Hvorfor fanden kan I ikke bare lære at komme til tiden? Berlingske undersøger sædernes forfald

Hvorfor er der nogen, der er bedre til at komme til tiden end andre? Er punktlighed en dyd på retur? Og hvis det er tilfældet: Er det et symptom på andet og mere? Berlingskes Jakob Steen Olsen leder efter svaret.

bmr
Foto: Tegning: Rasmus Meisler

»Kommer jeg generelt til tiden?« vil jeg vide hen over morgenbordet.

Er jeg i virkeligheden sådan en, jeg ikke vil være – en, der ikke kan passe tiden? Er der nogen, der må vide det, er det min kæreste.

»Du kommer altid til tiden,« svarer han, og lyder, som om han mener det, mens han kigger videre i sin mobil.

Således lettet kan jeg gå ud i verden for at undersøge, hvorfor i hele hule helvede alle ikke bare kan være så perfekte som mig. Hvorfor er der nogen, der aldrig kan overholde tiden, mens andre ingen problemer har med det? Ja, hvordan ligger det i det hele taget med danskernes evne til at komme til tiden?

Diskussionen om punktlighed er aktualiseret i kølvandet på, at børne - og undervisningsminister Pernille Rosenktrantz-Theil (S) i sidste uge sagde, at hun havde tænkt sig at slække på reglerne for, hvordan gymnasierne registrerer elevernes fravær.

Er ønsket om at sænke barren for de morgensløve gymnasielever et symptom på noget andet og større – altså blot endnu et eksempel på at almindelig dannelse er i opløsning?

Det mener i hvert fald journalisten Torben Steno, der har skrevet bogen »Længsel efter faste former«. Han kæder ministerens ønske sammen med en omsiggribende slaphedskultur, som er meget dansk.

»Vi lever i meget i tåbelige tider. De infantile omgangsformer og den infantile aflappethedskultur, vi har her i landet, er blevet til det dummeste, der findes. Afslappethed er ren slaphed. Og helt upraktisk.«

Gymnaiselevernes fravær må jo i sin tid være skredet, fordi det ikke fik nogen konsekvenser, mener Torben Steno, som frygter, at man, hvis reglerne spoles tilbage, vil acceptere alle mulige afarter af »Jeg havde ikke lige lyst til at komme«.

»At komme for sent til timen er et svigt af kollektivet,« mener ham.

Men at der overhovedet er et fraværsproblem, handler vel ikke bare om skolen, men også om eftergivenhed hos forældrene, som er af en anden generation end dine og mine?

»Ja. Det største problem med den unge generation er, at de officielt er så kollektivt orienterede, men i virkeligheden er de de mest selvoptagede mennesker, der nogensinde har gået på jorden. Vi kommer til at se noget om 10-15 år, hvor produktiviteten i samfundet falder. De dygtige vil altid klare sig. De, der er i bunden, vil altid være det. Den store middelklump er dem, der skal opdrages på, for at vi har et samfund, der fungerer via nogle fælles normer. Selvoptagethedskulturen er ikke sund.«

Omgangsformer i forfald er dirkete skadeligt for samfundet, mener journalist Torben Steno. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Alligevel mener Torben Steno nu, at der altid har været to typer: Den, der kommer til tiden, og den, der ikke kan finde ud af det.

»Der har været nogle enorme skred i dårlig opførelse i min tid, men dem, der kommer for sent, er dem, der altid er kommet for sent. Hvis vi skal køre klokken 10.00, siger jeg altid til til min kone, at vi skal køre klokken halv 9:30, for så ved jeg, at vi når det,« siger Torben Steno.

Optimisten, realisten og pessimisten

Har han ret i det med de to typer? Jeg ringer til en, der ved noget om det. Trine Kolding har brugt de sidste 15 år på at hjælpe folk med at blive bedre til at strukturere deres liv. Hun er tidscoach, underviser og forfatter til blandt andet »Få styr på tiden«. Hun »har lige 20 minutter, og hvis det passer, kan vi tale nu«.

Hun arbejder med et system, hvor hun faktisk opdeler folk i hele tre typer:

  • Tidsoptimisten, der har et meget afslappet forhold til tid og er den, der altid kommer i sidste øjeblik. Nogle gange for sent.
  • Tidsrealisten – repræsentant for den store gruppe, som godt kan lide at have styr på sagerne, og som kommer til tiden uden at have de store problemer med det.
  • Og endelig Tidspessimisten – det er ham eller hende, der møder op ude i lufthavnen tre timer før check-in.

Hvad afgør så, om man er den ene eller den anden type?

»Jeg tror, der er tale om et klassisk mix: Noget er helt klart genetik,« svarer tidscoachen.

»Men opdragelse spiller naturligvis også ind. Hvis det har været et træk i ens opdragelse, at det var strengt forbudt at komme for sent, er det klart, at det ligger dybt i en, uagtet hvor meget andet, man så roder rundt i sit liv.«

Men vi kan vel godt være enige om, at det er lidt upraktisk, sådan som vi har indrettet vores samfund, hvis nogen altid kommer for sent. Kan man lære at komme til tiden?

