Hvorfor stinker TV-serier om musikere?

Foto: ©2017 Home Box Office Paul Schi

Normalt betragter man musik, litteratur og film som adskilte kunstarter, men spørger man dem, der producerer kunsten, anser de hyppigt kunstarterne som værende nært beslægtede. Mange filminstruktører beskriver eksempelvis deres filmarbejde i musikalske vendinger som »rytme« og »tempo«, ligesom man ofte kan høre litteratur eller musik beskrevet som »cinematisk«, altså at man ligesom ser en film for sig, mens man lytter eller læser.

Jeg interviewede engang filminstruktøren Anette K. Olesen om hendes tætte samarbejde med skuespilleren Trine Dyrholm om dennes rolle i filmen »Lille Soldat«. Samarbejdet var så symbiotisk, at det var oplagt at spørge, hvem af de to der stod bag filmens fortælling. Anette K. Olesen tøvede kun et sekund, før hun svarede (citeret efter hukommelsen): »Det gør filmens komponist, Kåre Bjerkø. For det er egentlig ham, der gør det tydeligt for publikum, hvordan scenerne skal forstås.«

Der er talløse film, der er blevet udødeliggjort af den musik, de rummer. Ville »The Godfather« være blevet så elsket, hvis ikke det havde været for Nino Rotas utroligt melankolske, oscarbelønnede musik? En moderne pendant til det tilbagevendende tema i »The Godfather« kunne være Javier Navarretes sindssvagt længselsfulde tema fra Guillermo del Toros film »Pans Labyrint«: en vuggevise, der står i uforglemmelig kontrast til filmens mange hårrejsende grusomheder.

Med tanke på, hvor meget fortælling musik kan rumme, og hvor meget musik i det hele taget fylder i menneskelivet, er det interessant at iagttage, hvor vanskeligt det er at lave film og TV-serier, der handler om musik. HBOs nylige forsøg på at genskabe New Yorks rock-scene fra midten af 1970erne hed »Vinyl«, og på trods af, at selveste Mick Jagger havde været medproducent på serien, var »Vinyl« en utilgiveligt umusikalsk affære, der forsøgte at nasse sig til noget energi fra den daværende punkscene. Hiphop-sagaen »Empire« er bedre, men det er et kerneproblem i film og TV-serier om musik, at musikeres liv ikke i sig selv er særligt interessant. En stor musiker er blevet en stor musiker, fordi vedkommende har tilbragt tusinder af timer med at øve skalaer, altså lidt ligesom en stor forfatters liv sjældent i sig selv er oplagt materiale for en film.

Hvad angår det at beskrive musik som et livsforandrende element i menneskers tilværelse er børne- og ungdomsserier som min egen ungdoms »Fame« og nutidens »Glee« faktisk nogle af de serier, der kommer tættest på. I begge tilfælde udspiller historierne sig dog i en slags fantasiverden, hvor drømme til enhver tid kan blive virkelighed, bare vi tror nok på dem og kan synge og danse simultant.

Den eneste TV-serie, jeg kan komme i tanke om, hvor musikken selv spiller en afgørende rolle og ikke bare er en del af bagtæppet for handlingen, er »Treme« – David Simon og Eric Overmeyers fabelagtige serie om musikmiljøet i New Orleans efter Katrina-katastrofen. Dermed ikke sagt at seriens musik er nem at nynne med på – det er jazz, og dermed er 80 procent af et dansk publikum allerede faldet fra.

Kort fortalt handler serien om, hvordan den druknede by skal genopfinde sig selv efter ødelæggelserne. Skal dens musikere og spillesteder satse på at skaffe masseturismen og dens penge tilbage til byen, hvilket vil indebære, at de skal kunne levere en kommercielt orienteret musik. Eller skal de i stedet satse på at få genrejst byens autentiske jazzmiljø, der i et helt århundrede har været arnested for ny musik? Glem alt om den danske fadølsudgave af New Orleans-jazz. Det her er the real shit.

Fra første scene, hvor medlemmerne af et gadeorkester støjende udveksler musikalske strofer, trækkes dilemmaet op, uden at der bliver sagt mange replikker. Det er en stor besættende TV-serie, som fortjener at blive genset – og genlyttet.