Oops! Fejl, udeladelser og løse ender...

Englænderen Ken Follett er en af verdens mest sælgende forfattere. Han skriver historiske murstensromaner, senest en trilogi om det 20. århundrede, og hjemme i London har han et hold af researchere, der hjælper ham med at finde og tjekke facts. Alligevel undgår han ikke fejl. Derfor har han på sin hjemmeside under ovenstående titel en liste over fejl.

Hans seneste bind af trilogien »Verdens vinter« er f.eks. noteret for fem fejl. I kapitel 18 skriver han, at en af romanens kvindelige figurer i 1944 får et legat fra Rhode Scolar­ship, men, men, men... Først i 1977 kunne kvinder få legatet.

Det er ikke usædvanligt, at der opstår polemik, fordi der påvises fejl i historiske romaner. Dan Brown, hvis romaner er broderet med historiske, kunsthistoriske og videnskabelige facts, har prøvet det senest med »Inferno«. Selv William Shakespeare – tør man nævne det? – manipulerer og laver fejl i sine store historiske dramaer. Verdens måske største forfatter var ikke historiker. Han skabte stor og tidløs dramatik, men i nogle tilfælde på bekostning af den historiske præcision.Nu har også danske Kim Leine fået ørerne i maskinen for nogle tidsmæssige fejl – anakronismer, som fagfolk kalder dem – i sin store roman »Profeterne i Evighedsfjorden«, der har et kæmpe publikum og sidste år fik Nordisk Råds Litteraturpris.

Historikeren, dr.phil. Thorkild Kjærgaard, der er lektor på Grønlands Universitet, påviste i en artikel i Weekendavisen for to uger siden en række fejl i romanen, der foregår i slutningen af 1700-tallet.

Blandt andet lader Kim Leine sin hovedperson Morten Falck anvende et stetoskop på et tidspunkt, hvor instrumentet endnu ikke var opfundet, og han lader ham bo på et værelse oven på et trykkeri, hvor man kan høre larmen fra trykkerimaskiner, skønt trykkerimaskiner på dette tidspunkt endnu ikke eksisterede, og det går ikke, mener Thorkild Kjærgaard.

»En roman skal ikke være sand i samme forstand som historikerens arbejde skal være sandt. Men den skal overbevise og give mening, og det gør den ved hele tiden at holde sig inden for rammerne af det, som kunne være sandt,« skriver Thorkild Kjærgaard, som synes, at en »endeløs række af anakronismer og grove, illusionsforstyrrende misforståelser (...) kvæler læseglæden hos enhver, der blot har et perifert kendskab til 1700-tallets verden«.

Kim Leine svarede ugen efter på kritikken, og hans svar mindede mere om en let brise om end et brutalt ordskælv. Han erkender sine fejl og tilføjer, at der sandelig også er fejl i romanen, som Thorkild Kjærgaard ikke har opdaget. F.eks. lader han koleraen hærge i slutningen af 1700-tallet, hvilket først skete i 1800-tallet. Og så kan han ikke nære sig for at gøre opmærksom på, at Kjærgaard staver navnet på romanens hovedperson forkert. Det er Morten Falck og ikke Michael Falch.

Kim Leine ærgrer sig over sine fejl, men, skriver han, »det er på ingen måde ødelæggende for en roman, en fiktion, at der er enkelte faktuelle fejl.«

»Litteraturhistorien er fuld af den slags faktafejl, anderledes kan det ikke være. Og jo længere væk fra nutiden en roman udspiller sig, desto flere fejl vil der i sagens natur være. Der er noget, der tyder på, at du ikke helt har forstået, eller vil forstå, hvad skønlitteratur er, når du lader en lidt småtskåren faktakritik ligge til grund for en total afvisning af værkets litterære værdi. Det svarer til at måle højden af det høje C med tommestok,« skriver Kim Leine.

De fejl, som Thorkild Kjærgaard påpeger, opdager man ikke som almindelig oplyst læser, men omvendt har de fleste læsere vel den forventning, at de historiske fakta er korrekte, mens forfatteren må digte og finde på, når det gælder romanpersonernes tanker og gerninger.

Ifølge Johnny Kondrup, dr.phil. og professor i dansk litteratur på Københavns Universitet, er kravene til historiske romaner i virkeligheden enkle: Forfatteren kan tillade sig at digte med historien, men ikke imod.

