Interviewet er slut. Vi har stort set været det hele igennem. Det er muligt, de vil sætte ham på finansloven. Det er muligt, de vil synge hans sange i kirken. Det er muligt, de ønsker at udråbe ham til »nationalskjald«.

Men de kan godt glemme det, siger Larsen. Han har sine gode grunde. Han har endog på det nærmeste råbt dem ud under samtalen. Nu griber han en ramponeret spansk guitar, der står i lokalet.

Kim Melius Flyvholm Larsen, der i tre årtier har personificeret den danske sang som en poetisk fribytter på tyvetogt i det, han selv har kaldt »Borgergade«, vil åbenbart gerne slutte interviewet med en sang.

Han sætter sig med guitaren i skødet i sangforedrags-positur. Larsen er som bekendt holdt op med at stå op, når han med virrende hoved og store Nørrebrovokaler synger og spiller. Det var i gamle dage. Dengang Dirch Passer parodierede ham i Tivolirevyen og åbenbart blev så belastet af opgaven, at han faldt om af et hjerteanfald og døde.

Vi befinder os i en stue hos Larsens management i Odense. Den 58-årige sanger sidder ned. Men han ligner forunderligt nok ikke nogen Bellman-fortolker af den grund. Guitaren peger ganske vist helt klassisk op i loftet, men mest af alt som var han en bonde, der sidder med en riffel, mens tusmørket sætter ind, og ræven ventes.

»Så er der denne her,« siger han med listig mine og sætter i med en valsetakt:Der er én ting i verden jeg ej ka' forstå

og det er hvorledes en kusse kan gå

en kusse som hverken har arm eller ben

den går lisså snart man piller ve'en

Før omkvædet aftrykkes her, bør det nævnes, at Kim Larsen finder tiden »snerpet«. Noget han gerne vil imødegå.Det er ganske vist ikke det, Larsens nye plade »7-9-13«, der udkommer i morgen, er til for - at gøre op med snerpethed. Det nye album fra pop-marskandiseren over dem alle i Dannevang har ikke den slags honette ambitioner. Det er endnu et album, der lyder som Larsen, når Larsen lyder som sig selv. Og med sange, der i højere grad forsøger at finde meningen med hans eget liv end meningsløsheden med tiden, Danmark og verden. Men dette kan åbenbart også være vanskeligt nok.

Skruer vi tiden tilbage til interviewets begyndelse, viser det sig, at Larsen ikke er i stand til rigtigt at forklare titlen på sin og Kjukkens nye udgivelse.

»Der var faktisk et nummer, der hed »7-9-13«. Det kom så ikke med, men titlen blev der bare. Måske fordi vi alle sammen er lidt overtroiske. Du ved, det er sådan lidt husmorovertro. Jeg kan godt li' den lille overtro. Løber der eksempelvis en sort kat over vejen, så spytter jeg over venstre skulder.«

Hvor kommer det fra?

»Fra min bedstemor og min egen mor. Sådan var det altid. Stærk overtro blev derimod altid latterliggjort i min familie, spiritisme og alt det dér gestaltede noget og så videre. Men jeg gider ikke rigtig tale om en sang, der ikke kom med. Lad os snakke om det, der er med eller har været det. Hvem gider at interessere sig for, hvor mange sider af Shakespeare, der ikke er blevet til skuespil?«

Det er for forskere eller hva'?

»Ja, og jeg er ikke for forskere, så meget står klart.«

Men hvad handler pladen om?

»Den handler jo ikke om noget bestemt. Det har mine plader aldrig gjort. Det er også noget, folk selv skal finde ud af. Det kan jeg ikke hjælpe med. Den er lavet. Her er den. Det er heller ikke målet, det handler om for mig. Det er turen, du ved. Sådan har det altid været.«

Der er nok temmelig mange, der ikke vil give dig ret i, at Kim Larsen ikke er for forskere. Eksempelvis omtales du altid som »nationalskjald«, hvordan vil du have det, hvis pressen igen begynder på den dér med »nationalskjalden er tilbage«?

»Ved du hvad? »Defender-Rudolf«, guitaristen fra det gamle Defenders, skrev engang et brev til mig, hvor han kaldte mig »Danmarks nationaltjald«. Det var sgu' da lidt mere på sin plads. Så kunne jeg skrive tilbage, at han selv kunne være en »tjald«. Det dér siger mig ikke en pind. Hvis folk kalder mig spillemand, så bliver jeg glad. Det er en titel, som jeg er stolt af. Alt det dér

andet opstyltede noget, det er noget pjat. Jeg er ikke mere nationalskjald end alle andre.

