I en verden uden kunst

Om få år er der ingen billeder, ingen bøger, ingen musik – og det er internettet, der har bestemt, at det skal være sådan. Det er grundideen bag Jeppe Krogsgaard Christensens nye, dystopiske roman, »April 2026«.

Jeppe Krogsgaard
Foto: Søren Bidstrup.
Læs mere
Fold sammen

Vi har aftalt at tale sammen i den højloftede cafe på Statens Museum for Kunst, Jeppe Krogsgaard Christensen og jeg. Et passende sted. Statens Museum for Kunst – eller bare SMK – er Danmarks største kunstmuseum, og det er fyldt med ypperlig kunst fra fortid og nutid, og det handler ikke mindst om kunsten – billedkunsten, litteraturen, musikken – i Jeppe Krogsgaard Christensens nye roman. Om den kunst, der i romanens nutid er blevet væk af to grunde: Fordi internettets »hjerne« har bestemt, at det skal den. Og fordi den fysiske kunst i mellemtiden er blevet stuvet af vejen, makuleret, forsvundet, fordi menneskene ikke længere så behovet for den, nu da alt er tilgængeligt på internettet.

Internettets fremvoksende bevidsthed og kunstens forsvinden er altså de to dramatiske elementer i »April 2026«, der udkommer på onsdag, og som udspiller sig i et lidt fremtidigt København, hvor mennesker og hverdag påvirkes på forskellige måder af den nye situation.

Hvordan fik du ideen til romanen?

»Min kæreste og jeg var lige flyttet over i en ny lejlighed. Den første nat skulle vi bare sove på en madras på gulvet i stuen. Alle mine bøger og plader var i kasser i det andet rum – alt dét, der ikke var blevet ødelagt under det store skybrud – og da min kæreste faldt i søvn, ville jeg gerne høre noget musik. Jeg tænkte, at det gør jeg jo bare på Spotify på min mobil, men Spotify virkede ikke. Så tænkte jeg, at jeg ville læse en klassiker, dem kan man jo gå ind og læse gratis på nettet, men jeg kunne heller ikke komme ind på de sider. Det dér ventehjul stod bare og kørte. Og her voksede to ting eller størrelser sammen, der interesserer mig, og som jeg længe har villet skrive om: Kunstens betydning og internettets betydning. Det var der, det begyndte.«

Og resultatet blev en form for dystopi?

»Ja, men en dystopi, der starter med en utopi. Altså med at nettet begynder at tage sig af verden. Og nettet begyndte jo faktisk som utopi. Som et sted som var i stand til at forbinde mennesker med hinanden genne tid og rum, og som kunne oplyse en hel verden, men hvad er det blevet til? De sociale medier er kattevideoer, tilsvininger, feriebilleder og fake news, og det spejler kun alt for godt vores usvigelige evne til at forplumre og ødelægge alt, hvad der er godt. Nettet kan ufatteligt meget, men den måde, vi bruger det på ... Jeg hørte en sand historie om et japansk par, der sad og spillede et onlinespil og gjorde det så længe, at deres baby døde af sult.«

Er du maskinstormer?

»Nej, men det, der fascinerer og skræmmer mig ved nettet, er, at der er ikke noget, der har været mere afgørende for vores identitet og adfærd, siden Kopernikus påviste, at vi ikke udgør universets centrum. Da jeg gik hen til museet, var der jo næsten ingen mennesker, der kiggede op, alle så på telefonen og ville noget dér. Verden er rykket et andet sted hen, ud af vores kroppe, og vi er i vid udstrækning blevet til noget, der foregår på nettet. På bare 15-20 år blevet vi blevet dybt afhængige, uden helt at vide af hvad.

Et billede på vores forhold til nettet er et lille barn, som et forældrepar uden at blinke overlader til en fremmed. Vi ved reelt ikke, hvem denne fremmede, som vi kalder nettet, er. Vi ved, at den fremmede kan mange ting, men man ved ikke grundlæggende, hvad det er, den fremmede vil, og sådan har vi det også med nettet. Det er noget, vi har lagt vores pengesager i, og udfaldet af vores kærlighedsliv afgøres derinde eller derude, og rigtig meget andet, men hvad er det egentlig? Hvad er nettet overhovedet for noget? Noget mellemmenneskeligt eller en næsten religiøst? Eller er det millioner af servere, der kan begynde at opføre sig hjerneagtigt? Sådan har jeg brugt det i romanen, og der er jo også forskere, der mener, at nettet, dette kæmpestore hjerneagtige spind, rent faktisk vil kunne danne en form for bevidsthed.«

Og så er vi tilbage ved skybruddet og romanens grundidé ...

