Hvor er det bare typisk dansk

Fotograf Tao Lytzen er på et års rejse gennem Danmark for at indfange folkesjælen og dagligdagen, glæden og smerten anno 2003. Tusindvis af læsere følger dagligt Tao Lytzens arbejde i Berlingske Tidende - statsminister Anders Fogh Rasmussen er en af dem.

Se godt på billederne. Er det ikke bare typisk dansk?

Tilsammen vil de danne ét stort kalejdoskopisk billede af os. Danskerne anno 2003.

Vi er ikke alle sammen med på billederne, men vi er med i dem. Vi er inde i hovedet på manden, der dagligt indfanger billeder til den hidtil største fotografiske dagbog i Danmark.

Han hedder Tao Lytzen og er trods sit særprægede fornavn også en af os. En ganske almindelig dansker - fra Hjørring. Og så er der det ved Tao Lytzen, at han efterhånden kender os rigtig godt. Og han kan lide os. Også selv om vi til daglig går rundt og bedrager os selv.

»Vi vil gerne se os selv som Nordens latinere - lidt varmblodige og fandenivoldske,« siger Tao Lytzen.

»Men sådan er vi kun i helt bestemte offentlige situationer, eller når vi er meget, meget private. Resten af tiden er vi et stille folkefærd, der bruger megen energi på ikke at se ud af noget og ikke skille os ud.«

Han sidder ved rattet i sin autocamper, der har tilbagelagt 60.000 km danske landeveje siden nytår. I dag står der Djursland på køreplanen, for han har lovet sig selv at give alle dele af landet en chance for at komme med i hans fotografiske dagbog. Den, som han kalder IdDK, Identitet Danmark, og som han har viet hele året til. Hver dag bringer Berlingske Tidende dagens bedste billede på debatsiderne.»Jeg elsker den indbyggede konflikt i os - vores selvopfattelse giver os muligheden for at lege, at vi har styr på alting. Det er lidt, som når vi ser fodbold. Inderst inde ved vi, at de har rimeligt styr på tingene, men under kampen tror vi 100 procent på, at vi er klogere end landstræneren.«

Et andet dansk karaktertræk er vores måde at kommunikere på.

»Vi græder ikke højt som spanierne og italienerne. To vendelboer kan stå og skiftes til at give bildækkene et lille spark, mens de siger »Hvad så - nårrh, ikke noget« - og bagefter har de faktisk fået fortalt, at det står fint til derhjemme. Det er en udfordring at fange den slags med kameraet, men til gengæld kan danskerne nemt forstå det, når de ser det på billedet,« siger Tao Lytzen.

I dag er dag 246, og udenfor farer byer som Assentoft, Tammestrup og Sjelbro forbi med 100 km/t. Tao Lytzen har som sædvanlig ingen veldefineret plan for dagens forløb. En idé med at klatre med en tekniker op i en mobiltelefonmast er droppet på grund af blæsten, og morgenen har Tao Lytzen forgæves brugt på at opspore landets største serverrum, »du ved, sådan et med computere i uendelige rækker«. Ideer mangler han ikke, tværtimod. De vælter ud af hans hoved. Men klokken nærmer sig middag, og han begynder at blive en smule urolig for dagens billede.

Hver dag skal bringe et godt billede, som kan bringes i Berlingske Tidende næste dag, og han tager helst fem-seks-syv-otte forskellige motiver. Og arbejder helst fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. Så ved han da, at han har gjort sit bedste. I ydmyghed over for den opgave, som han har sat sig selv.»Jeg frygter hele tiden den dag, jeg falder igennem. Det er da ambitiøst at skulle være i topform hver dag i et helt år. Og samtidig ved jeg af erfaring, at det gode billede kommer til mig, når jeg tør være rolig og vente. Det er en hårfin balance,« siger han:

»Måske kunne vi finde en lille dreng, der deler onsdagsreklamer rundt. Det er jo onsdag,« siger han med et søgende blik, der hele tiden skifter fra nær til uendelig.

Pludselig bremser han, laver en U-vending og peger på skiltet med »Jensen's svær - hjemmelavet flæskesvær«.

Ejeren, Per Jensen, er hjemme, og han var netop ved at klæde om til den ugentlige flæskesværskogning. Typisk dansk, ikke? Dagen er reddet, og man kan næsten se Tao Lytzens skuldre falde ned på plads af lettelse.

