Hygge er favorit til Danmarkskanon

NordicBet har åbnet for spil på værdierne til Danmarkskanonen. Favoritterne er "hygge" og "det danske sprog", mens "Danmark i verden" ligger helt i bund.

Hygge er typisk dansk og ifølge NordicBet en klar favorit til at komme med på Bertel Haarders Danmarkskanon. Fold sammen
Læs mere

Man kan spille på stort set alt - nu også hvilke værdier, der bliver stemt ind i den såkaldte Danmarkskanon. Det er NordicBet, der har åbnet for spillet og som kan afsløre, at der allerede nu har tegnet sig et klart favoritfelt. I toppen ligger værdier som »hygge«, »det danske sprog« og »velfærdssamfundet« med odds 1,01, 1,02 og 1,05. I den anden ende af spektret er værdier som »håndværk«, »folkelige bevægelser« og »Danmark i verden«, der giver pengene henholdsvis 5, 7,5 og 10 gange igen.

»En afstemning af denne slags er dog svær at forudsige, fordi vi ikke ved, hvor mange der stemmer. Men vi føler os overbeviste om, at værdier som hygge og det danske sprog vil få mange stemmer, fordi det hyppigt nævnes som noget, der kendetegner danskerne som folkefærd. Derimod har vi svært ved at se, at håndværk skulle være noget særligt dansk,« siger pressechef i NordicBet, Thomas Holm.

Ud af de mere end 2.000 forslag til hvilke samfundsværdier, der er vigtigst for Danmarks fremtid, har Kulturministeriet udvalgt 20, som danskerne kan stemme på frem til 22. november. De ti, der får flest stemmer, ender som Bertel Haarders Danmarkskanon. Den endelige liste offentliggøres 12. december 2016.

Odds på Danmarkskanon

Hygge 1.01

Det danske sprog 1.02

Velfærdssamfundet 1.05

Kønsligestilling 1.10

Frisind 1.25

Frihed 1.25

Medmenneskelighed 1.44

Plads til forskellighed 1.55

Tillid 1.75

Den kristne kulturarv 1.80

Foreningsliv og frivillighed 1.85

Andelstanken 2.10

Folkeoplysning 2.20

Lighed for loven 2.30

Landskaber og bygningskultur 3.80

Kort magtdistance 4.00

Deltagende folkestyre 4.30

Håndværk 5.0

Folkelige bevægelser 7.50

Danmark i verden 10.0