Hvordan bærer Mogens Dahl sig ad?

»Messias« med Mogens Dahls ferme fodfolk og engelske elitestyrker må være noget af det bedste i Europa lige nu.

bmr Messias, Mogens Dahl Kammerkor, Holmens kirke, 8.12.2017
Messias Fold sammen
Læs mere
Foto: Ole Christiansen fotograf Ole Ch

"Wonderful! Counsellor! The Prince of Peace!"

Ingen mennesker på denne jord skulle have en jul uden "Messias" i ørerne.

G.F. Händels vidunderlige værk fra 1741 ligner selve essensen af den forestående højtid - af julens endeløse glæde og sekunder af mørke og mol.

»Messias« handler faktisk om alt fra Marias bebudelse til Jesus' opstandelse og er altså noget så kosmisk som musik til hele kirkeåret i ét og samme stykke!

Værket spilles mange steder for tiden. Det spilles også på mange og endda vidt forskellige måder. Men ingen udgave virker så ny, så gribende, så helt igennem »rigtig« som den med Mogens Dahl og hans stormtropper.

Hans kor plus fire solister og selveste Orchestra of the Age of Enlightenment fyldte en begejstret Holmens Kirke sidste år. Og man kunne så opleve hele herligheden forfra fredag aften i en lige så stopfyldt kirke og kan endda gøre det igen denne lørdag aften.

Eller rettere: Ingen har nogensinde hørt Mogens Dahl gøre det samme to gange.

Solisterne er for eksempel ikke helt de samme - kun lige så spændende:

Dénise Beck er sopranen med den friske pynt på tonerne og de levende øjne. Karolina Blixt alten med den dæmoniske dybde og ikke uspændende knast på stemmen midtvejs. James Oxley en lige tilpas lys tenor med masser af musikalitet og sans for værkets dramatiske sider. Og gengangeren Peter Harvey så bassen med en gigantisk røst - som han samtidig kan bruge uendelig blidt og bøjeligt.

Mogens Dahls kammerkor har også altid været en historie for sig.

De unge mennesker synger ikke bare fremragende fra først til sidst. Alle løfter og bærer også i fællesskab, tager virkelig ansvar for resultatet og tør endda synge med udækket stemme af og til. For de mærker deres dirigent gå lige til grænserne og vil ikke stå tilbage for ham.

Hvert eneste medlem af Orchestra of the Age of Enlightenment fra London har endda spillet den her musik til bevidstløshed. Tilhørerne kan bare ikke mærke det.

Paukisten er endnu ikke hørt spille to toner helt ens. De to herrer på trompeter spiller blødt fra ende til anden og lyder alligevel som en hel hær.

»Messias« med det orkester er slet og ret det den eneste, der ikke gør ondt. På noget tidspunkt. Aldrig.

Det skønneste ved Mogens Dahls opførelser er sjovt nok deres fart over feltet: At han næsten hele tiden lægger sig til den hurtige side. Men at hans sangere og musikere aldrig lyder jappet af den grund.

Hver eneste sats får sin helt egen karakter og times bevidst uforudsigeligt i forhold til næste sats: Nogle gange med en lille pause før, andre gange lige på.
Begejstringen ville ingen ende tage fredag aften.

En kendt politiker med frue rejste sig endda op under berømte "Hallelujah" som de første.

Om det hele bliver til noget næste år, ved man jo aldrig. Kun at det jo nok virker lige så fantastisk igen. Bare på en ny måde.

Amen!