Hvor langt ud på isen kan en svensker vove sig?

Hvor stammer den svenske sindelagskontrol fra? Ideen om, at man ikke må sige, hvad man føler - hvis man ikke føler det rigtige?

Foto: TT NEWS AGENCY. Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkeson, taler for potentielle vælgere forud for det svenske rigsdagsvalg 9. september.
Læs mere
Fold sammen

Min kæreste og jeg har egentlig ikke verdens største omgangskreds ovre på den anden side af Øresund, hvor vi ellers har et blåt træhus, vi opholder os i, når det overhovedet kan lade sig gøre at hoppe af trædemøllen. Vi kommer jo for at søge plads, stilhed, natur og ensomhed. På det seneste er vi dog begyndt at se lidt mennesker, vi har noget tilfælles med, på egnen, og det er faktisk meget rart.

Det var en sommeraften af dem, vi har haft så mange af: Laks og isdessert med bær på terrassen, hvidvin i glassene og kultiveret samtale, mens solen sænkede sig over de flade, gyldne, skånske stubmarker. Nye bekendtskaber, lutter pæne mennesker. Det var denne aften, jeg oplevede broderfolkets berygtede varsomhed med hensyn til at tale om nogle af de tabuer, der præger det svenske samfund i disse år.

»Var det det gamle DDR, vi befandt os i - stikkersamfundet, hvor man ikke kunne stole på sine omgivelser?«


På en eller anden måde kom vi ind på spørgsmålet om det forestående valg og den integration, der er ved at splitte Sverige midt over, hvis man skal tro de meningsmålinger, der peger på, at hver tredje er til sinds at stemme på det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna. Det vil sige, det var mig, der talte om det. Når jeg forklarede, hvordan vi så på spørgsmålet i Danmark - det føltes meget uartigt, som frit fald, og jeg gjorde mig stor umage for at holde mig på den danske side af Øresund -  kom de tilstedeværende svenskere ud af busken. På listefødder.

»Ja, i Danmark har I en åben samtale om problemerne,« sagde en forsigtigt.

»Det er næppe forkert at sige, at der er en gruppe mennesker langt fra problemerne, en elite, som lægger låg på diskussionen,« nærmest hviskede en anden, mens hans øjne flakkede rundt om bordet. Det var næsten som om, de følte hinanden på tænderne. Hvor meget tør jeg sige? Hvor langt ud på isen kan jeg vove mig? Var det det gamle DDR, vi befandt os i - stikkersamfundet, hvor man ikke kunne stole på sine omgivelser?

Svensk autoritetstro

Hvor stammer den svenske sindelagskontrol fra? Grænserne for, hvad man må sige, hvis man er et ordentligt menneske? Ideen om et rationelt, centralistisk samfund som far og mor for de borgere, der skal have at vide, hvad de skal tænke og føle? Tanken om, at et samfund kan blive bedre, hvis man tæmmer tilbøjeligheder og tale?

I hvert fald helt tilbage fra 1930erne, hvor society-sociologerne Gunnar og Alva Myrdal skrev en berømt debatbog, der handlede om, hvordan samfundet var nødt til at træde ind og hjælpe borgerne med deres liv, hvis nationen Sverige ikke skulle gå til. Der blev født for få børn i det fattige, deprimerede land. Folket skulle simpelt hen opdrages til bedre liv, hvilket ville hjælpe på fertiliteten, og staten måtte overtage opdragelsen af børn og voksne. En politik, som fagforeninger og politikere ikke var sene til at indlemme i deres idé om folkhemmet, den svenske velfærdsstat, der tager vare på sine børn.

Autoritetstroen har sat sig i den svenske folkesjæl. Problemet er bare, at børnene, til nogens udelte sorg, nu er blevet rebelske teenagere, der ikke længere gør, hvad far og mor siger. Ironisk nok sker oprøret igen ud fra ideen om, at det svenske folk er ved at bukke under.