Man er spillemand. Det er det. Og hvis folk kan lide ens sange, så er man en heldig spillemand.«

Men vi er en del, der fra tid til anden skriver din historie. Og endnu flere søger en aktie i dig på en eller anden måde. Hvordan holder Kim Larsen fast i sig selv?

»Jeg er omgivet af folk, der er ret gode til at sige: Ka' du så komme ned, mester! Jeg får heldigvis tit sandheden at vide. Det gjorde jeg også i Gasolin.

Det var nogle hårde drenge og som sådan en ret god skole. Hver gang, jeg blev grebet af storhedsvanvid, hvad jeg tit og ofte gjorde dengang - og det sker vel stadig lidt endnu - så pillede de glorien af mig: »Hva' med at gå hjem og øve dig på guitaren først« og i den dur.«

Men du kan altså stadig få storhedsvanvid?

»Ja, men heldigvis ikke så ofte. Forskellen mellem at være stolt af sit virke og så storhedsvanvid er ikke ret stor. Men jeg har heldigvis lært et par ting undervejs. Min klassiske historie om det er om dengang, jeg kom kørende på cykel op ad Købmagergade, og det var isglat. Og jeg havde både røget lidt og drukket lidt, og jeg var ret fornøjet med mig selv. Jeg kørte dér og tænkte: Du er egentlig genial. Det ka' endda være, du i virkeligheden er en helt unik person. Og i samme øjeblik røg jeg direkte på røven og gled hen ad gaden foran nogle forskrækkede mennesker. »Konen med æggene«, tænkte jeg straks.«

I nummeret »sommerregn« på det nye album møder du dig selv som barn i skikkelse af en dreng. Drengen vil ikke høre på dig og løber sin vej. Hvad ville du gerne have fortalt ham?

»Jeg ville jo have givet ham lidt vejledning, givet ham mine erfaringer, simpelthen. Men det kan man jo ikke.«

Hvorfor ville du gerne det?

»Altså, sangen kom sig af, at dengang jeg var dreng, boede jeg inde i nærheden af Østre Anlæg - indtil jeg blev syv år, og vi så flyttede ud i Nordvest. Ved indgangen til anlægget fra Sølvtorvet er der en statue af sådan en bondemand, der står og hviler sig på sit spadeskaft. Man ser ham sådan stå og kigge lidt eftertænksomt ud i luften, og så står der nedenunder: »Det lider mod skumring«. Fra jeg selv kunne løbe over i anlægget, fra jeg var fem år eller deromkring, kom jeg altid forbi ham dér bondemanden. Og nogle gange kiggede jeg på ham. Og da jeg så lærte at læse - jamen, »Det lider mod skumring«! - hvad betyder det, tænkte jeg. Men i den alder, jeg har nået nu, ved jeg jo godt, hvad det betyder. Og når jeg så i dag går ind gennem den indgang og har ungerne med - nu har jeg jo selv sådan én, der lige er fyldt fem år - så løber han forbi statuen og ser den sikkert også. Så tænker jeg på, hvordan det ville være at møde sig selv som barn.«

Hvis du nu rent faktisk gjorde det, og drengen spurgte dig, hvad sætningen betyder, hvad ville du så svare?

»Det lider mod skumring«!? Jamen, så ville jeg selvfølgelig sige, at det betyder, at manden dér har gjort sit dagsværk eller livsværk, endda. Det er jo det, der er så smukt.«

Men hvordan var du som dreng? I sangen omtaler du dig selv som »københavnersnude«.

»Ja, det er jo sådan en, der godt vil være med. Sådan en: Hva' sker der dér? Hva' sker der her? Og hva' er det for noget? Du ved, sådan en, der har snotten inde alle vegne og er nysgerrig. Lidt forvorpen også, vil jeg sige. Ikke sådan rigtig fræk, men bare kæphøj, som københavnerdrenge vel var flest omkring 1950. Der var sådan en sund og god omgangstone på den tid med lidt Storm P. humor i samtalerne. »Er De venlig at tage hatten af,« kunne det lyde til en mand foran i biografen. Og når han så tog den af, viste det sig, at han var skaldet, hvorefter der blev tilføjet: »De behøver ikke tage håret med«. Det var en godmodig omgangstone, og den er savnet, skulle jeg hilse og sige.«

Er det hvad »Sange fra glemmebogen« blandt andet forsøger at kompensere for, den har jo fat i en del viser fra den tid - er pladen blot en måde, hvorpå du kan besøge den tid igen?

