Hvor er festen så?

Der er dem med cocktails og champagne - og så er der os andre med fadøl i plastbægre.

epa05298178 Jury members, Italian actress Valeria Golino (R) and US actress Kirsten Dunst (L) attend a cocktail reception for the jury at the Martinez Hotel ahead of the 69th annual Cannes Film Festival, in Cannes, France, 10 May 2016. The festival runs from 11 to 22 May. EPA/GUILLAUME HORCAJUELO Fold sammen
Læs mere
Foto: GUILLAUME HORCAJUELO

Der er en bar, der hedder Petit Majestic i det centrale Cannes (det store Majestic er et af byens fine hoteller), hvor man ofte ender efter aftenens sidste filmforevisning. Om dagen kan man spille på heste her, og stedet er ikke ret stort, men til gengæld er der god plads på fortovet udenfor, hvor der på gode aftner og nætter kan stå op til 7-800 mennesker - sådan virker det i hvert fald - tæt proppet og kagle et lydniveau op på niveau med en irsk pub - og altså udendørs.

Det er blandt andet pressefolk, der stimler sammen der, og en af de stærkt bemærkede artikler i The Hollywood Reporter i starten af festivalen var en historie om, at hvor fortovet altid har haft åbent til seks om morgenen, havde ejeren i år fået pålagt at lukke lidt over midnat -  af de typiske årsager med klager over støjen og lidt småklammeri ud på de små timer.

Med klassisk fransk arrogance meddelte Cannes' borgmester, at han ikke kunne se noget problem ved nattelukningen. »Stedet er fuldkomment marginalt - området har 100 restauranter og 800 barer, hvor folk kan gå hen og feste.«

Men åbenbart kan selv en fransk borgmester bevæges - i hvert fald har jeg fra rimeligt pålidelig kilde, at man først får marchordre hen ad tre-tiden - og for hårdtarbejdende journalister som os, er det vel egentlig ok.

At stå tætpakket og småråbende med en fadøl i et plastbæger i hånden føles godt nok meget hjemligt, men er vel ikke helt det billede af lettere dekadente cocktailparties befolket med smoking- og nedringede aften-robeklædte film-wannabes, som man måske var udstyret med hjemmefra.

Det er da heller ikke, fordi festerne ikke er der - det er de. Kan jeg læse i velunderrettede magasiner og på hjemmesider. Og når man møver sig igennem mængderne af folk på Croisetten ved aftentide, er der bestemt også en solid repræsentation af  fikse kvinder i tætte modeller - stablet op på en slags sko, med hæle, der mere ligner spisepinde, end noget, man kan gå på.

Det gør de altså alligevevel, og de går måske mod festen på Nikki Beach Club ud for Carlton, hvor Robert de Niro og Usher skulle dukke op, eller mod festen i den David Lynch-designede popup-natklub Silencio eller måske endda mod den legendariske yacht-fest, som Microsoft-medstifteren Paul Allen holder hvert år i en af de største af den uendelighed af kæmpe-yachter, der er linet up i havnene her.

Jeg ved det ikke af den gode grund, at jeg aldrig selv er inviteret. Her hjælper et fint pressebadge bare ikke - du skal være noget mere interessant end en skriverkarl til filmfestival. Og det er nok OK - jeg er alligevel bange for, at alle smokingerne er udlejede.

Men var for øvrigt til åbnings-partyet hernede for nogle dage siden - åbenbart en ny ting, som også blev holdt i store telte og på mole på stranden, og bød på rigelige mængder østers, franske specialiteter, drinks og en croonende sangerinde med jazzet opbakning. Samt selvfølgelig en tjener på hver finger. Men var det alligevel som en lidt stivbenet 60 års reception hos en lidt for fjern onkel Oscar? Det var det nok.

Nu er det så tid for vores egen større »spiller« hernede, Nordisk Film, til at holde en lille festlighed. Det bliver nu nok hyggeligt - jeg ser da lidt frem til det.

Ikke mindst fordi jeg er inviteret.