»Hvorfor spørger du? Kan du ikke lide mig?«

Den franske skuespiller Vincent Lindon brugte fem måneder på at bringe sig selv ind i rollen som Frankrigs nationalhelt, billed-huggeren Auguste Rodin. Under dette interview spiller han flere roller og får også narret Berlingskes reporter.

Rodin Fold sammen
Læs mere

I 1970erne og 1980erne var det Gérard Depardieu, der var alle vegne i fransk film. I 2010erne er det den 58-årige Vincent Lindon, der er aktuel i rollen som en af Frankrigs helt store kunstneriske helte, billedhuggeren Auguste Rodin – ham med »Grubleren«, hvoraf der findes en version på Glyptoteket i København. Rodin er ikke en typisk Lindon-rolle. Hyppigt har den høje skuespiller haft rollen som den underkuede proletar, som i »Markedets lov« (2015), mens han i Jacques Doillons »Rodin« er den selvsikre ener. I begge roller forener han dog det råt maskuline med en mere udefinerbar sensitivitet.

»Rodin« er en film, der tester éns tålmodighed, to timer lang, hvor mange af minutterne er brugt til at skildre billedhuggeren i aktion med sit materiale, men det kan ikke nægtes, at Vincent Lindon selv er gået i et med rollen.

Fem måneder med fire timer daglige øvelser afsatte han til at lære sig selv at lave skulpturer, og da han under filmfestivalen i Cannes møder Berlingske og journalister fra andre medier, er det som om hans glæde ved det fysiske arbejde vågner igen. Han rejser sig på et tidspunkt og går rundt om en usynlig skulptur, mens han skiftevis hugger til den med en dramatisk håndbevægelse og trækker sig tilbage for at anskue den fra en ny vinkel.

»Mit arbejde på skulpturer fik stor indflydelse på mit liv. Det giver en enorm ro. Selv min hustru og mine børn ... - alt og alle forsvandt fra min opmærksomhed. Det var meget dejligt! Som at lave yoga i fire timer ad gangen. Jeg havde end ikke tics længere,« siger Vincent Lindon, der hele sit liv har lidt af en nervøst betinget ansigtstrækning, der dog sjældent dukker op på filmlærredet.

Rodin var, ifølge Vincent Lindon, en af de særligt visionære kunstnere, der i kraft af deres dristighed ændrer en helt kunstarts retning. I Danmark kunne man for et år siden se Rodins akvareller af kvindekroppe på Statens Museum for Kunst og fornemme, hvordan han mestrede at formidle ikke bare former, men også følelser og erotik. Berlingskes kunstanmelder, Torben Weirup, beskriver Rodin som en stilskabende overgangsfigur, der trak kunstarten i en mere rå og ekspressiv retning fremfor den polerede naturalistiske.

»I billedhuggerkunsten er der et før og et efter Rodin, ligesom der er et før og efter Gérard Depardieu, når det handler om skuespil, og et før og efter Björn Borg, når det handler om tennis,« siger Vincent Lindon.

Trods de mange roser, hans filmroller får af anmelderne, vil han dog slet ikke putte sig selv i den kategori. Han er ikke et geni og kommer ikke til at ændre noget som helst, siger han.

»Jeg har et job. Jeg laver ikke revolution, og det er forskellen på Rodin og mig. Det eneste, jeg er virkelig god til, er at observere mennesker. Jeg sidder og ser på jer, og nu vil jeg nemt kunne spille journalist. Go ahead - bed mig om at være journalist,« siger Vincent Lindon.

Ingen tør rigtig tage ham på ordet, men skuespilleren springer op fra sin stol og er pludselig en fortravlet filmjournalist, der ankommer til et interview samtidig med, at han bestiller en café latte. Han sætter sig mellem journalisterne ved bordet, ser opmærksomt rundt for at vurdere »konkurrencen« og roder med en båndoptager på bordet. På få øjeblikke glemmer vi, at Vincent Lindon er stjernen, og man får i stedet lyst til at vide mere om denne fiktive figur, som han er ved at opbygge en fortælling om ved sin blotte tilstedeværelse. Som med mange karismatiske skuespillere får hans optræden næsten karakter af en gåde. Hvor meget er hans virkelige persona, og hvor meget er omhyggeligt forfinet teknik?

Vincent Lindon afviser at have en særlig metode, men beskriver i stedet en evne til at fordybe sig i de karakterer, han skal gestalte, hvadenten det er rene fiktioner eller karakterer, der bygger på historiske figurer.