»Poeterne hælder ved barndommens kar. Sådan er det jo. Det er jo uskyldighedens tid. Den tid, hvor alting blev oplevet og prøvet første gang. Jo ældre du bliver, jo mere skal du vænne dig til gentagelsen og få noget ud af det. At gøre dette til en oplevelse, eksempelvis at synes at det er utroligt, at solen står op i dag, det er jo det, der er livskunsten.«

Hvordan ser du på de unge år, dengang du lavede »Værsgo'«, og Gasolin var landets største rockorkester?

»Vi var ikke bare et orkester. Vi var nærmest en drengebande. Vi var jo både venner, musikalske venner, drukkammerater, ja, alt hvad vi kunne være. Vi hang sammen som ærtehalm. Det var en stor oplevelse. Også fordi det var midt i en meget løssluppen tid. Nutiden er jo kun snu, smålig og snerpet.«

Hvordan?

»Bare se her! (holder sin cigaretpakke op med advarslen »Rygning kan dræbe«). Men dengang var tiden ikke snerpet. Det var nøgenbadning og Thylejr og gang i den. Ikke fordi jeg længes tilbage efter lige specielt det. Men det var i hvert fald en god grobund for frimodighed.«

Du har faktisk altid modsat dig en gendannelse af Gasolin, selv for en enkelt aften og et godt formål, hvorfor?

»Fortid er fortid. Bergman siger godt nok: »Jeg kan rejse i tiden. Jeg kan blive ti år på to sekunder«. Det kan jeg da også godt. Men jeg gider ikke være nostalgisk. Jeg bryder mig ikke om det der med, at man vil gendanne fortiden. Det er falskneri. I det øjeblik, vi stillede os op, ville vi jo også være håbløst oppe mod os selv. Nu har vi fået skabt en myte. Og det er en stor ting. Selvfølgelig er halvdelen løgn, men skide være med det. Jeg elsker myter, og de skal bevares. Prøv at forestille dig sådan en flok gamle mænd på næsten 60 år, der stiller sig op og synger »Billy var på speed i Herstedvester«!«

Men folk er jo glade i hobetal, når Rolling Stones stiller sig op.

»Ja, og hvis jeg var Stones, var jeg sgu' da holdt op med det for længst. De står jo bare der og spiller deres gamle numre hele tiden. Ingen gider at høre de nye. Grunden til, at Gasolin holdt op, var at vores pose pludselig var tom. Det kunne vi da mærke. Som Paul McCartney sagde om Beatles engang: »Vi havde gennemskuet hinanden«. Så var der ikke mere den der spænding, der skal til, for at lave de gode ting. I Gasolin skiltes vi som de bedste venner. Vi mødes stadig. Og når vi gør, så taler vi ikke om Gasolin, så taler vi om, hvad der sker i dag. Det var en skøn tid. Vi mindes den med glæde. Men den findes ikke mere, og længere er den ikke.«

Hvorfor flyttede du egentlig fra København?

»På grund af kærlighed.«

Det var simpelthen det?

»Ja, simpelthen. Cherche La Femme!«

Din mangeårige ven og producer, Poul Bruun, har sagt, at vil man vide noget om Larsen, skal man bare kigge på hans sange. Der står det hele...

»Der står meget af det i hvert fald. Og det, der ikke står der, behøver folk ikke at vide.«

Tror du dine lyttere, når de hører »Hvem ka' sige nej til en engel«, tænker: Nåh, nu har han nok skrevet en hel plade til sin nye kone?

»Det ved jeg ikke. Det er også lige meget. Der sker det, når man laver en sang, at ordene og melodien bobler ud af dig. Det kommer bare. Og kommer det ikke naturligt, så er det lige meget. Man er faktisk tanketom, når det sker. Det er ligesom, når du dyrker eros, dyrker kærlighed. Du bliver selvforglemmende. Det er det, der er så vidunderligt. Alting står på dig - eller gør det i hvert fald på en mand. Det er nogenlunde det samme, når der kommer en sang. Nu taler jeg selvfølgelig om, når det er god sang.«

Du taler om det, som om det er åbenbaring!

»Du elsker ikke en åbenbaring. Næh, det er som elskov. Det er ikke en religiøs oplevelse. Det kan ligne, fordi det er selvforglemmende, hvilket er de lykkeligste øjeblikke i livet. Det er jo der, hvor man glemmer sit eget åndssvage jeg.«

Hvilke sange har været de vigtigste i din karriere?

