Hvad har du længtes mest efter i det år, der er gået?

»Det er så kontraintuitivt, det vi har været igennem med corona. Man skal hele tiden tvinge sig selv til at gøre noget andet end det, man egentlig har lyst til. Jeg glæder mig til, at jeg en dag ikke længere pludseligt skal tænke på, at jeg er kommet til at række ud efter en dims og forinden har glemt at spritte min hånd af. Eller at jeg er på vej ind i et supermarked uden mundbind. Eller at jeg skal holde mig selv tilbage, når jeg er lige ved at komme til at give folk, jeg møder, et kæmpestort kram, fordi jeg bare er totalt glad for at se dem.