»En forfatter kan opfinde både personer og begivenheder, som ikke har fundet sted, men den underliggende kontrakt er, at det kunne have fundet sted dengang og i det miljø. Når læseren tager fat på en historisk roman, forventer han eller hun at få en miljøskildring og et tidsbillede, som er troværdig. Ethvert brud på det vil være forstyrrende. Man kan ikke, som Kim Leine gør det i sin roman, bringe et stetoskop ind i historien på et tidspunkt, hvor det ikke var opfundet, eller larmende trykkerimaskiner på et tidspunkt, da der kun fandtes håndpresser. Man kan digte med historien, men ikke imod. Hvis forfatteren laver historiske fejl, så vil den læser, der bemærker dem, opleve det som et brud på illusionen,« siger Johnny Kondrup.

Historiske romaner giver ofte anledning til debat om fakta, tidsbilleder, tankegang, sprog og miljøskildringer. Forfatternes værker begrænses af både deres egen viden, research og indlevelsesevne samt af forskningens løbende udvikling – videnskabelig fakta er ikke altid en fast størrelse.

»Gad vide, om ikke også Johannes V. Jensens roman »Kongens fald«, som er en af de mest fremragende historiske romaner, har givet anledning til diskussion, og det samme med »Fru Marie Grubbe« af I. P. Jacobsen. Det gør sig i hvert fald gældende med Thorkild Hansens historiske bøger, bl.a. »Det lykkelige Arabien«. Men disse romaner er jo alligevel alle sammen blevet stående, uanset fejl, fordi de er god litteratur,« siger Johnny Kondrup.

Ifølge ham er der to typer af forfattere til historiske bøger .

»Historiske bøger skrives af groft sagt to kategorier af forfattere: Historikere og skønlitterære forfattere. Historikeren Palle Lauring (1909-1996) begyndte som forfatter af historiske romaner, og hans research var gennemgående i orden. Der var få fejl i dem, men til gengæld er de måske ikke så fantastiske som litteratur. Når det gælder fejl, brænder det i højere grad på, når skønlitterære forfattere skriver historiske romaner. Til gengæld skriver de ofte godt. Jeg synes, at det er at foretrække, at historiske romaner skrives af gode skønlitterære forfattere, der gør deres forarbejde ordentligt,« siger Johnny Kondrup.

Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal, som har udgivet Kim Leines roman, siger, at det er svært, at definere grænsen mellem fakta og fiktion i historiske romaner, men at forfatter og forlag selvfølgelig skal forsøge at undgå fejl.

»Men at der optræder et stetoskop 50 år før, instrumentet blev opfundet, kan ikke forstyrre min nattesøvn. Jeg nyder at blive manipuleret og forført af en forfatter, som virkelig kan sit kram. Jeg læser ikke historiske romaner for at få eksakt viden – hvis jeg ønsker det, så læser jeg historiske værker. Jeg læser for at få en god historie og hænger mig ikke voldsomt i den historiske akkuratesse. Hvis man læser Shakespeare eller Johannes V. Jensens »Kongens fald«, ud fra den synsvinkel, ud fra det, som H.C. Andersen kaldte »arkivmeteren« i P.O. Enquists »Fra regnormenes liv«, så kan man slå alting ihjel. Jeg er sikker på, at en faghistoriker vil kunne påvise historiske unøjagtigheder i mange, mange kanoniserede værker,« siger Johannes Riis.

Spørger man ham, om ikke læsernes fascination af historiske romaner skyldes, at fiktionen er puttet ind i en korrekt historisk ramme – at forfatteren skriver om noget, som har fundet sted, og noget som kunne have fundet sted, er svaret ja.

»Man kan sige, at djævelen ligger i detaljen. Der kan være en detalje, forfatteren får galt fat i og dermed kommer til at slutte forkert fra en tid til en anden. Det skal man selvfølgelig ikke efterstræbe. Men skønlitteratur består nu engang af både fakta og fantasi; jeg accepterer jo også replikskifter og handlingsforløb og motiver, der ikke er nogen sandhedsgaranti for, og det kan ikke ødelægge min glæde ved at læse en spændende og overbevisende historie, at der er en fejloplysning,« siger Johannes Riis.

Forfatteren Maria Helleberg, der har skrevet en lang række historiske romaner om bl.a. danske konger og dronninger, synes ikke, at Kim Leines fejl er »skrækindjagende«. I princippet har forfattere total frihed, men under ansvar over for historien.

»Der er jo tale om litteratur, ikke historieskrivning,« siger Maria Helleberg, som til gengæld undrer sig over, at en hyldet, historisk film som »En kongelig affære«, der handler om Christian 7.s livlæge Struensee (1737-1772) og hans affære med dronning Caroline Mathilde, ikke løb ind i samme kritik for fejl og udeladelser i sit historiske indhold.

»Det er en never-never story i never-never-land. I den sammenhæng er der dæleme tale om petitesser hos Kim Leine!« lyder Maria Hellebergs kommentar