»Det er ikke til at sige. Det er ligesom, hvis du spurgte, hvilke af dine børn du bedst kan lide.«

Men publikum har jo klare favoritter - er det så en æressag for dig at sige: Jeg ved godt, hvad de vil ha', men det får de ikke?

»Sådan har jeg da gjort tidligere. Men der kunne jeg bare mærke, at det skulle jeg altså ikke. Det var ligesom, hvis du havde klippet en vigtig scene ud af en film. »Kvinde min« og »Rabalderstræde« bliver jeg simpelthen bare nødt til at spille. Det er jeg doomed til resten af mit liv. Men det er heldigvis nogle meget rummelige sange, så det går. Men der er også sange, som folk råber på, som jeg bare ikke gider spille, eksempelvis »Havaje« eller »Om lidt blir' her stille« eller »Susan Himmelblå«. Det var dengang, farvel med dem! Men jeg elskede dem, da jeg lavede dem. »Kvinde min« og »Rabalderstræde« kan altid lives op igen på en eller anden måde. Man kan have en periode, hvor man bare »Arhjjj, mand, dem gider jeg ikke...«, ligesom hvis du er træt af din dame, men så på et tidspunkt ser du igen, hvor smuk og dejlig hun er, og så er du bare til fals igen. Det er jo ikke improvisationsjazz, jeg spiller. Det er pop. Hvis stykket er Shakespeare, så forventer folk altså også, at replikkerne er der.«

Du er altid blevet sat i forbindelse med 68erne og hippierne, kan du...

»Jamen, hey! Jeg har aldrig været hippie. Vi spillede i Thylejren, ja. Så der var jeg altså i to dage. Og jeg er faktisk aldrig rigtig kommet på Christinia, hvis sandheden skal frem. Da de andre var hippier, gik jeg på seminariet. Jeg var faktisk ret borgerlig, og det er jeg stadigvæk. Men Tiden er jo blevet helt bevidstløs.«

Hvordan?

»Først og fremmest er den for hurtig efter min smag. Som Hamsun sagde: »Min bedstemor kørte med hestevogn, hun kom altid tidligt. Jeg flyver med flyvemaskine, jeg kommer altid for sent«. Vi har gjort rejsen til noget, der bare skal være bekvem og hurtig. Jeg misunder Pontoppidan, der gik til Italien (var det ikke Holberg? red.). Tænk sig som tyveårig at kunne rive et år ud af kalenderen, tage en spadserestok i hånden og begynde at gå mod Italien med tyve rigsdaler på lommen eller sådan noget. Sikke en oplevelse! Men os? Jamen, kalenderen for det nye år kommer allerede, når vi er midt i det gamle. Nuet eksisterer ikke. Det er hele tiden fremtiden, fremtiden! Du skal være moderne! Det er et dogme, simpelthen. Og der siger jeg: Hvorfor fanden skal jeg det? Det behøver jeg da ikke. Jeg er da ligeglad.«

Men nu er flyvemaskinen vel en meget prak...

»Altså, sådan en som Hørup var en fantastisk mand. Han var borgerlig på den gode måde. »Hav altid mistillid til magten«. Det var ret godt fyret af. Jeg sad og så noget om A.P. Møller i går i fjerneren. Når folk bliver så store, så er det bedst for dem og os alle sammen, at der bliver holdt godt øje med dem. Men i det øjeblik folk siger: nej, nej, jeg skal ikke have noget sagt, jeg er bange for at miste mit job, vi skal jo købe dit og dat, så er den gal. Der har du nutiden.«

Det er så det, sangen »Junglen« på den nye plade handler om, kan jeg regne ud? Der synger du om, at hvis livskvalitet kun er lig et godt tilbud med byttemærke på, så vil du hellere bo i junglen.

»Ja, det er Bilka, Netto og Føtex det hele. Der gider jeg ikke komme. Jeg hader det! Men der er jo ikke andre steder mere. Hvor ser du en almindelig købmand? Hvor ser du et ismejeri? Der er ikke andet end store supermarkeder og kæder tilbage. Og det er da blandt andet A.P. Møller-koncernens skyld. Det er noget rigtigt møg. Det siger jeg vel at mærke som liberalist. For det har ikke engang noget med konkurrence at gøre mere. Der er kun ét mælkefirma tilbage, og det er Arla. Hvad har det med liberalisme at gøre? Hvor mange bryggerier findes der? Der er jo næsten kun De forenede.«

Er du ikke bare bagstræberisk?

