Hvorfor være stolt af Bier?

Susanne Bier fotograferet af Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Forleden modtog »Natportieren« tre Golden Globe-priser. De gik godt nok alle til skuespillere, men det hindrede ikke de danske medier – de tabloide, de seriøse og de sociale - i at fejre instruktøren Susanne Bier.

Sådan går det, hver gang en dansk kunstner modtager anerkendelse udefra: Den rødhvide jubel begynder at bruse, boble og syde med TV 2s kultur- og patriotismemedarbejder Ole Kolster som indpisker.

Jeg forstår ingenting. For hvorfor i alverden fejre mennesker og deres succes, blot fordi de er født i samme land som os andre? Det er det glade vanvid. At fejre sine næres fremgang giver mening, ligesom det giver god mening, når mennesker, der har arbejdet sammen med Bier, fejrer hendes succes ved Golden Globe-uddelingen. Men at sidde ude i stuen og foran TVet, uden noget personligt eller arbejdsmæssigt forhold til Bier, og mærke stoltheden svulme, det virker absurd.

Det synes Witold Gombrowicz også. Ikke at han har nogen mening om Bier. Han døde i 1969. Men han skriver ætsende og eminent om samme fænomen i sin »Dagbog 1953-1958«. Gombrowicz var polak og skriver i en passage sådan om sine landsmænds stolthed over store polske kunstnere: »I er som en fattig stakkel, der praler af, at hans bedstemor var godsejer og sommetider var i Paris.«

Det er sjovt, fordi det er sandt. Han skriver også om den dybere årsag til fejringen af disse kunstnere, og at den har, »det ene formål at styrke jeres egen underernærerede selvfølelse og give jer selv betydning.«

Gombrowicz skrev om et Polen, der stadig lå i Anden Verdenskrigs kolde skygge, og hvor patriotismen var en måde at varme sig på, en måde at finde mening i meningsløs­heden.

Danmark 2017 har vel ikke så god en undskyldning. Men mange lader sig ikke desto mindre beruse af succesfulde danskere, ligesom der produceres den ene kanon efter den anden for at afstive tanken om »vores« fortræffelighed.

Jeg er ikke anti-patriot. Jeg holder af Danmark. Af sommermorgener, af den uhøjtidelige omgangsform, af forenings­livets renhjertethed. Men jeg kunne aldrig finde på at sige »vi«, når Trier vinder den Gyldne Palme i Cannes, når landsholdet vinder EM, eller når en eller anden amerikansk kritiker synes, at maden på Claus Meyers restaurant er udsøgt.

Dejligt, hvis det går de nævnte vel. Det har jeg bare ikke nogen andel i. Ja, faktisk virker det som nasseri, sådan at gøre sig selv til en del af deres succes.

Hvordan andre forholder sig til sagen, kan jeg være ligeglad med. Det er jeg sådan set også. Det undrer mig bare, og jeg tænker det har noget med landets lidenhed at gøre. At vi må hævde os, hvor det nu engang er muligt. At fru Jensen må opruste sig med Biers succes. Hvor meningsløst det end er. Eller som Gombrowicz spørger: »Hvad har fru Kowalska til fælles med Chopin?«

Intet er hans underliggende pointe. Og måske er det selve patriotismens væsen: En fuldkommen irrationel stolthedsfølelse og følelse af fællesskab med mennesker, man intet har til fælles med. Andet end passet.