Hvor er rindalisterne?

Der er hårdt brug for en ny debat om, hvordan Statens Kunstråds 400 millioner kroner bør fordeles, siger rådets afgående formand, Mads Øvlisen, der har savnet rindalismen i sin formandsperiode.

Mads Øvlisen Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I løbet af sine fire år som formand for en af de mest magtfulde institutioner i dansk kunstliv, Statens Kunstråd, har Mads Øvlisen ind imellem fantaseret om, at der ville dukke 100 såkaldte rindalister op i protestmarch mod den offentlige kunststøtte ude på H.C Andersens Boulevard, hvor trafikken brøler forbi kunstrådets statelige bygning.

Rindalismen slog sig i 1960erne op på at være imod statslig støtte til moderne kunst, og hvis rindalisterne havde været aktive i dag, ville de formentlig nemt kunne finde kunst at være imod ud af den kunst, som Statens Kunstråd årligt støtter med knap 400 mio. kr. Problemet er imidlertid, at ikke bare rindalisterne, men også alle andre, der burde være interesserede i en offentlig diskussion om kunststøtten, i dag er blevet tavse.

Det har provokeret Mads Øvlisen så meget, at han har afsluttet sin formandsperiode med et krast udspil, hvori han bl.a. plæderer for en ny debat om kunststøtten.

»Debatten var der i 1964, da man etablerede en kunstfond, og så har den kørt med små bump siden da. Men der har ikke været en grundlæggende debat om, hvorvidt forudsætningerne for støtten har ændret sig,« siger Mads Øvlisen, der mødes med Berlingske for at uddybe sin afskedssalut, som er offentliggjort under titlen »Kunsten at fremme kunsten«.

Opsang til politikere og kunstnere

Den manglende debat kunne måske hænge sammen med, at der dybest set er tilfredshed med status quo?

»Ja, det ville være en bekvem slutning at drage. Men problemet er snarere, at nationalpolitikerne ikke diskuterer støttepolitikken, fordi der ikke er stemmer i emnet, samtidig med at medierne i mange tilfælde har nedprioriteret dækningen. Men jeg synes, det er tankevækkende, at 35 procent af de adspurgte i en større rundspørge har ment, at kunst og kultur fylder for lidt i den offentlige debat,« siger Mads Øvlisen.

Udspillet skal dog også ses som en opsang til kunstnerne selv, som Øvlisen mener har haft en tendens til at havne i det »livsstilsagtige«.

»Jeg er før blevet skældt ud for at sige, at god kunst skal provokere. For mig betyder det ikke, at den dermed skal være frastødende, men den må meget gerne sætte tanker i gang. Den bør ville mere end bare være optaget af at dekorere og være glasur på kagen,« siger Mads Øvlisen.

Mads Øvlisen og Statens Kunstråd har også modtaget kritik for at yde kunststøtte til kunstnere, der ikke er danskere.

Hvorfor skal vi bruge skattekroner på at støtte udenlandske kunstnere?

»Det, vi skal ifølge loven, er at fremme kunsten i Danmark. I det lys er det altså ikke så afgørende, om man er født i København, eller om man er født i Bangalore. Kunsten har aldrig tidligere været national. Se, hvem der skabte rytterstatuen på Amalienborg! Dette med det danske er et politisk krav til kunsten, der er kommet til senere. Og hvis vi forhindrede, at danskerne fik store kunstneriske oplevelser, fordi kunstnerne bag ikke havde dansk pas, så ville vi ikke være vores opgave som kunstråd voksen. Det gælder først og fremmest om at give danskerne adgang til god kunst. Vi støtter ikke kunstnere i Asien, der laver kunst til deres egne befolkninger,« siger Mads Øvlisen.

Men hvorfor så eksempelvis støtte den danske pavillon ved Biennalen i Venedig, hvor kun to kunstnere ud af 13 kunstnere er danskere. Publikummet i Venedig er jo ikke særligt dansk. Så det er vel netop at støtte udenlandsk kunst, der primært ses af udlændinge?

»Nu har Biennalen aldrig haft til formål at vise dansk kunst for danskere. Biennalen blev bare til på et tidspunkt, hvor det var vigtigt, at promovere kunsten fra de forskellige lande. Jeg er ikke tilhænger af, at man bruger kunst til nationbranding, men sidste år fik vi stor succes med at lade to danske kunstnere, Elmgreen og Dragset, kuratere en udstilling med udenlandske kunstnere. Vi har aldrig før fået større omtale. Så kan du diskutere, om det er udanskt, men bedre branding kunne Danmark ikke have fået,« siger Mads Øvlisen. B