Hwa' sæjer do? Borgmester dumper TV-dialekt

Mandag slutter TV-serien »Norskov« og med den også et seriøst forsøg på at portrættere det nordjyske. Endnu mere dialekt i danske film og TV-serier lyder opråbet fra sprogforsker Michael Ejstrup. Filmeksperten Peter Schepelern er skeptisk.

Tre af hovedpersonerne i TV-serien Norskov. Fra venstre: Claus Riis Østergaard, Anne Sofie Espersen og Thomas Levin. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Frederikshavn er man stolt. Meget stolt. Byen er rollemodel for TV2-serien »Norskov« med alt, hvad det indebærer. Borgmesterkæden er blevet udlånt, byen og havnen er brugt som levende kulisse, og flere af borgerne har medvirket som statister. Kun ét sted knækker filmen.

Hvordan klarer skuespillerne dialekten?

»Det er ikke helt godt,« siger Frederikshavns borgmester, Birgit Stenbak Hansen.

»De formår ikke rigtigt at indkapsle vores dialekt og det nordjyske. Det er et lidt halvsvagt forsøg, men det håber jeg ikke, at folk opfatter som forstyrrende eller latterligt.«

Sprogforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Michael Ejstrup er enig med borgmesteren i, at skuespillerne ikke rammer fuldstændigt plet med det frederikshavnske. Alligevel vil han gerne give holdet bag serien et stort skulderklap. Ifølge ham er der nemlig for lidt sproglig mangfoldighed i danske film og TV-serier.

»Det er noget nyt, at man rent faktisk tager dialekten alvorligt. Hvis »Norskov« skal illudere Frederikshavn, så skal sproget også spille en rolle, og det har det gjort. Der er nogle skønhedsfejl, men sådan vil det jo være. Al begyndelse er svær,« siger Michael Ejstrup.

Filmeksperten, lektor Peter Schepelern fra Københavns Universitet, mener på sin side ikke, at der på den måde skal stilles krav til filmkunsten.

»Folk siger: »Åh, kan vi ikke få flere dialektale TV-serier og film, hvor man hører det rigtige jyske?« Og jo, det skal man lave, hvis der er en god historie, som nogen føler sig inspireret til at fortælle. Men kunst kan ikke være forpligtet til at tilfredsstille alle mulige grupper. Kunsten må lave kunst, det er dens opgave,« siger han.

En (u)ægte nordjyde

Dér, hvor det sker, på skærmen, står skuespilleren Henrik Birch. Han spiller den garvede politibetjent Steen Brammer i »Norskov«, og han oplever ikke, at de andre skuespillere i TV-serien skulle have svært ved at portrættere det nordjyske. Tværtimod glæder han sig over det mangfoldige sproglige billede, som serien viser.

»Jeg taler ikke frederikshavnsk. Jeg taler en dialekt, som kommer længere inde fra landet. Anne Sofie Espersen taler med en Hirtshals-dialekt, og Jacob Lohmann med en Skanderborg-dialekt og lidt nordjysk toneart. For mig er det fuldstændigt troværdigt, for laver du et snit gennem Frederikshavn, vil det også se sådan ud. Frederikshavn består ikke kun af frederikshavnere,« siger Henrik Birch.

Selv kommer han fra Bjergby i Vendsyssel, men er ikke vokset op med dialekten. Hans forældre flyttede til det nordjyske fra Jægerspris. Det var først, da han skulle lave et teaterstykke på vendelbomål, at han for alvor blev god til den dialekt.

»Jeg fik min storebrors ven til at indtale hele manuskriptet på uforfalsket vendelbomål, og så gik jeg ellers i gang med at øve mig. Efter at vi blev færdige med stykket, kunne jeg vendelbomål som mit andet modersmål.«

Siden da har det, som Henrik Birch selv siger, været »lige så let som at klø sig i nakken« at veksle mellem rigsdansk, nordjysk tonefald og vendelbomål. Han har spillet roller både med og uden dialekt. Senest blev han kendt for at tale klingende nordjysk i filmen »Klumpfisken«, som han modtog en Bodil og en Robert for.

»Da vi lavede »Klumpfisken«, skrev nogle anmeldere, at der blev gjort grin med nordjyderne. De kunne simpelthen ikke tro, at det var sådan, folk fra Hirtshals talte. »Klumpfisken« er utroligt autentisk, og det vidner om, hvor lidt vi ved om hinanden i vores lille land. Vi er meget dialektforskrækkede i Danmark. Det er, som om der er længere afstand fra København til Frederikshavn end fra København til Milano,« siger Henrik Birch.

Sprog er en vanesag

Hvilken betydning har det, at vi primært hører rigsdansk i film og på TV?

»Det forøger det »gap«, vi har mellem Øst- og Vestdanmark,« siger Michael Ejstrup: » Vi har vænnet os så meget til, at rigsdansk er lig københavnsk, at mange efterhånden har opgivet at ændre på det. Det er det samme med DRs sprog. Hvorfor skal det død og pine komme fra et sted mellem Rungsted og Østerbro?«

Ifølge Michael Ejstrup ville det være logisk at prioritere de sproglige forskelligheder højere i film og TV-serier, fordi sproget er en afgørende del af vores kultur.