»Næh!«

Er du ikke bare en romantiker, der vil tilbage til gårdsang og dengang mælk kom på flasker...

»Hallo! Hvem siger romantik er bagstræberisk? Hvem siger, det ikke er fremadrettet? Det kan da være, det er tiden, der er bagstræberisk. Jeg betragter ikke den tid, vi lever i, som moderne. Jeg synes, vi er gået tilbage i forhold til for 200 år siden. Kig lige på 1800-tallets romaner! Kig lige på 1800-tallets bygninger! Og se så på hvad vi bygger i dag. Så står de og praler af Den sorte Diamant (Det kgl. Biblioteks tilbygning, red.), som de kalder den. Det er glas og beton! Det er der jo ikke nogen velbetalte arkitekter, der selv gider at bo i. De bor i bondehuse alle sammen eller ude på Christianshavn. Nåh, er du ikke lidt for bagstræberisk og romantisk, siger de, og samtidig tager de på ferie i Rom for at gå og kigge på de gamle huse.«

Jo, men...

»Og så de biler, de laver. Helt ærligt, mand! Jeg har da aldrig set noget så kedeligt. Og cyklerne! De der mærkelige, grimme cykler, der skal kunne køre i bjerge og være windsurfercykler, eller hva' det er. Hvad skal de det for? Og de ser ud af helvede til, mand. Jeg siger dig, at hvis det skal begynde at gå fremad igen, så er det da romantikerne, så er det drømmerne og de visionære, man skal sætte sin lid til. Det er da ikke den der fisefornemhed eller den der Netto-vibration, der går gennem landet, som er vejen frem.«

Du taler om de simple glæder som at gå til Italien, og du taler nedsættende om gode tilbud med byttemærke på. Du er selv rig, du er faktisk mangemilionær. Har du ikke selv ekstravagante vaner?

»Jo, jo, masser. Jeg bruger masser af penge!«

Hvad bruger du dem på?

»Til pladder. Spadseredragter til konen, bajere, pladder, simpelthen! Jeg undgår heller ikke at være en del af bilismen, selv om jeg ikke bryder mig om den. Jeg taler også i telefon, det bryder jeg mig heller ikke om. Jeg synes, at bilen og telefonen er dårlige opfindelser. Opfindelser, der sætter os tilbage i stedet for frem. Når folk sætter sig ind i en bil, så er det »Flyt dig, din idiot!« Det siger de ikke, hvis de går hen ad gaden. Så er det »undskyld« og »værsgo«. Og hvad med fjernsyn, det er jo ren nultid. Det kan ikke bruges til en skid. Eller at tale i telefon, der er det da bedre at skrive et brev eller gå hen til dem, man vil give en meddelelse.«

Men de ting er ligesom kommet for at blive!

»Jeg ved da godt, det er kommet for at blive. Men kun indtil der kommer et eller andet sammenbrud - olien løber tør, computerne går ned eller et eller andet. Det der strømsvigt i hele København, der fik vi en lille forsmag.«

Er der sange, du fortryder?

»Masser!«

Hvilke?

»Jamen, det gider jeg ikke fortælle dig om. Som Bob Dylan sagde: »If you don't bring any good news, don't bring any at all««. Altså, selvfølgelig er der sange, jeg ville ønske, jeg aldrig havde lavet. Man prøver jo på hver gang, man laver en plade, at sige: Denne her gang skal der altså ikke være en eneste dårlig sang på. Det lykkes bare aldrig.«

Men du har trods alt lavet de to suverænt bedst sælgende albums nogensinde i dansk musikhistorie (»Midt om Natten« og »Forklædt som voksen« solgt i henholdsvis godt en halv og knap en halv million eksemplarer, red.)

»Jamen, jeg taler ikke om salg, men om kunstnerisk tilfredsstilllelse...«

Jo, men så må jeg spørge, om folk tager fejl?

»Det kan de da sagtens gøre. Hvor mange sidder og ser det der »Popstars« eller »Stjerne for en aften«? Det er da i den grad at tage fejl. Hold kæft, altså! Eller det der »Millionær for en aften« eller hva' det hedder? Helt ærligt, mand! Det er derfor artisten aldrig skal gå efter, hvad folk vil have. Han skal gå efter, hvad han selv synes, de skal have.«

Kan du med hånden på hjertet sige, at det har du altid gjort?

