Hvor skal arkitekterne være de nye helte?

David Holt Olsen Fold sammen
Læs mere

Forestil dig en restaurantanmeldelse, hvor restaurantens facade, bygningens samspil med omgivelserne, brug af byggematerialer og lysindfald anmeldes, mens maden kun nævnes med et par linjer til sidst.

Det ville være en ret uforløst anmeldelse. Ikke desto mindre er det ofte den stedmoderlige behandling, de kulturhistoriske museer udsættes for, når avisernes anmeldere sendes ud for at anmelde de nye, flotte arkitekttegnede museer, der skyder op over hele landet. Vi så det senest eksemplificeret med Politikens anmeldelse af det nye museum Tirpitz, hvor man havde sendt arkitekturanmelder Karsten Ifversen, der såmænd skrev en flot anmeldelse. Om arkitekturen. Men hvad med udstillingerne? Dem har jeg ikke set anmeldt i danske aviser.

Hvis formen absolut skulle være prismen, man skulle anskue museet gennem, så kunne man beskrive indholdet rent udstillingsteknisk: Er der nogle spændende genstande? For mange, for få? Hvordan bruger de lyd og lugte? Digitale virkemidler? Endnu mere interessant kunne det være at høre om selve historien, udstillingerne omhandler? Er den samlede fortælling vellykket? Er det en vedkommende historie for os som moderne danskere? Hvilken forskning ligger i så fald til grund for de nye vinkler? Jeg forstår ikke årsagerne til den stedmoderlige behandling af udstillingerne. Er vi så forelskede i historien om Danmark som designnation, at arkitekter og designere partout skal være heltene i enhver historie om fremgang? Er det fordi den formmæssige tilgang bedre passer den lidt flimrende, småpoetiske meta-tilgang, der ellers er til kunst og arkitektur, hvor kulturhistorien med alle de konkrete genstande er for rodet at dykke ned i? Skyldes det for ringe gennemslagskraft på museerne med uskarpe fortællinger og for få, modige synteser?

Jeg ved det ikke. Men jeg synes, vi går glip af nogle interessante kulturdebatter og gør kulturlivet mere snævert, end det er, ved at undlade at anmelde de kulturhistoriske museers udstillinger. Mange kulturhistoriske museer har netop den brede besøgsprofil, som ellers ofte efterlyses i andre kulturgenrer. Ved ikke at anmelde disse, så kommer man til at tegne et forkert billede af, at kultur kun er for en snæver elite.

For det paradoksale er, at mens dækningen halter, så har der aldrig været større interesse for museer og kulturhistorie. Den ene historiefestival efter den anden trækker fulde huse, og museerne sætter nye rekorder for antal besøgende. Tirpitz har eksempelvis haft 65.000 besøgende på bare én måned og museerne tilsammen 16 mio. gæster. Min egen erfaring fra Industrimuseet i Horsens er, at der er en levende interesse for, hvad vi er rundet af. Interessen afspejles også i DR’s satsning på at fortælle »Historien om Danmark«.

Alligevel har vi det svært med kulturhistorien. Som om udstillingerne stadig udgøres af lange rækker underbelyste jydepotter og traktorer i tilfældig rækkefølge. Dette er imidlertid langt fra tilfældet i dag, hvor der eksperimenteres med formidlingen som aldrig før, og dørene åbnes til den ene museumsmanifestation og pragtudstilling efter den anden.

Det er en skam, at avislæserne kun sjældent får noget at vide herom.