»Det er svært at illudere København, hvis man optager det hele i Skjern. Det er også svært at illudere Skjern, hvis man lader københavnere tale i Skjern. Ting hænger sammen. Geografien, sproget og det mind set, vi har, hænger sammen for hvert område. Der er nogle bestemte bånd, som man ikke bare kan klippe over,« siger han. Og så slår han uden varsel over i bornholmsk.

»Hvis man laver en film om hoffet, hvor skuespillerne snakker bornholmsk, så ville filmskaberne nok få et par kommentarer rundt omkring: »Hvorfor snakker de sådan? Sådan taler de jo ikke inde ved dronningen.« Derfor skal de heller ikke gøre det i filmen.«

Michael Ejstrup rømmer sig og vender tilbage til sit rigsdanske:

»Der har bare været en tendens til, at københavnerne har fået lov til at bestemme, at det, de taler, det kan man bruge alle steder. Men nej, sådan er det ikke,« siger han.

Michael Ejstrup mener, at hvad dialekter i film og TV-serier angår, er det et spørgsmål om tilvænning hos dem, der kigger med.

»Mennesker er vanedyr, også med sprog,« siger han.

»Men hvis seerne præsenteres for andre dialekter end københavnsk, spidser de ører. Der er ikke andet at gøre end at tage tyren ved hornene, gøre som »Norskov« og sige: »Nu er vi altså i Frederikshavn, og her taler vi på den måde.« Så vænner vi os automatisk til det.«

Fra Morten Korch til Nils Malmros

Hvis man spørger Peter Schepelern, har dialekter i danske film altid været begrænset. Og sådan tror han altid, at det vil være.

»Først da lydfilmen begynder, bliver det relevant at tale om dialekter. Skuespillerne kunne ikke tale ravjysk, for så ville det københavnske publikum ikke kunne forstå noget. Filmkunsten vil under alle omstændigheder være tilbøjelig til at ophæve de mest voldsomme dialektale skel i befolkningen,« siger han, og for at finde eksempler på den traditionelle sjællandske dialekt, må han grave tilbage til de folkekære og udødelige Morten Korch-film.

»Det var typisk Morten Korch, det med den sjællandske dialekt, fordi det virkede sødt og hyggeligt. Fynboerne i Morten Korch-filmene talte uden stød, fordi det lød rustikt og en smule naivt. Der var forskellige ting knyttet til dialekterne,« siger han.

Men selv i de gamle Morten Korch-film er dialekten stadig kun noget, der bruges af birollerne.

»I »De røde heste« taler Peter Malberg sjællandsk i birollen som den gamle, lidt pudseløjerlige karl. Hvorimod Poul Reichhardt som hovedperson ikke skulle tale sjællandsk. Man synes, at det ville lyde latterligt. Det dialektale bruges typisk til nogle farverige bipersoner, hvor det er lidt hyggeligt og en lille smule komisk,« siger Peter Schepelern. Enkelte filmskabere har dog med fuldt overlæg valgt at fastholde det virkelige, lokale miljø, som filmen foregår i. Her fremhæver Peter Schepelern Nils Malmros’ film om opvæksten og tiden i Aarhus som exceptionelt gode eksempler.

»Det har været helt afgørende, at Elins mor i »Kundskabens træ« ikke siger Elin, men Eeelin. Nils Malmros er berømt og berygtet for sine papegøjemetoder, hvor han fik sine amatørskuespillere til at høre ham sige replikkerne, og så skulle de gentage. Den enkelte sætning, betoningen, klangen og det aarhusianske sprogpræg skulle være fuldstændigt korrekt i Nils’ ører,« siger Peter Schepelern.

Kunst skal være kunst

Men generelt er det altså Peter Schepelerns opfattelse, at filmbranchen i det store hele afstår fra at skildre dialekter. Som alternativ bruger man typisk visuelle udtryk til at skildre miljøet.

»Dialekter giver farver, men de risikerer også at lukke af for den øvre befolkning. Det isolerer kommunikationen, og hvis du laver et kunstværk, er det det sidste, du har lyst til. Filmene skal ses, forstås og kunne nydes overalt. Tag en stor jysk historie, et hovedværk i dansk film, som Carl Th. Dreyers »Ordet« efter Kaj Munks skuespil. Hverken Kaj Munk eller Dreyer gjorde noget ud af at prøve at gøre det mere jysk. Vi er i Jylland. Vi ser, at det er jysk og indremissionsk, men personerne taler stort set rigsdansk. Det er typisk for dansk film, at man har mere lyst til at vise den regionale farvning med noget visuelt end med noget lydmæssigt.«

At danske film og TV-serier mødes af kritik grundet sprogbruget, tager Peter Schepelern sig ikke meget af. Hans holdning er klar: Film skal være film.

»Der er en tendens til at sige, at det er for galt, at langturschauffører ikke fremstilles oftere i film. Det er også for galt, at indvandrere altid skal gøres til kioskejere. Bøsser skal ikke fremstilles på dén og dén måde. Der er for få kvindelige mekanikere. For få autister og handicappede. Men man skal ikke pådutte filmen og kunsten alle mulige krav og forbud. Det synes jeg grundlæggende er en forkert holdning.«

Til det har Michael Ejstrup kun ét at sige:

»Grunden til, at sprogets tilstand er, som den er, kan skyldes holdninger som Peter Schepelerns.«