I begyndelsen er ordene

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Søren Kassebeer byline til bøgsektionen.
Læs mere
Fold sammen

Kend din bog på begyndelsen Det slår aldrig fejl. Begyndelser lyver ikke.

Hvis du står hos boghandleren over overvejer, om du skal købe den ene bog eller den anden bog eller slet ingen bog, så læs nogle begyndelser. Bare nogle linjer. Begyndelsen er godt nok bare begyndelsen, men den siger det hele. Stilen, tonen, måden. Her er en begyndelse, som ikke er til at stå for, hvis du spørger mig:

»Ville jeg finde Maga? tit havde det været nok at gå ud, følge Rue de Seine til portbuen ud mo Quai de Conti, og så snart jeg i det olivengrå lys over floden kunne skelne noget, aftegnede hendes slanke silhuet sig på Pont des Arts, somme tider vandrende frem og tilbage, andre gange stående ved jerngelænderet, bøjet over vandet. Og det faldt så naturligt at gå over gaden, op ad trappen til fodgængerbroen og fortsætte ad den smalle passage hen til Maga, der smilede uanfægtet ...«

Denne begyndelse er begyndelsen på argentinske Julio Cortázars skønne roman »Hinkeleg«, som jeg anmelder i dagens udgave af B. Oversættelsen er af Rigmor Kappel Schmidt, og den er så smuk, den begyndelse, synes jeg, og hvis man holder af dén, vil man holde af resten af romanen, og hvis man ikke synes, at den er noget af det smukkeste, kan man lige så godt lade være med at fortsætte. Begyndelsen siger det hele. Eller i hvert fald det meste.

Her er en anden begyndelse, Den er på norsk. Den er fra Dag Solstads roman »Genanse og verdighed«, der for nylig er kommet på dansk, men bør læses på norsk:

»Egentlig var han en litt fordrukken lektor i 50-års-alderen, med en kone, som hadde est litt for mye ut, og som han spiste frokost med hver morgen. Også denne høstdagen, en mandag, i oktober, som han da han satt ved frokostbordet, med lett verkende hode, ennå ikke visste skulle bli den afgjørende dagen i hans liv«

Her er vi et ganske andet sted end i Julio Cortázars Paris, også sprogligt. Det er så enkelt, at det næsten gør ondt, men det er enkelhed, der virker, og man har bare lyst til at læse videre, eller det har jeg i hvert fald, og man bliver ikke skuffet. Dag Solstad holder stilen. Han slutter, som han begynder. Storslået simpelt og præcist.

Men der findes selvfølgelig også mange begyndelser, der på omvendt vis holder, hvad de lover, idet fortsættelserne er præcis lige så ringe som begyndelsen.

Sådan er dét, for begyndelser lyver ikke, og når du står der hos boghandleren, så lad være med at bruge for meget tid på at læse det, forlagene har skrevet bag på deres udgivelser. Det, der står, er som regel en blanding af referat og lovprisning, og det er fair nok, men det kan ikke bruges til så meget. Alt kan refereres, så det lyder OK. Lovprisninger er en gratis omgang.

Nej, læs i stedet bogens første linjer. De er kun begyndelsen, men de er begyndelsen til enden, og når begyndelsen er god, er alting godt. Begyndelser lyver ikke. Og det er ikke engang løgn.