»At spille en historisk person er lidt som at lave en forretningsaftale. Den historiske Rodin, som jeg da har læst rigtigt meget om, bringer noget til rollen, ligesom jeg bringer noget til rollen. Hyppigt vil man i biografiske film tage et bestemt aspekt af personen og forstørre det for at kunne opbygge et drama omkring det. Det var ikke helt tilfældet her, da jeg af manuskriptet kunne se, at der ville være meget lange uklippede scener med kameraet på min person. I det tilfælde må man skabe en mere afrundet karakter med flere facetter end den ene, man skal bruge for at fortælle en historie,« siger Vincent Lindon.

Et af de aspekter ved Rodin, som gjorde mest indtryk på skuespilleren, var billedhuggerens nærmest religiøse forhold til naturen. For Rodin var det ikke tilstrækkeligt at betragte menneskekroppen, når han skulle forevige dens essens i sten og ler, siger Vincent Lindon.

»Han krævede af sine elever, at de skulle gå ture i skovene og lære om naturens ved at betragte træerne, jorden og himlen. Kun den, der virkelig gav sig selv tid til det, kunne gøre sig forhåbninger om at skabe noget originalt,« siger Vincent Lindon.

Man siger, at skuespillere er nødt til at elske deres karakter for at kunne gestalte demordentlig, uanset hvilke negative sider de rummer. Vincent Lindon har en stor ærbødighed for sin Auguste Rodin, og en historie om den store billedhugger vil han i hvert fald gerne gøre op med, nemlig dennes forhold til kunstneren Camille Caudel, der efter et lidenskabeligt forhold til Rodin blev indlagt på et sindssygehospital.

I nyere tid, og i flere film, er indlæggelsen af Camille Claudel blevet fortolket i en feministisk retning. Som en kvindelig kunstner, der ikke fik lov til at udfolde sig i en mandsdomineret tid, hvor Rodin blev en jaloux rival, snarere end en elsker.

»Det er en myte. For mig at se er der ingen indikationer på, at Rodin var det monster, han er blevet gjort til i forholdet til Camille. Det var en gensidig kærlighed mellem to store kunstnere, og de blev uvenner og gik fra hinanden, som det jo sker. Man kan måske sige, at affæren ikke i sig selv hjalp Camille med hendes mentale lidelse. Det gjorde ikke hendes liv lettere, men han hjalp hende økonomisk til slutningen af hendes liv,« siger Vincent Lindon.

Auguste Rodin døde for nøjagtigt 100 år siden og tilhører en anden langsommere æra, da der var tid til at læse digte under skovens træer og meditere over skyernes form. Det var en tid, der tilstod kunstnere tid til at perfektionere ens tanker og håndværk, siger skuespilleren.

»Rodin er her ikke mere. Men hans kunst har lært mig noget om dedikation til kunsten, hvordan man må hellige sig for at sublimere det udtryk, man ønsker. Det kræver også, at man tør stå fast på sin idéer, og det tror jeg også, at jeg har lært noget om. Han lærte mig at stå alene mod verden og stole på, at man godt kan have ret, selv om hele verden er imod dig,« siger Vincent Lindon.

Lige i det øjeblik lyder det næsten som om, at skuespilleren indirekte italesætter de første ret negative skudsmål. som filmen fik under Cannes festivalen, heriblandt at den var for lang og for kedelig. Det får Berlingske til at stille et afsluttende spørgsmål.

Hvordan har du det med folk, der ikke elsker dit arbejde?

For første gang i interviewet virker det som om, at Vincent Lindon tænker sig om en ekstra gang, før han svarer.

»Det kommer an på. hvordan folk formulerer deres kritik. Hvis det er et spørgsmål om personlig smag, så er det okay, det har jeg ingen problemer med. Jeg har flere problemer, hvis nogen har sagt noget grimt om mine venner ... så har du ikke lyst til at være sammen med mig,« siger Vincent Lindon.

Han pauserer kort, men effekten er dramatisk, før han spørger tilbage med en pludselig alvor.

»Hvorfor spørger du? Kan du ikke lide mig?«

Berlingske når lige at løfte hånden afværgende, indtil Vincent Lindons skæve smil afslører, at han lige dér havde spillet endnu en rolle. To øjeblikkes kunstnerisk perfektion. Berlingske troede i hvert fald på det.

Filmen »Rodin« har biografpremiere i morgen. Den 19. november fejrer Glyptoteket Rodin med omvisninger, talks og uddrag af danseforestillingen »Rodin« af Teater Asterions Hus i Festsalen.

krl@berlingske.dk