»Ja, det kan jeg!«

Du har aldrig givet køb på noget?

»Nej, det har jeg ikke...Jo, engang da jeg lavede en Melodi Grand Prix-sang (»Ud i det blå«, red.) Der tænkte jeg lidt i, hvordan den skulle skæres. Det er faktisk en af de sange, jeg har fortrudt. Den blev ikke lavet af et rent hjerte, og det skal man bare holde sig fra.«

Om lidt blir' her stille« er gået fra at være en cirkussang til at blive en begravelsessang...

»Jamen, det er bare forfærdeligt. Helt forfærdeligt. Bare den var blevet til en dåbssang eller et eller andet mere livsbekræftende. Det er altså trist at være begravelsessanger.«

Kom det som en overraskelse?

»Egentlig ikke, for det kom sådan hen ad vejen. Jeg begyndte at få de der henvendelser i breve: »Vil du godt komme? Min tipoldefar er faldet død om. Vil du synge den sang for ham i kirken« og i den dur, du ved. Og nej, jeg vil da ej! Det må I da selv gøre! Syng dog selv! Og efterhånden blev det mere og mere, men det ændrede jo ikke på svaret. Jeg vil dog gerne sige, at jeg er da beæret over at komme i folkemunde. Det er da en stor ting. Det er medaljen for mig, det er min Oscar, om du vil - uanset om det er til bryllup eller begravelse...«.

Du gav præsterne og biskopperne ret i, at »Om lidt...« ikke hørte hjemme i kirken, hvorfor?

»Jamen, det er jo dem, der er værterne. Altså er det dem, der bestemmer musikken. Det skal man ikke forsøge at lave om på, for så er kirken jo ikke noget værd til sidst. Værten bestemmer. Det er ligesom, hvis du går ind på et værtshus og værten siger: »Her kan du ikke komme ind, dig gider jeg ikke se på«. Jamen, farvel, så er den ikke længere. Og en præst skal have den samme autoritet i kirken. Han skal kunnne sige ja og nej til sådan noget.«

Men sad der ikke bare sådan en lille satan på din ene skulder og hviskede: »Giv folk ret, så kommer du i salmebogen«?

»Selvfølgelig! Der er da en opportunist i os alle. Vi er fulde af dårlige egenskaber, men de skal jo bekæmpes. Det er sådan set det, dannelse går ud på. Sådan almindelig god, borgerlig dannelse. Det går jeg ind for. Bemærk, at jeg går ikke ind for småborgerlig orden. Det er jo det, der sker lige nu i samfundet. Den der snerpethed og kontrol og opfør jer pænt og den slags. Jamen, hold da kæft, mand, det har jo ikke noget med dannelse at gøre. Smid dog bukserne og slå en skid, siger jeg. Den der anden form for dannelse, kan jeg ikke snuppe. Det er også derfor, vi har brug for nogle intellektuelle eller kulturradikale, eller hva' vi nu kalder dem, nogle PH'er, nogle Hans Scherfig'er eller Rifbjerg'er til at sige alt det pladder imod, ellers sker der ingenting. Jeg ved da godt, at pladderen bliver ved med at være der. Det skal også være der. Der skal også være Morten Korch, Gustav Winckler og dansktop, men der skal også være nogen, der siger: Sikke noget pladder, han har ikke noget tøj på! Ja, undskyld jeg råber.«

Men de intellektuelle, du nævner, er jo netop dem, der i dag regnes for »smagsdommere«, noget vi ikke mere har brug for, siger statsministeren.

»Det er jo bare sådan et chikanerende udtryk, de har fundet på. Det ændrer jo ikke på noget. Det er ligesom »røde lejesvende«, hva' faen er det for nogen? Hva' skal jeg så kalde dem, der er der i dag? »Fascistiske lejesvende«? Sådan taler vi altså ikke til hinanden. Det ville være trist. Der er jo ikke humor i det, mand. Lad os da få noget, vi kan grine af. Hvor er Storm P. blevet af? Hvor er den lette tone og den afvæbnende ironi? »Jeg hører, De spiller violin!«, »Umuligt! Den hænger derhjemme«. Der er ikke andet end snerpethed og flæberi.«

Kulturministeren siger ellers, at det er et opgør, der er nødvendigt. Et opgør med kultur-Bermuda-trekanten Danmarks Radio, Politiken og Gyldendal, der uberettiget har taget patent på kultur og de rigtige meninger!

