Hvorfor er min frisure vigtigere end min førlighed?

Foto: Kate Copeland. Søren Mcguire, journalist
Læs mere
Fold sammen

Hvis jeg ikke havde jokket hårdt i cykelbremsen og råbt »Hallo, din store idiot!« af mine lungers fulde kraft, havde jeg nok endt mine dage lige dér. Som godt og vel 82 kilo familiefar udsplattet på køleren og/eller forruden af et stort skur af en Mercedes, midt på Center Boulevard i Ørestaden, et sagesløst offer for endnu et fjols med for meget fart og for lidt opmærksomhed.

Ja, gu’ var det ham, der skulle have holdt tilbage for mig og ikke omvendt, men den slags retfærdighed nytter jo ikke det store, når det nu er mig, der drøner gennem luften med direkte kurs mod Himmerriget. Det er jo ikke ligefrem sådan noget, man skriver på en gravsten, vel: »Han havde forkørselsret, og den holdt han på, selv om den kostede ham livet.«

Havde han ramt mig, havde en cykelhjelm med stor sandsynlighed reddet mig. Men jeg kører ikke med cykelhjelm, og det har jeg aldrig gjort. Jeg fik ganske vist en for flere år siden, men det tog mig ikke meget mere end en enkelt cykeltur ned til bageren, før jeg opdagede, at den slags ellers så vitale sikkerhedsudstyr ikke går videre godt i spænd med min forfængelighed, hvad angår min frisure. Jeg kunne aldrig drømme om at sende mine børn ud i trafikken uden deres hjelme, men selv at tage en på? Den tanke strejfer mig kun sjældent, og som regel kun, når jeg selv – eller en af mine medcyklister – har taget turen ned i asfalten.

Og det mest åndssvage er, at jeg vitterligt ikke har noget som helst argument for ikke at bruge cykelhjelm, udover lige netop det med frisuren. Jeg er 37 år, gift og far til tre; hvorfor i alverden går jeg så mere op i mit hår end mit helbred? Ja, det kan godt være, vi alle sammen grinede lidt af Rasmus, da han første dag troppede op i skole iført væltekyse, hønseæg, eller hvad vi nu end dengang kaldte den fjollede, runde ting på hans hoved, men ikke desto mindre reddede den hans liv, da han et par år senere mistede kontrollen med citybiken i en gevaldig brandert og drønede direkte ind i et vejtræ på vej hjem fra sodavandsdiskoteket. Med andre ord: jeg vil hellere have, at folk kommenterer mit fjollede hår end mit fjollede tandsæt. Eller endnu værre: min manglende førlighed.

Det er så her, jeg burde skrive, at jeg selvfølgelig er blevet meget klogere nu. At jeg finder cykelhjelmen frem fra haveskuret, tager den på i morgen, og så ellers forsøger at komme ud af døren fem minutter tidligere, så jeg kan nå at ordne håret på kontoret.

Enhver, der vover sig ud i Hovedstadens myldretid ved, at det sker med liv og lemmer som indsats, at selv de mest basale trafikregler ofte blot tolkes som vejledende, og at det som regel er de bløde trafikanter, der må tage skraldet. Men som hovedparten af de andre voksne mennesker, jeg møder på byens cykelstier, har jeg glemt alt om hjelmen til den tid.

Og går det galt, kan mine børn forhåbentlig finde trøst i, at deres far trods alt drog herfra med frisuren i orden.