»I dag kan du ikke slå en skid i Thy, uden at den kan høres i Saudi-Arabien«

Bjørn Nørgaard måtte flytte hjemmefra i tre måneder, da han i 1970 parterede en hoppe og puttede den i sylteglas. I vores digitale tid havde det været endnu værre, mener kunstneren, der opfordrer til at lukke Facebook.

Kunstner Bjørn Nørgaard i sit atelier på Frederiksberg, hvor han forbereder en skulptur til Vejle. "Som Beatles siger i en sang: Life is what happens, when you are busy doing other things, " siger han om sit nye projekt, der skal forestille et knækket tårn. Fotograferet tirsdag den 26. januar 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er glad for, at der ikke var Facebook dengang,« udbryder Bjørn Nørgaard.

Vi taler om Hesteofringen, den i dag ikoniske kunstaktion, som han udførte som 22-årig i 1970.

»Folk blev tossede. Men hvis det var slemt dengang, ville det da have været ganske uudholdeligt i dag,« som han siger.

Den 17 minutter lange optagelse af aktionen, som blev til sammen med Henning Christiansen og Bjørn Nørgaards hustru, Lene Adler Petersen, rummer da også alt, hvad der skal til for at skabe et viralt klikmonster i den digitale verden: Bjørn Nørgaard, der står med et afskåret hestehoved i armene på en gold mark. Det røde blod, der fosser ud på den hvide sne. Lene Adler Petersen, der synger messende og slæber rundt på et stort kors. Kniven, der nægter at gå gennem hestens hals. De 199 henkogningsglas, dyret omhyggeligt bliver fordelt på.

Vi sidder i Bjørn Nørgaards atelier ved Frederiksholms Kanal. Et hvidt rum med højt til loftet og ovenlysvinduer. På det rå betongulv står forskellige buster, og på værkstedsborde skitser og modeller af værker på vej. Et sted står en afstøbing af fronten på en Ford Mondeo i 1:1. Det Store Atelier hedder stedet, meget rammende.

Bjørn Nørgaard er gået med på et tankeeksperiment: Hvad var der sket, hvis han havde slået en hest ihjel i dag i kunstens tjeneste?

Men vi begynder med de faktiske hændelser, dengang i januar 1970. Bjørn Nørgaards ofring var tænkt som en rituel handling, en protest mod voldsmentaliteten, krigen i Vietnam og en kritik af den absolutte rationalisme.

Bjørn Nørgaard med hovedet af Tulle, den udtjente arbejdshest, der blev eviggjort som Røde Fane. Foto: Jørgen Schytte Fold sammen
Læs mere

Aktionen skulle have fundet sted på Louisiana, Knud W. Jensens pæne kunstmuseum i Humlebæk. Her ville Bjørn Nørgaard opstalde »Røde Fane«, som han havde døbt hoppen, før den endte i formaldehyd på sylteglas. Men dén plan sagde politiet nej til, og efterfølgende fik også museet kolde fødder. Bjørn Nørgaard måtte derfor finde på noget andet. Løsningen fandt han på en mark ved Kirke Hyllinge i Hornsherred.

»Det at slå en hest ihjel på en mark er jo sådan set ens private sag, så jeg måtte finde et offentligt rum at gøre det i. Derfor lavede jeg en aftale med Ekstra Bladet om, at de skulle følge ofringen. På den måde blev avisen det offentlige rum. I dag er der jo adgang til det offentlige rum 24 timer i døgnet på internettet, men dengang var aviserne dét medie, man kunne bruge.«

Reaktionen kom propte. Det begyndte blandt tabloidavisens læsere, men bredte sig hurtigt til andre lag. Nogle var forargede over, at man kunne plage et dyr på den måde - også selv om den aldrende hest blev forsvarligt aflivet af en dyrlæge. Andre var rasende over, at man overhovedet tillod sig at kalde den slags for kunst.

»Vi måtte flytte hjemmefra i tre-fire måneder, hvor vi ikke kunne være der. Det var voldsomt. Og det var bare på grund af noget, der havde stået i en avis.«

Men selvom værket i den grad satte sindene i kog, var det ikke nogen bevidst provokation, bedyrer Bjørn Nørgaard.

»Vi drømte ikke om at skabe en skandale. Vi drømte om at skabe et kunstværk,« siger han og giver andre eksempler fra historien på kunstnere, der har forårsaget en skandale uden egentlig at have det som mål.

»Man skal huske, at da de, man kaldte bondemalerne - Fritz Syberg og andre - begyndte at male folk, der pløjede med heste og den slags, blev det også lidt af en skandale. Og da Picasso og Braque og alle de tidlige kubister tog den afrikanske kultur op som kunst, vakte det også en utrolig skandale. At nogle påstod, at en afrikansk skulptur kunne være lige så stor kunst som Michelangelos, det var en kæmpe skandale dengang,« siger han og konkluderer:

»I den moderne kunst ligger det, at kunstneren i sin måde at tænke og arbejde på af og til kommer til at rokke så afgørende ved den vedtagne måde at opfatte verden på, at nogle føler sig voldsomt trådt over tæerne. Men kunstnerne selv har ikke haft til hensigt at genere nogen. De har haft til hensigt at vise nye måder at bruge kunsten på og nye måder at opfatte verden og tilværelsen på.«

Det er noget af det, der har ændret sig siden, mener Bjørn Nørgaard.

»Skandalekunst er jo næsten blevet en genre i sig selv,« konstaterer han.