»Ved du, hvad Clausen (filminstruktør Erik Clausen, red.) kalder ham Brian? Han kalder ham »brormand«. Det, synes jeg, er meget præcist. Dengang med Ribus-konflikten (medarbejderne i det lokale busselskab Ribus i Esbjerg var i langvarig konflikt med selskabet. Erik Clausen og Kim Larsen tilbød at købe selskabet til medarbejderne, red.), da stod Brian Mikkelsen der og repræsenterede de konservative: »Har I pengene?« spurgte han med sådan en fistelstemme. »Har I pengene?« Så sagde Clausen: »Hva' rager det dig, brormand?« Det er det rigtige udtryk for den der kulturminister, »brormand«. Ham skal man altså ikke tage for alvorligt.«

Med »7-9-13« skal du ud på et plademarked i alvorlig krise. Den eneste, der for alvor har kunnet sælge plader de seneste år, er dig selv med »Glemmebogen«. Men det her er din første studieplade i fem år, er du nervøs?

»Nervøs holder man jo aldrig op med at være. Men det er jo for, om musikken holder, ikke for om folk gider at købe pladen. Den sidste udgivelse før »Glemmebogen« (»Weekend Music«, red.) solgte vel knap 40.000 eksemplarer, og folk grinede af os. Men det går op og ned. Den slags bekymrer mig ikke mere. Prøv at tænk dig, jeg kan leve af det, jeg allerhelst vil lave. Det er jo fantastisk. Hvis folk slet ikke havde købt nogle af pladerne, skulle jeg alligevel have det ud. Så måtte jeg tage ud i weekender, hvor jeg kunne fedte mig ind og få lov til at synge en sang. For ud skal det! Sådan er det. Derfor kan man heller ikke længere bekymre sig over, om det bliver ved at gå. Det skal det bare, og gør det ikke, må jeg bare ud alligevel.«

Du har sagt nej til at komme på finansloven, selv med et ydmygt beløb?

»Man skal ikke give penge til folk, der har det i forvejen. Jeg har ikke brug for dem. Længere er den ikke. Så længe de har svært ved at finansiere hospitalerne, noget ordentligt byggeri og tage sig ordentligt af ældre mennesker, så skal man ikke give den slags til kunstnere som jeg. Og jeg er jo heller ikke engang kunstner, jeg spiller bare popmusik. Hvis de giver det til en spændende, fattig kunstner, så fint nok. Men en der tjener tykt på at rende og spille pop. Det synes jeg bare ikke, man skal. Det er jeg helst fri for.«

Hvad er egentlig drivkraften, når man har nået, hvad du har?

»Det er musikken og intet andet. Forfængeligheden fordufter. Efterhånden, som håret falder af, og tænderne falder ud, så opdager man, at det der med at promovere sig selv, er en ret tvivlsom fornøjelse i længden. Men musikken, den holder til gengæld. I hvert fald for én selv. Det er ikke mit problem, hvad publikum vil høre. Det skænker jeg aldrig en tanke. I hvert fald ikke, når jeg laver plade.«

Men er der mål, du endnu ikke har nået?

»Den optimale sang. Den sang, hvor jeg bagefter kan sige: Der var den! Der var den sgu'! Jeg har ligefrem drømt den. Jeg har stået på en scene i en drøm med et velspillende orkester og et publikum på omkring 700 mennesker, der bare er helt oppe at køre i en stoppet sal. Og lyden er helt fantastisk. Og sangen er der. Teksten er bare... og musikken er, jamen, det er fuldstændig outstanding, du! Jaaah, mand! Så vågner jeg. Hen til båndoptageren. Hurtig, hurtig... Men den er væk. Sådan leger guderne med os. Jeg kan se den smutte om hjørnet hele tiden. Jeg kan lige se halen af den og nå at råbe: Hov, bliv her! Vent!«

Men mange mener jo, at du allerede har lavet den ultimative popsang. Op til årtusindskiftet var der jo afstemninger om forrige århundredes ypperste schlager. »Kvinde min« enten vandt eller blev nummer to i alle afstemninger.

»Ja, jo, men, ja, nu skal jeg ikke sætte mig over folks gunst. Så krukket er jeg heller ikke. Det er jo min medalje, min hæder, og den sætter jeg stor pris på. Misforstå mig ikke. Men så er der den anden del, som er selve skabelsen af musikken i dens eget rum. Jeg taler om den guddommelige sang. Den, der kysser Vorherre i numsen. Det kan faktisk godt være, at man laver denne sang, og folk er ligeglade med den. Men jeg vil i så fald være ligeglad med, at folk er ligeglade med den, hvis du forstår. Jeg vil bare svæve lykkeligt rundt, vel vidende, at jeg gjorde det. Men man skal jo ikke nå til punkt, ved du godt.«

Hvorfor?

