Hvor er forfatterne med indvandrer-baggrund?

Forfattere med mellemøstlig baggrund er praktisk talt fraværende i dansk skønlitteratur. Det er et stort tab for den demokratiske samtale, mener sociolog og forfatter.

Arkivfoto: Boldspil i Rødkilde park. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tag et kig på listen over alle danske noveller, romaner og digtsamlinger fra 2016, og du støder på navne som Jensen, Thomsen, Kruse, navne, der lyder lige så traditionelt danske som frikadeller og stuvet hvidkål. Du finder også nogle få, der lyder tyske, svenske eller som navne med rødder på Balkan. Men stort set intet navn lyder tyrkisk, arabisk, persisk eller på anden måde, som om forfatteren havde rødder i Mellemøsten.

Det står i kontrast til, at der i Danmark bor 480.000 indvandrere og efterkommere af indvandrere med ikke-vestlig baggrund, heraf cirka 220.000 danske statsborgere. Hvor bliver de af i skønlitteraturen?

»Det er lidt et mysterium,« siger Aydin Soei. Han er sociolog og har skrevet flere bøger om etniske minoriteter i Danmark, han har iransk baggrund, og så er han selv forfatter og blev i 2016 shortlistet til BogForums skønlitterære debutantpris for »Forsoning. Fortælling om en familie«.

»Det er dybest set et stort tab for dansk kulturliv, danske læsere og den demokratiske samtale om Danmark anno 2017, at skønlitteratur skrevet af »brune« danskere er så fraværende, som tilfældet er,« siger Aydin Soei. »Gennem skønlitteraturen kan vi føle os som medmennesker i andre sociale lag.«

Der er dog undtagelser i det litterære landskab. Mest bemærkelsesværdig var naturligvis Yahya Hassans digtsamling fra 2013, der solgte 120.000 eksemplarer og skabte debat langt uden for litterære kredse. Andre undtagelser er Manu Sareens børnebøger om Iqbal Farooq, der også er filmatiseret, og Lone Aburas’ og Hassan Preislers forfatterskaber.

»De er undtagelser, der bekræfter reglen,« mener Aydin Soei, der dog peger på, at langt flere journalister og debattører med mellemøstlig baggrund gør sig bemærket i dag end for bare ganske få år siden. Også i teater og musik ser man en udvikling mod en bredere repræsentation af danskere. Hvorfor ikke i skønlitteraturen?

»Hvis du vokser op i et dansk kulturradikalt hjem, giver det pluspoint at ville være forfatter. Der er meget prestige i det. Mange med indvandrerbaggrund har en idé om, at det er bedre at blive ingeniør, læge eller andet, hvor der er større sikkerhed for at tjene penge,« siger Aydin Soei.

Men det forklarer ikke, hvorfor andre kreative grene har lettere ved at tiltrække danskere med anden etnisk herkomst. Og det forklarer heller ikke, hvorfor billedet i Sverige og Tyskland ser helt anderledes ud end det danske.

Johan Sahlin er ekstern lektor i svensk på Københavns Universitet. Han peger umiddelbart på Negar Nasehs roman, »De fördrivna« (2016) som en bemærkelsesværdig svensk bog med mellemøstlige rødder. Men der er flere at vælge imellem. Også Marjaneh Bakhtiaris »Farväl till dem på land«, som er en novelle fra 2016, er værd at bemærke, mener Johan Sahlin, der alt i alt betegner svensk litteratur som mere repræsentativt for samfundet end den danske, selv om han stadig har skullet lede lidt efter de gode eksempler.

»Et generelt tema i det, der med et lidt dårligt ord betegnes indvandrerlitteraturen, er selve rejsen,« siger han, »ofte beskrevet i to niveauer, det trygge her-er-jeg-nu og det utrygge her-var-jeg-før, men ikke altid selvbiografisk.«

Han beskriver udviklingen i svensk indvandrerlitteratur fra 90erne til i dag som et opgør med »den eksotiske autencitet«. Ifølge ham var der for 20 år siden en idé om, at indvandrerforfatteren skulle repræsentere det rå og vilde liv i ghettoen, lidt på samme måde som hiphop gjorde det på det tidspunkt. Men i løbet af 00erne gjorde forfatterne selv op med den stereotyp og problematiserede offentligt det, de kaldte »eksotificeringen« af indvandrerforfatteren.

Samme bevægelse har man set i Tyskland, forklarer Moritz Schramm, der er lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i tysk litteratur.

