Hvordan bliver klatmaleri til kunst?

”Art in the Making” på Statens Museum for Kunst åbner i dag. Chris Fischer er et dansk verdensnavn inden for kunsthistorie og stiller spørgsmålet: Hvordan ender den gode idé helt præcist som et uvurderligt kunstværk?

Chris Fischer viser et maleri på sin seneste udstilling om kunstværkets tilblivelse. Bemærk lyset fra »vinduerne« på væggen mellem de to billeder: Det er kunstigt og skal demonstrere noget vigtigt i mange værker - nemlig hvornår på dagen, det er malet. Foto: Brittany Laura Overgaard Fold sammen
Læs mere

Han ligner kun Professor Tournesol på overfladen. Chris Fischer er noget helt for sig. Virkelig en type.

Den verdenskendte ekspert i italiensk tegning ved Statens Museum for Kunst orker for eksempel ikke titlen på sin egen udstilling.

»Art in the Making?«, harmer han kolerisk. »Hvorfor i himlens navn skal den hedde Art in the Making? Valget af en engelsk titel til en dansk udstilling virker da helt utro-o-o-olig provinsielt.«

Men, Chris... Du har vel selv valgt den?

»Både ja og nej. Jeg er jo ikke alene i det her hus.«

Hans legendariske diktion inkluderer en lang begyndelse på alle biord med vokal og følges op af dramatisk gestik som en bedre operasangers. Fornavnet udtales til gengæld på godt dansk. Altså med ganske almindeligt k. Som i krigserklæring.

Kunsthistorikeren med det uglekloge blik og den obligatoriske butterfly ejer i virkeligheden et hjerte som bladguldet på hans elskede Giottos malerier.

Han har dedikeret den smukke bog om husets udstilling til sine kære studenter og fået titlen »Kunstværkets tilblivelse« på den danske udgave.

Gæster på Statens Museum for Kunst har også haft glæde af hans gigantiske viden gennem årtier og fået talløse indblik i kunstens væsen. I mange tilfælde helt enestående indblik. Også efter international målestok.

Så nej. En type som ham vil aldrig gå i ét med tapetet. Han går til gengæld i ét med alt andet på husets vægge:

Chris Fischers behov for kunstnere og værker er lige så stærkt som polarforskeren Knud Rasmussens krav var for vinter og hunde. Kunsten er hans virkelighed,

»Jeg vil have originaler,« siger han. »Jeg tænder på det sensuelle i materiens verden. Abstrakte tankesystemer og spidsfindige konstruktioner af teoretisk art lader mig kold..«

Han kan afgøre en tegners navn på tykkelsen af hans streg eller antallet af streger på papiret. Hans stemme går næsten i overgang af begejstring for gåsefjerens særlige elasticitet hos Rembrandt og dermed mulighederne for udløsning af en bestemt mængde farve ved et bestemt tryk.

Eremitkrebsen fra det fjerne kælderkontor under Sølvtorvet ejer heller ikke andres ærgrelse over hullerne i Thorvaldsens tegninger. Når man bruger blæk med et bestemt indhold af syre, vil papiret uundgåeligt blive opløst med tiden. Det flygtige er en del af tegningens væsen og på sin egen måde det smukkeste ved kunst overhovedet.

 

»Art in the Making« er hans svar på et afgørende spørgsmål i al kreativitet og kulminationen på et liv i tegnekunstens tjeneste: Hvordan kommer kunstneren helt præcist fra den første idé til det færdige billede? Hvordan bliver et mesterværk til? .

Udstillingens åbning handler om folks misforståelser. Kunst kommer for eksempel ikke fra oven. Man kan tænke på tilblivelsen af en tekst: Hvis ordene er hurtigt læst, har skribenten typisk brugt lang tid på dem. Et godt billede kan på samme måde være længe undervejs og kræve talløse forsøg og overvejelser.

Chris Fischer viser eksempler på den farefulde vej fra kunstnerens forsøg på papir til et færdigt billede på lærredet. Nøgleordene her hedder håndværk og lokale traditioner.

Flere af skitserne virker af samme grund mere spændende end det færdige maleri. Tegningerne er lavet på få minutter og har bevaret noget af det umiddelbare ved virkeligheden. Selve det færdige maleri er værkets officielle udtryk og bygger i højere grad på stil og vaner.

»Det færdige værk kan sagtens være guddommeligt i balancen og perfekt i kompositionen,« siger Chris Fischer. »Men det guddommelige ligger som bekendt lige ved siden af det kedelige.«

En skitse kan også tage magten over kunstneren selv. For eksempel i Rembrandts tilfælde:

Når en arm hos Rembrandt ikke virker rigtig i første hug, tegner han bare armen et nyt sted – sådan som alle ville gøre det.

Men den hollandske maler har samtidig en grille. Han vil nødig tegne den anden arm direkte oven i den første. Armen i andet forsøg skal med andre ord være helt fri af den første og kan naturligt nok ende helt afgørende for selve maleriet bagefter. Skitsen skulle egentlig bare være en kladde og har nu fået sin egen logik.

 

Kunstnere kan også hente inspiration fra samme kilde og få vidt forskellige malerier ud af den.

Nicolai Abildgaards berømte »Den sårede Filoktet« fra 1775 er for eksempel malet efter ryggen på en romersk figur i Vatikanet - på dansk jord kendt fra en kopi i Den Kongelige Afstøbningssamling. Men andre malere har siddet ved nøjagtig samme antikke figur og skabt værker med helt andre budskaber.

Udstillingens sidste del handler om tid og sted. For kunstnerens miljø spiller bestemt en rolle i det færdige værk. Men kan man virkelig sætte et geni på sådan en formel? I hvilket århundrede villet geniet så have den største chance? Hvilke omgivelser ville helt præcist være den bedste garant for genialitet?

Chris Fischer er humorist og har også holdninger til den side af sagen. Han fremhæver en maler som Alessandro Casolani fra Siena med den stolte billedtradition. Kunstneren arbejder helt uopfindsomt og har altså ikke kunnet bruge sin fantastiske by til ret meget. En stor kunstner som Federico Barocci stammer derimod fra Urbino - hvor man stort set ikke havde tradition for malerkunst.

»Så man skal ikke overdrive de fysiske rammers betydning, siger han.

»De fleste marxister ser jo kunstnerens samfund som vigtig. Mine egne erfaringer siger nærmest det modsatte. Jo ældre jeg bliver, desto mere ser jeg det individuelle som et afgørende træk ved os.

Den virkelige forskel på en stor kunstner og en okay kunstner skal altid findes i en personlig forskel. Kunstens historie er historien om kunstnerne. Ikke om noget fjernt og abstrakt. Ikke om principper.«