»Så er det jo slut. Så er der ikke mere. Og der må du gerne kalde mig romantiker. For det er jo romantikkens kongstanke at sætte sig et mål, man aldrig kan nå. Det er dejligt, skønt! Stræb efter perfekt elskov, du når det aldrig. Den ultimative sang. Du når det aldrig. Skønt! Det er igen det med rejsen modsat målet. Pontoppidan, der gik til Rom, du ved. Skidt med Rom, i virkeligheden. Men turen du!...Turen!«

Den ultimative, den guddommelige, den sang, der kysser Vorherre på de helt store kinder, er altså ikke med på »7-9-13«. Men mindre har også gjort det for Larsen i tre årtier. Endog i en grad, så det i dag ikke bare ligner et dags-, men et helt livsværk. »Nationaltjalden« har imidlertid, som det fremgår, ikke tænkt sig at stå og hvile sig på spaden af den grund. Det lider ikke specielt meget mod skumring. Af selvsamme årsag: Det guddommelige er umuligt at matche, men skønt at efterstræbe.

Refrænet er som bekendt altid frit. Larsen sidder der i en stue midt i Odense og virrer med hovedet og synger den gamle værtshusvise i kæphøj valsetakt om kussen, der kan gå:

O'Herre, O'Skaber / se hvor den gaber

Sort som en ravn / dyb som en havn

Så giv mig da fisse / i Jesu navn

»Ja, ja, blasfemisk er den osse,« griner han, da han stiller guitaren fra sig. »Det er, som det skal være.«

diskografi

1971: Gasolin

1972: Gasolin 2

1973: Gasolin 3

1973: Værsgo

1974: Stakkels Jim

1975: Gas 5

1976: Live SÅDAN

1976: What a Lemon

1976: Kim Larsen & Yankee Drengene

1977: Gør det noget

1977: Killin' Time

1978: Gøglernes aften - live i Skandinavien

1978: Vogt Dem for efterligninger

(Starfuckers)

1979: 231045-0637

1981: Jungle Dreams

1982: Sitting On a Time Bomb

1982: 5 Eiffel

1983: Midt om natten

1985: Kim i Cirkus

1986: Forklædt som voksen

1988: Yummi Yummi

1989: Kielgasten

1992: Wisdom Is Sexy

1994: Hvem kan sige nej til en engel

1996: Kim Larsen og Kjukken

1998: Luft under vingerne

2001: Weekend Music

2001: Sange fra Glemmebogen

blå bog

Kim Melius Flyvholm Larsen. Født 23. oktober 1945 i København.

Uddannet lærer i 1968, men ernærede sig allerede dengang som visesanger og folkemusiker.

Blev i 1969 sanger i Gasolin, der blev opdaget af Poul Bruun fra CBS i 1971.

Kim Larsen indspillede løbende soloprojekter, indtil Gasolin gik i opløsning i 1978.

Medvirkede i Dansk Melodi Grand Prix i 1979 med sangen »Ud i det blå«. Den blev nr. 3.

Flyttede til USA i 1980, hvor han forgæves forsøgte at få en international karriere med gruppen Jungle Dreams. Han vendte hjem i 1982.

Medvirkede i 1983 i filmen »Midt om natten«, som han selv havde fået ideen til. Filmen blev en fantastisk succes, og pladen solgte 540.000 eksemplarer.

Rejste i 1985 rundt på sommerturneen Cirkus Himmelblå med blandt andre Erik Clausen og Leif Sylvester. Cirkus Himmelblå Fonden støtter i dag humanitære formål.

I 1996 havde Larsen en af hovedrollerne i Odense Teaters forestilling »Rejsekammeraten«, som han havde skrevet sammen med Bo hr. Hansen.

Kim Larsen er god for et tocifret millionbeløb, og hans anpartsselskaber styres af musikeren Peter Ingemann.

Giftede sig med Mariann og blev far til Pelle (opkaldt efter Erobreren) i 1968. I 1973 blev han gift med Miss Q alias Kranen alias Hjerter Dame og Hanne Quist. Parret fik Sylvester, Alice Eva og Molly. I 2001 gift med »den langbenede blondine«, Liselotte Kløvborg i Kerteminde, og flyttede til Odense. De fik Hjalmar og Lui.