»I 70erne og 80erne blander gæstearbejdere og indvandrere i Tyskland sig i litteraturen. Det sker allerede der. De udkommer typisk på små forlag, lidt udenfor mainstream,« siger Moritz Schramm, »men i løbet af 90erne sker der noget interessant. Litteraturhusene og forlagene åbner virkelig op.«

På det tidspunkt var der stadig et krav om, at indvandrerforfattere skulle skrive om ghettoen eller om deres herkomst, mener Moritz Schramm, men i takt med, at forfattere med mellemøstlig baggrund bed sig fast i skønlitteraturen, opstod der et behov for at sprænge de faste forestillinger.

»Det førte til nogle ret voldsomme opgør i de år,« siger Moritz Schramm og fortæller, at der stadig udgives mange bøger, hvor herkomst spiller en stor rolle. Men den fastlagte idé om autenticitet er lagt på hylden til fordel for et friere kreativt spillerum for forfatterne. Som eksempel bruger Moritz Schamm Abbas Khiders roman »Der falsche Inder«, der skildrer en drengs flugt fra Irak, men set fra otte forskellige perspektiver, hvoraf ingen er mere rigtige eller autentiske end de andre.

»Den tyske litteratur afspejler efterhånden, i det mindste i en vis grad, befolkningssammensætningen,« siger Moritz Schramm, »Fra et tysk synspunkt kan det godt se ud, som om Danmark sidder fast et eller andet sted i 80erne.«

Ifølge Aydin Soei er der ingen økonomisk eller social grund til, at danske indvandrere ikke skulle være lige så aktive på den litterære scene som i Sverige og Tyskland.

»Sprogligt er talentet til stede, er min vurdering, de fylder andre steder i debatten,« siger Aydin Soei og peger på et par faktorer, der for ham kan forklare »mysteriet«.

»Vi har ikke historisk haft nogen forbilleder,« siger han, »og så er vi et meget lille sprogområde. Det betyder noget for økonomien og i sidste ende forlagenes opsøgende arbejde og lyst til at tage chancer.«

Det er to faktorer, som det er svært at gøre meget ved. Alligevel mener Aydin Soei, at der er flere muligheder for forskellige institutioner for at hjælpe nye talenter på vej, også selv om de ikke lige kommer fra den hvide middelklasse.

»Vi har en litterær infrastruktur, der hægter mange af,« siger han. Yahya Hassan er historien om, at enhver kan bryde gennem muren og ind i litteraturen, men ifølge Aydin Soei er han også eksempel på, at talentet skal have hjælp.

»Han gik jo på Testrup Højskole, hvor mange af vores forfattertalenter går, men det koster jo 40.000 kroner, og han kunne kun gå der, fordi det offentlige betalte,« siger han. »Det var heller ikke Hassan selv, der sendte sit manuskript til Gyldendal, det var hans underviser, der tog kontakten.«

Aydin Soei håber, at danske forlag og skriveskoler vil blive bedre til selv at opsøge talentet, være med til at skubbe det videre i systemet og hjælpe med konstruktiv sparring, som tilfældet var med Morten Pape, der i 2015 udgav bogen »Planen«, som både fik ros og høje salgstal og blev hædret med BogForums debutantpris. Han kommer, ligesom de af hans forfatterkolleger, der har mellemøstlig baggrund, fra en opvækst i et af landets mest belastede områder, og han ville nok ikke være blevet forfatter, hvis ikke Politikens Forlag selv havde hevet fat i ham efter en kronik i Politiken, mener Aydin Soie.

Og så er der et behov for et opgør med idéen om den autentiske indvandrer, i lighed med det opgør, man har haft i Tyskland og Sverige, mener Aydin Soei. Han har været i kontakt med flere unge forfatterspirer med mellemøstlig baggrund, som siger, at de er bange for at blive sat i scene som en karikatur, at offentligheden efterspørger en »ghettoperker« og bøger om shawarma på Nørrebrogade, og at det er svært, hvis man hellere vil skrive som Helle Helle.

»De unge forfattere skal have mulighed for selv at definere deres historie som mere end islam, integration og kriminalitet. Det vil formodentlig fylde, men de skal også have lov til at skrive om at købe ind, om sundhedsvæsen og den slags. Det er svært i dag. Hvis du hedder Ali, kan du ikke skrive som Helle Helle, for vi vil gerne have noget, der stemmer overens med vores forventninger til Alis liv som indvandrer. Den forventning vil forhåbentlig ændre sig med tiden.«