsen uden for hans ejendom. Simon kan se lys inde fra kabinen, men han kan ikke se, hvem der sidder derinde.

Simon er ved at gå i panik.

Den blå bil holder der endnu. Nu er den mennesketom, men der er stadig lys i kabinen.

Simon lægger sig i sin seng, klokken nærmer sig 02.00. Han er alene i mørket, men han er i live, og frygten er næsten væk.

For andre lyder det måske ikke af meget.

For Simon er det kolossalt.