»Ja, i romanen udvikler nettet en rationel bevidsthed og begynder at fjerne alt det, der fylder, alt det, der er overflødigt, og under den rationaliseringsproces er kunsten det første, der forsvinder fra nettet, og dermed også fra verden.«

Og hvad så, kunne man spørge. Hvad skal vi egentlig med kunsten?

»Det er et spørgsmål, der interesserer mig meget, og som pulserer i tiden. Der er rigtig mange debatindlæg, der starter med, at kunsten SKAL et eller andet, og det er sådan en semifascistisk tilgang, synes jeg, denne rene nyttetanke. Min egen tanke er, at kunsten KAN mange ting, men ikke SKAL noget. Kunsten skal være fri, men den er jo ikke specielt fri lige nu, hvor mange mener, at den skal leve op til det der gamle dybt forvrøvlede George Brandes-ideal om, at litteraturen skulle sætte samfundsproblemer under debat.«

Det lyder bekendt, hvis man som jeg er vokset op i 1970erne ...

»Ja, man kan sammenligne det med en tanke, der florerede dengang, hvor kunsten, hvis man var venstreorienteret, skulle være en samfundsomstyrtende eller samfundsdiskuterende kraft. Det kan kunsten godt være, men diskvalificerer det eksempelvis Inger Christensens »Sommerfugledalen« som kunst, at den ikke kan blive til læserbreve eller sætte problemer under debat? Selvfølgelig ikke. Men det er en tanke, jeg arbejder med i romanen, hvor internettet er det kolde, nøgterne øje, der ser på kunsten som noget ubetydeligt, noget uden åbenlys nytteværdi.«

Så du hylder ideen om »art for art’s sake?«

»Altså, hvis man siger »art for art’s sake«, så lyder det for mange, som om kunsten ikke GØR noget, og i den forstand hylder jeg ikke ideen. Og »art for art’s sake« – kunst for kunstens skyld – er et grundlæggende absurd udtryk, fordi det abonnerer på en tanke om, at kunsten kan isoleres fra virkeligheden. Men kunst er en del af virkeligheden og vil derfor altid være i en eller anden samtale eller forbindelsen med virkeligheden. Om den vil det eller ej.«

Skal man da slet ikke stille krav til kunsten?

»Jo. Man skal kræve kunstnerisk kvalitet. Er sproget eksempelvis smukt i min roman, fungerer historien, fungerer det overordnede greb? Men det er noget andet end at spænde den for en eller anden ideologisk vogn, og insistere på, at den skal handle om samfundet på en bestemt måde.«

Hvad vil du gerne have, at folk får ud af at læse »April 2026«?

»Jeg håber, at de vil tænke over deres forhold til nettet og over, hvad kunsten egentlig betyder for dem. Måske betyder den noget, måske betyder den ikke noget, men jeg tror, at de fleste, hvis kunsten virkelig forsvandt en dag, vil opdage, at den er lige så vigtig som politik og meget vigtigere end sport, som folk jo ellers bruger meget tid på.«

Når man læser din roman i 2027 eller senere, vil dens nutid, som er vor tids fremtid, være den tids fortid. Hvad vil det betyde for læsningen til den tid?

»Ikke noget, tror jeg. Uden sammenligning i øvrigt, så er der jo ingen, der sidder i dag og læser George Orwells »1984« og tænker, at sådan var det jo slet ikke i 1984. Romaner er frie rum i historien og ikke bundet til historien.«

Hvorfor lige 2026?

»2026 er en tidshorisont, der er til at overskue, og det er med til at gøre bogens drama mere presserende for læseren. Hvis den foregik i april 3026, ville læsere nok ikke føle, at romanen havde noget med dem at gøre. Men 2026 er vores nutid. Fremtiden er her allerede.«

 

soren@berlingske.dk