»Bare lad, som om jeg ikke er her,« siger han, for det er en af hans regler for projektet. Ingen billeder må være opstillede.

Per Jensen koger flæskesvær, som hans far gjorde det før ham, og Tao Lytzen snakker og spørger og lytter og kravler ned under de stålfri vogne for at komme i stilling til det bedste billede.

To timer senere er han på farten igen, lidt mere rolig. En menneskeskæbne rigere.»Jeg har altid selv nydt at kikke på gamle fotos. Der ligger så meget gemt i detaljerne. For få år siden ville man måske kunne se flaskeøl på et skovtursbillede, og i dag ville det typiske være dåseøl - det er faktisk i detaljerne, de store ændringer ligger. Og så bliver jeg jo hele tiden fantastisk overrasket over, hvor stor kapacitet folk har, og hvor åbne de er over for mig. Jeg tog et billede af en gammel mand, der nærmest slæbte sig hen ad en strand. Og da jeg gik ned til ham for at få tilladelse til at bringe billedet, fortalte han, at han trods sine fysiske skavanker og høje alder insisterede på at gå den samme tur, som han altid havde gået. Fantastisk selvopholdelsesdrift - sådan noget gør mig så glad i låget.«

Feldballe, Følle, Ommestrup - og så ligger der en nedbrændt kro eller ungdomsskole ud til vejen. Totalt nedbrændt. Der har været så varmt, at radiatorerne har vredet sig, og samtlige vinduer er sprængt. Tao Lytzen bruger lang tid på at vente, til han kan kombinere den totalraserede bygning med en fodgænger eller en cyklist udenfor.

»Vores samfund er så gennemkontrolleret, men somme tider går det altså galt alligevel,« funderer han.

Mørke, Termestrup, Syvveje.Klokken nærmer sig 18.30, og Tao Lytzen beskriver dagen som meget gennemsnitlig. Han har hverken spist eller drukket noget på turen. Det veludrustede køkken i camperen bliver nærmest kun brugt til pynt.

»Jeg får som regel noget til aften, grillshit eller spaghetti. Jeg spiser på alle måder dårligt,« siger han.

Sjelbro, Alling Å, Assentoft.

Nu skal billederne færdiggøres på den medbragte computer, og der skal sendes et billede til Berlingske Tidende og laves sikkerhedskopier.

Tao Lytzen sov hjemme i Hjørring sidste nat, men det gør han ikke i aften. Han er typisk hjemme i tre dage og væk i 14.

»Prisen for det her er, at jeg ikke er meget sammen med min kone og mine sønner, og at vi må leve af hendes indtægt, for jeg tjener ikke penge på projektet. Men hvis man vil lave noget stort, som man synes er vigtigt, kræver det en seriøs indsats. Jeg er i hvert fald verdens lykkeligste dansker, fordi jeg får lov at gennemføre det her.«Juli. På asylcenteret Vipperød er der altid travlt på kontoret. Louise sidder og lytter til Adel, 34 år, der savner sin kone og to børn. Han er på tredje år flygtning, og siden krigen i Irak begyndte, har han ikke kunnet få kontakt med dem.August. Tao Lytzen var på Bornholm og mødte tilfældigt en skoleklasse fra Sjælland, der var på feriekoloni. Klassen var lige ankommet, og dette var deres første tur i vandet.September. Tao Lytzen på jagt efter dagens billede. Her måtte han vride sig ind under vognen med flæskesvær for at komme i position til at fotografere Per Jensen, der driver firmaet »Jensen's Svær« på Djursland.Foto: Bjarke ØrstedFoto: Bjarke ØrstedApril. Selv om Gaston er 86 år og dårligt gående, insisterer han på at gå den samme tur langs vandet ved Snekkersten, som han har gjort de sidste 30 år.Maj. En flok piger fra Horsens får sat håret op hos en frisør. De skulle til gallafest på handelsskolen om aftenen. Tao fulgte efter og var med til festen hele natten.Juni. Palle lider af sukkersyge og er i Slagelse blevet opereret for en af følgesygdommene, koldbrand i foden. Han får dagligt besøg af sit barnebarn Sofie.