»De tre positioner er ikke fastlåste. De fleste af os er nogle blandingsprodukter. Hvilke præferencer, vi har i forhold til tid, afhænger blandt andet af, hvilken livsfase, vi er i. For eksempel kan man være temmelig tidsoptimistisk og få behov for mere struktur på tilværelsen, hvis man får børn. Og de fleste har også en tendens til at blive lidt mere tidspessimsitiske med alderen,« forklarer Trine Kolding.

Tidsoptimisten bliver ofte skældt ud. At komme for sent bliver set på som sløset, ustruktureret og som mangel på respekt. Det giver anledning til en mængde konflikter.

»Men måske skal man lære at forstå, at det ikke er tidsoptimistens hensigt at skabe konflikt. De kan simpelt hen ikke få øje på, at de irriterer eller ligefrem frastøder andre ved at komme for sent.«

Og der er grunde til, at tidsoptimister ikke når frem i tide.

»Blandt andet er de gode til at være i nuet. De bliver simpelt hen opslugt af det, de er i gang med. Men de kan så have problemer med at hoppe fra det ene nu til det andet. Men det er klart, at vi alle sammen er nødt til at hugge en hæl og klipe en tå, for at få vores relationer til at fungere,« forklarer Trine Kolding.

Hvis man vil have optimisten til at begynde at komme til tiden, skal man appellere til, hvad han eller hun selv ville kunne få ud af at ændre adfærd, mener hun.

»Det nytter intet at vride armen om på dem. Hvem fanden gider lave om på sig selv, bare fordi andre synes, man skal det?« siger hun, og det kan hun jo have ret i.

Mobilens skyld?

Sarah Iben Almbjerg, der bestyrer Berlingskes takt-og-tone-podcast »Emma Gad - for evigt«, må kunne svare på, hvordan man håndterer situationen, når en tidsoptimist er forsinket, så man undgår den der kedelige konflikt. Hun har sendt mig en SMS om, at hun er selv er forsinket, fordi hun lige skal have barnet til læge, inden han sendes i skovbørnhaven. Så må det være naturligt at spørge hende, da hun dukker op, om det i virkeligheden er mobilen, der påvirker vores evne til at overholde mødetider.

»Jeg tror i hvert fald, mobilen har haft den negative konsekvens, at vi tror, at alting er noget, vi forhandler, lige op til det sker. Hvis jeg skal mødes med dig klokken fire, kan jeg godt skrive ti minutter i fire, at »den bliver halv fem«. Man føler ikke længere, det er så farligt at komme for sent. Man har jo sagt det! Det gør jo, at man lidt mister respekten for det oprindeligt aftalte tidspunkt.«

Jeg, der nu står og venter, har jeg ikke lov til at føle, du stjæler mit liv?

»Jo. Den tid, man lader dig stå og vente, er jo tid, man tager fra dig. Det er tid, du kunne have brugt på noget andet. Kommer man mere end et kvarter for sent, skal man skrive det og flankere det med én af de tre gode grunde: sygdom, død og besværlig babysitning. Men til en fest kan det endda være god stil at komme lidt for sent, så ikke alle ankommer samtidig.

Pep din undskyldning lidt op, hvis du kommer for sent, mener Sarah Iben Almbjerg, redaktør af Berlingskes podcast »Emma Gad – for evigt«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Emma Gad siger, at især til middagsselskaber kommer man til tiden. Det gælder stadigvæk. Der er jo ikke noget mere irriterende end mad, der bliver kold, fordi der mangler to gæster. Men hvis man kommer 20 minutter for sent, er det faktisk bedre lige at vente ti minutter nede på gaden, så der går en halv time, for så kan man altid sige, at man troede, det var 18.30 i stedet for 18.00. Det virker mere legitimt, mener hun.«

Sarah Iben Almbjerg

»Man føler ikke længere, det er så farligt at komme for sent. Man har jo sagt det! Det gør jo, at man lidt mister respekten for det oprindeligt aftalte tidspunkt.«


Jeg er chokeret. Emma Gad siger, man godt må lyve for at få det hele til at glide?

»Ja, man skal faktisk lyve, for når man så indfinder sig, må man gerne have en frisk og fornøjelig forklaring. Man skal finde på noget underholdende! Og det er jo med til at gøre det til en bedre fest.«

Men hvordan skal man håndtere den situation, hvis man kommer for sent på et gadehjørne eller et møde?

»Der var en, der fortalte mig, at hendes ven altid sagde »Tak, fordi I ventede på mig« i stedet for »Undskyld, jeg kommer for sent.« Det, synes jeg, er en fin måde at vise respekt på, og Emma Gads råd med lige at peppe sin forklaring op er da sød. Det kan da godt være, man bare sov over sig, men det kan man da fortælle på en festlig måde, så man kommer godt ind i mødet, for der kan jo let opstå en lidt dårlig stemning.«

Men skal jeg bare holde min kæft? Jeg plejer at sige: »Tak, fordi du kunne komme.«

»Har man ventet mere end et kvarter, synes jeg altså godt, man må kommentere det over for den, der kommer for sent. Men man skal gøre det på en ordentlig måde. Og når man så har gjort det, skal man komme videre. Hele eftermiddagen skal jo ikke være ødelagt af den grund.«