Hvorfor skal man være et brokkehoved konstant?

Sarah Skarum Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

I sidste weekend stod jeg i lufthavnen i Tampa og græd af træthed og fornemmelsen af at være alene i verden. Jeg havde været på efteruddannelse, mit fly var først blevet ombooket, det nye forsinket, så jeg ikke kunne nå det næste, og pludselig var der ingen måder at komme hjem på. Manden ved skranken, der burde hjælpe mig, stod bare og slog ud med armene, mens han talte om, at alt var udsolgt, og luftfart var politik og alliancer og tusinde ting, ingen kunder hørte om. Og så slog han på sit tastur og sagde ’alt er blokeret, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.’ Jeg kunne se i SAS’ app, at der var ledige billetter dagen efter, så lang historie kort, jeg ringede til SAS, jeg insisterede på hjælp, jeg blev ved, jeg brokkede mig, og så fik jeg dem til at ombooke mit fly, gav manden bag disken instruktioner om, hvad han skulle gøre, håbede, jeg forstod alting rigtigt og at jeg kunne give dem videre på mit skoleengelsk, der blev mere og mere rustent, som jeg blev lille og ked af det og følte mig forladt. Men jeg fik en ny billet.

Og da jeg dagen efter sad otte timer i Frankfurt lufthavn og drak halvdårlig kaffe og spiste farsbrød og lidt for mange oliven og kedede mig, mens jeg ventede på det sidste fly, tænkte jeg på, hvorfor det er er endt sådan, at man skal brokke sig for at få hjælp. Både når man skal hjem med SAS eller når man har brug for hjælp fra det offentlige system.

Som da min mand faldt og brækkede skulderen - hvilket teknisk set er overarmen - lige da vi var flyttet sammen. Han havde ikke nået at skifte adresse, så han hørte ikke rigtigt til på noget hospital, syntes det offentlige system. Han sad i sofaen og sagde ’jeg ringer i morgen, det gør så ondt’, da en eller anden skrankepave forklarede ham, at hun ikke kunne hjælpe. Men fordi jeg ikke var på morfin, bare sur og uddannet til at bede fremmede mennesker om svar, fik jeg fat i en, der kunne hjælpe og insisterede på, at hun gjorde det. Eller da en af mine nære pårørende var deprimeret og havde brug for hjælp. Hun var ikke i stand til selv at bede om den, men kombinationen af min mor, der er jurist og mig, der er journalist, gjorde, at hun fik den. Eller da min steddatter brækkede benet og havde brug for at blive transporteret i skole i en kortere periode. Det anede de ikke noget om på hendes skole, nej da, men da den sure stedmoder havde haft fat i Rådhuset, kunne de pludselig godt huske reglerne.

Så jeg er egentligt ikke så bekymret for mig selv, selvom jeg græd i den lufthavn, fordi jeg var syg og træt og følte mig alene i verden og alt for langt væk fra nogen, der ville hjælpe mig. Jeg kan godt få hjælp, jeg kan godt ringe folk op, jeg kan godt insistere, og jeg kan finde chefens navn og få fat i hende. Jeg er det, der med et hæsligt ord, hedder ressourcestærk og nok også ret irriterende for folk i kundeservice og receptioner, men hvad med alle dem, der ikke er det? Hvad med alle dem, der har meget mere brug for hjælp end mig, der bare skulle hjem fra Tampa? Dem, der er syge, udmattede, gamle, triste, trætte? Hvorfor har vi fået skabt et samfund, hvor man skal skabe sig for at få den hjælp, man har brug for? Hvorfor er man nødt til at være stærk, når man er allermest svag, hvis man ikke bare vil have at vide, at man må klare sig selv? Hvorfor er man nødt til at brokke sig hele tiden?