Hvordan beskriver man den usynlige kristendom?

»Herrens veje« forsøger på en gang at stå udenfor og indenfor troen, og får kun stedvist løst perspektivproblemet, skriver Berlingskes Tv-anmelder. Hver uge kommenterer en gæst på søndagens afsnit, og i dag er det formand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, der mener, at serien tydeliggør folkekirkens problemer.

Foto: Søren Bidstrup, DR & Andreas Martin Andersen. Kristian Lindberg, Johannes (Lars Mikkelsen) og Anders Stjernholm.
Læs mere
Fold sammen

DRs nye søndagsserie »Herrens veje« er nu i fulde omdrejninger, og efter et flot første afsnit og et svagt andet afsnit, hvor håbet om et konsistent højt niveau blev revet itu af meget skabelonagtige udviklinger i dramaet, er serien efter denne anmelders mening kommet nogenlunde tilbage.

Men først et ord om den opgave som DR har påtaget sig med serien. Jeg skal være den første til at indrømme, at det religiøse er vanskeligt stof, der sjældent bliver levende for filmfortællere. For hvordan beskriver man egentligt noget usynligt, der i den grad er afhængigt af sindet, der ser?

For mange publikummer vil religiøs tro forekomme lige så relevant at lave drama om, som det hedenske kohorn præstekonen Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) i aftenens afsnit graver ned i sin have i seriens foreløbigt mest ligegyldige sidehistorie.

Hvis man derimod betragter den kristne tro og næstekærligheden som en transformerende kraft blandt mennesker, er det kun Himlen der sætter grænser for, hvor dybt dramaet kan nå ned, og hvor langt det kan nå ud.

I »Herrens veje« forsøger at please begge hold, idet religionen på en og samme gang fremstilles udefra som et udslag af eksempelvis alkoholisme og sindssyge, og indefra som en meningsgivende livstydning. Derfor er serien konstant i fare for ikke at ramme nogen overhovedet, og derfor er det imponerende, når det alligevel lykkes.

Tag en af seriens hidtil bedste sekvenser, hvor provsten Johannes (Lars Mikkelsen) får manipuleret sine præster til at boycotte skrankebispen Monicas krav om mindst en kirkelukning i provstiet.

Johannes kan dog ikke skjule, at kirkegangen nærmer sig nul i den kirke som en stakkels gammel præst, Holger Kofoed, stadig holder åben i et overvejende muslimsk boligkvarter. I en desperat redningsaktion må Johannes komme ham til undsætning og fylde kirken med sine egne præster for at undgå messefald. Dermed kan Johannes ikke selv leve op til den salmelinje, som han med sin vanlige arrogance manuducerer sin egen bisp med: »Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde«. I det muslimske sogn har det øde Guds hus brug for al den hjælp, det kan få, men ikke desto mindre forråder Holger vores Johannes som en dansk discount-Judas.

Holger Kofoed spilles af dansk films birollekonge Hans Henrik Clemensen, der giver sin karakter et helt livs fylde, så man på få øjeblikke kan skimte hans deroute fra at være præsteseminariets knivskarpe tænker til hans ynkværdige status som grådlabil kustode i et glemt hjørne af ghettodanmark.

I ovennævnte sekvens viser »Herrens veje« dramatiske muskler, andre steder svigter manuskriptet karaktererne, som i det lange postkort fra Nepal, hvor Christian (Simon Sears) og kammeraten Mark (Joachim Fjelstrup) er rejst til for at genfinde venskabet. Buddhismen som tro, der ellers er anslået i introen, bliver ikke brugt til andet end at danne baggrund for venneparrets helt hverdagslige opgør, og man mistænker, at den formentlig dyre sekvens mest er med for at give serien som helhed international finish.
DR dramaserie. Afsnit 3, søndag kl 20.00

 

Foto: Ida Marie Odgaard. Anders Stjernholm, formand for Ateistisk Selskab. Fold sammen
Læs mere

Herrens Veje viser tydeligt folkekirkens problemer

»De fornuftige ting, troen tilbyder, kan i hovedtræk læres på en eftermiddag, og serveres væsentligt bedre i mere opdateret litteratur,« skriver formand for Ateistisk Selskab og gæsteanmelder af denne uges afsnit af »Herrens Veje«, Anders Stjernholm.

★★★★★☆

Gæsteanmeldelse af
Anders Stjernholm,
formand for Ateistisk Selskab

Som en kritiker af kirken, der ser på udefra, vil jeg sige, at serien i sit portræt af provsten Johannes rammer to af de store problemer for kirken lige i bagdelen. Jeg vil behandle dem hver for sig.

1) Produktet/servicen kirken udbyder er stort set kun baseret på følelse.
Johannes er altid dramatisk, og i sit job benytter han især sin passion. Men der er ikke så meget andet. Hans glødende forsvar for troen og kristendommen i første afsnit var uden egentlige argumenter. Det er de sædvanlige klichéer om, at mennesket har brug for at tro (hvilket ikke er korrekt), og at ateismen eller den verdslige filosofi ikke tilbyder en måde at anskue meningen med livet (hvis dette er et argument, du køber, mangler du kulturelt udsyn).

Det er et godt fokuspunkt, Adam Price her har valgt, for som produkt har kirken ikke meget andet at byde på end passion. Kristendommen tilbød os ikke en verdensforståelse, vi kan bruge til noget i dag. Dens gæt var forkerte. Påstandene om Jesus’ liv og ord er også gætteri - og hans gudsommelighed endnu mere så. Endelig har kristendommen noget filosofisk tankegods. Men de fornuftige ting, troen tilbyder, kan i hovedtræk læres på en eftermiddag, og serveres væsentligt bedre i mere opdateret litteratur. Hvis man ønsker forståelse for verdens sammenhæng, eksistensen, etik, moral eller sågar døden, så er den brede filosofi og videnskab væsentlig bedre steder at lede.

2) Kirken står i en brydningstid med hensyn til trosgrundlaget.
Johannes’ opgør med den nye biskop Monica og hendes forretningsorienterede tilgang peger på denne anden problemstilling: Hvad tror folkekirken egentlig på? Er det trosbekendelsen? For den hører vi flere og flere præster tage afstand fra. Du behøver ikke længere tro på Jesu genopstandelse - du kan sagtens være medlem alligevel. Det er vel et udtryk for, at forretningen er vigtigere at pleje end troen? Hvis det hele bare handler følelser og fornemmelser, kunne man jo ligegodt tage i moské – eller på stadion – eller besøge en ven.
Og dét er kirkens problem i dag. I bliver nødt til at vælge: Tror I på noget bestemt? Eller tror I bare abstrakt? Hvad Johannes vælger glæder jeg mig til at finde ud af.