»Jeg synes faktisk, at det er et ubrugeligt begreb. Nok fordi jeg har en lidt antikveret opfattelse af kunsten. Jeg mener, at ethvert kunstværk i princippet skal lægges åbent frem. Det skal ikke på forhånd definere, hvordan modtageren skal opfatte det. Så lige så snart du kalder noget skandalekunst, har du allerede defineret, hvad meningen er med det. Nogle kunstnere påtager sig rollen som skandalekunstnere og siger, at nu gør de det her for at skabe skandale. For at genere Muhammed eller Jesus, eller hvem fanden de nu har lyst til at genere. Men det bliver for entydigt for mig,« siger Bjørn Nørgaard og åbner en af vor tids største debatter, nemlig den om ytringsfrihed, og hvad kunstnere kan tillade sig.

Bjørn Nørgaard i sit Atelier på Frederiksholms Kanal. Fold sammen
Læs mere

Som Bjørn Nørgaard ser det, handler den diskussion i virkelighed mest af alt om en grundlæggende forandret medievirkelighed.

For selvom hans ofring af en hest fik debatten til at eksplodere i 1970, var det alligevel inden for et relativt begrænset felt. Det blev inden for landets grænser. Det ville have været helt anderledes i en digital globaliseret verden, som den vi lever i i dag, mener Bjørn Nørgaard.

»Jeg har lige skrevet forord til en bog om den svenske kunstner Lars Vilks. Han er netop et eksempel på, at når en lille uskyldig tegning til en kunstforening i Sverige ryger ud på det såkaldte net, så er fanden løs. Sådan var det ikke, dengang jeg lavede Hesteofringen, men i dag kan stort set hvad som helst blive til det, man vist kalder en shitstorm,« siger han og lægger til, at det særlige ved de nye digitale teknologier er, at de er implementeret i en periode, hvor vi har haft en nyliberal verdensorden, og hvor finansmarkedet har været totalt dereguleret.

»Med tidligere teknologier – for eksempel telefonen og TVet – har det altid været styret af samfundet, men de digitale teknologier er blevet implementeret hulter til bulter, efter hvordan det nu passede den ene eller den anden private aktør. Fuldstændig uden færdselsregler. Hvis vi lallede rundt i biler, som vi laller rundt på nettet, ville det se kønt ud,« siger han og fremhæver vores mangel på kritisk sans.

»Siden oplysningstiden har vi hele tiden sørget for at uddanne folk til at kunne bruge de teknologier, vi har fået. Enhver teknologi kan bruges begavet eller tåbeligt. Men vi har ikke taget den diskussion herhjemme. I hvert fald ikke i skolen, hvor den burde være.«

Og endnu værre går det, når nogle fra en helt anden kultur pludselig får adgang til et værk, de før internettets tid aldrig ville komme i nærheden af.

»Der opstår to forståelsesrum. Det vestlige forståelsesrum, der accepterer en næsten total kunstnerisk ytringsfrihed, og så det, du kan kalde et traditionelt forståelsesrum, lige nu i særdeleshed i Mellemøsten eller i de muslimske lande, hvor mange åbenbart føler sig godt og grundigt trådt over tæerne. De ser ikke en kunstner, der udtrykker sig frit, nej, de ser en, der håner dem. Vi ser det samme, men vi ser to vidt forskellige ting,« siger Bjørn Nørgaard og giver et rammende billede: »For at blive i det profane, så kan du i dag ikke slå en skid i Thy, uden at det kan høres i Saudi-Arabien. Det er uladsiggørligt. Så når Kurt Westergaards Muhammedtegning eller Lars Vilks´ hund kommer ud på nettet, så ryger det ud i hovedet på nogle, som ikke har en kinamands chance for at begribe, hvad de kigger på. Og når de så samtidig får at vide af nogle imamer, hvad de skal tænke, når de ser det, så bliver det hurtigt fortællingen om den store satan og Vesten, der generer Muhammed og så videre.«

Bjørn Nørgaard i sit Atelier på Frederiksholms Kanal. Fold sammen
Læs mere

Men kunne man have udført hesteofringen i dag? Bjørn Nørgaard er selv i tvivl.

»Personligt er jeg ikke et sted, hvor jeg ville lave sådan en aktion. Uanset hvad skulle man have tænkt den helt anderledes. Man kan jo ikke lave den slags kunst, jeg lavede dengang og stadig laver, uden at forholde sig til det rum, man er i. Hvor er jeg henne i verden, og hvad sker der i det rum? Så spørgsmålet er ikke kun hypotetisk, det er også noget vrøvl, for du kan ikke rykke rundt på faktorernes orden på den måde. Hvis der for eksempel havde været Facebook dengang, så havde Ekstra Bladet formentlig været helt irrelevant,« siger Bjørn Nørgaard og griner.

Selv er han yderst kritisk over for Facebook.

»Det medie, vi påstår er så frit og åbent og kan alting, er langt mere socialt kontrollerende, end vi forestiller os, for alle kan jo følge med i, hvad alle gør, og derfor retter folk ind efter det. Jeg fatter ikke, hvordan et privatkapitalistisk firma som Facebook kan få lov at agere, som det gør. Hvis andre gjorde som dem, ville de blive forfulgt af paragraffer og beskyldninger om krænkelse af privatlivets fred. Jeg synes, man skulle lukket lortet.«

Selv er han da heller ikke på Facebook og taler konsekvent om »de asociale medier«. Han har svært ved at se, hvordan man kan bruge for eksempel Facebook som led i en kunstnerisk aktion.

»Det kan da godt være, der er nogle skandaler på Facebook, som er gået hen over hovedet på mig. Det er der sikkert. Men om de har noget med kunst at gøre, tvivler jeg nu på.«

Bjørn Nørgaard i sit Atelier på Frederiksholms Kanal. Fold sammen
Læs mere