Hvordan fortæller man en 11-årig, at verden er modbydelig?

En modbydelig verden – og et 11-årigt barn

Søren McGuire. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den ældste var kommet tidligt hjem fra skole, da Charlie Hebdo blev angrebet sidste år. Jeg husker ikke helt præcis hvorfor, men lige pludselig stod han der bare, vist nok noget med en skoleudflugt, der var sluttet hurtigere end planlagt.

Jeg havde haft fri den dag og var blevet revet ud af min formiddagslur på sofaen af flere breaking news-SMSer, så med søvn i øjnene havde jeg tændt fjernsynet og sad og fulgte med i rædslerne i real time, da knægten vadede ind og smed sin taske.

På trods af at han ikke har været mere end ti år, vidste han med det samme, at noget var galt. Han spurgte, hvad der var sket, og uden at tænke videre meget over det, fortalte jeg, at Paris var blevet angrebet af terrorister.

Han spurgte, hvor mange, der var døde, og hvem der havde gjort det, og jeg havde svaret så godt, jeg kunne. Og så havde han stillet spørgsmålet, der stadig sidder i mig den dag i dag: »Tror du også, de kommer til at angribe Danmark en dag?«

Jeg aner ikke, hvad man svarer til sådan et spørgsmål, lige som jeg heller ikke vidste, hvad jeg skulle sige, da det igen var Paris, og siden Bruxelles og Nice, der blev angrebet. Og nu, hvor verden igen viser sig fra sin grimmeste side, aner jeg det stadig ikke.

Lige nu sover han og hans brødre trygt, mens nyhedsopdateringerne om angrebet på julemarkedet i Berlin langsomt tikker ind, den ene mere skræmmende end den anden.

Men i morgen tidlig, når de sidder ved morgenbordet, og Radioavisen gennemgår de uhyggelige begivenheder, hvad gør jeg så? Slukker for radioen, håber på, at de har så tilpas travlt med chokoladejulekalendere og morgensurmuleri, at de ikke bemærker ord som »foreløbigt dødstal«, »terror« og »børn blandt de dræbte« eller taler med dem om det?

Som forældre har vi et ansvar for at lære vores børn, at der findes en verden uden for deres, og at den kan være både uretfærdig, modbydelig og blodig. At der er mennesker, børn på deres alder, der har langt større problemer her i tilværelsen end huller i wifi-netværket, sengetider og tvungen oprydning på værelset.

Det er en opgave, der ikke længere begrænser sig til at tvinge dem til at huske at spise op, fordi der går sultne børn rundt i Afrika, men som nu har antaget en hel anden og skræmmende form. Vi var i Berlin i sommer, et par år tidligere var det Paris, og deres mor rejser jævnligt til Bruxelles.

Der er langt fra forstaden på Amager til sult i Afrika, hvor kynisk det end måtte lyde. Terroren er kommet tæt på deres liv. Men på den anden side er det vel også vores opgave at sikre, at vores børn får lov til at vokse op uden bekymringer og frygt for, at terroren en dag rammer dem.

Så hvor og hvordan finder vi balancen mellem den ubekymrede barndom og et globalt udsyn i børnehøjde? Jeg har endnu ikke selv fundet løsningen. Desværre frygter jeg, at jeg får flere muligheder for at øve mig i det.