Hvor der er Gade, er der en vej

Niels W. Gade ville i dag være fyldt 200 år. Vi kender ham bedst for brudevalsen – men forskerne finder stadig mere guld i hans ukendte musik.

Niels W. Gade
Niels W. Gade Fold sammen
Læs mere

En titel som »Vær hilset, mit gamle fædreland« ringer vel ikke hos nogen længere. Men hvad med »Grøn er vårens hæk«? Eller den dejlige »Barn Jesus i en krybbe lå? Eller måske ligefrem »På Sjølunds fagre sletter«?

Niels W. Gade ville denne onsdag være fyldt 200 år og fejres både inden for nationens grænser og mange steder uden for dem.

Hvis den danske komponist kiggede ned fra sin himmel eller op fra sin smukke sarkofag, ville han muligvis ikke se så mange skolebørn synge til hans ære. Men han kunne glæde sig over et musikliv i hans tegn:

Han kunne se sit gamle musikkonservatorium trives og have studerede fra hele verden.

Han kunne også se sit gamle embede ved Holmens Kirke blive forvaltet i hans ånd og fortsat som et af hovedstadens musikalske kraftcentre.

Da man holdt festgudstjeneste forgangne søndag, lagde diverse musikfolk og endda hans oldebarn laurbær ved hans sarkofag. Hvorpå hans arvtager hentede mesterens egen taktstok frem fra montren og dirigerede hans korværker med den.

Og hvis han alligevel skulle savne lidt kendiseffekt hos den helt almindelige landsmand, så behøvede han bare kigge på næste bryllup et sted i riget:

Den verdensberømte brudevals er et af Gades værker! Valsen blev ifølge et meget gammelt rygte forkastet af ham selv. Ganske bogstaveligt krøllet sammen og kastet langt ned i papirkurven. Hvorpå balletmesteren August Bournonville fiskede den op og satte musikken ind i »Et Folkesagn« fra 1854.

Bournonville har måske endda modtaget et bolsje bagefter. Komponisten uddelte gerne bolsjer for en særlig fin indsats. For eksempel til de særlig dygtige damer i Musikforeningens kor.

Tysk karriere

Flere musikelskere vil også kende hans fantastiske karriere på tysk jord. Niels W. Gade er den danske snedkersøn og nationalromantiker med verdensryet.

Han får tidligt succes hjemme hos københavnerne med »Efterklange af Ossian« fra 1840. Orkesterstykket bygger på en melodi i familie med folkevisen om Ramund og har en meget tydelig harpe med – de gamle historiefortælleres instrument.

Men hans toner til »Agnete og Havmanden« af H.C. Andersen går relativt ubemærket hen. Heller ikke et værk som musikken til »Skt Hans Aftenspil« af Adam Oehlenschläger giver ham specielt mange bestillinger.

Og da den unge mand vil have spillet sin symfoni med melodien »På Sjølunds fagre sletter«, gider hovedstadens musikere slet ikke være med længere.

Gade sender derfor noderne et af tidens største musiknavne af alle: Ingen ringere end Felix Mendelssohn nede i Leipzig.

Da samme Mendelssohn dirigerer den til stort bifald i 1843, er hans berømmelse en realitet. Komponisten rejser selv til byen på et stipendium fra staten og kan meget vel have haft sit livs bedste år dernede.

En anden kendis ved navn Robert Schumann kan slet ikke få armene ned over Gade og skriver henført om hans »nordlysfødende fantasi«.

Gade får også overladt spændende opgaver blandt de krævende tyskere og møder stort set alle musikfolk af betydning. Urpremieren i 1845 på Mendelssohns legendariske violinkoncert bliver for eksempel dirigeret af det danske talent.

De slesvigske krigstrommer i 1848 slutter festen. Gade skynder sig tilbage over grænsen og henslæber resten af sin tilværelse inden for Københavns volde.

Årene i Tyskland har til gengæld gjort ham berømt på hjemmefronten. Han er ikke længere en mand, man siger nej til. I hvert fald ikke ret ofte:

Niels W. Gade står fra 1850 i spidsen for Musikforeningens koncerter. Han bliver også organist i Garnisons Kirke og fra 1858 i Holmens Kirke. Og han får gennem et flot benarbejde rejst penge til den institution, vi i dag kender som Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Skolen åbner i 1867 og fejrer derfor jubilæum for tiden. Gade underviste selv på Mendelssohns konservatorium i Leipzig en tid og modellerer sit eget hus med dét som forbillede. Han driver det sammen med svigerfaderen J.P.E. Hartmann og bliver selv dets første direktør.

»Hvor fik man det fra?«

Gade komponerer hele tiden og skaber et hav af værker.

Hans stort anlagte »Elverskud« for kor, solister og orkester opføres mindst 184 gange i hans egen levetid og gør det endnu i dag.

Enkelte virtuoser tager sig også jævnligt af de fine solostykker – klarinettisterne for eksempel hans »Fantasistykker« fra skæbneåret 1864 og violinisterne hans koncert fra 1880.

Men langt de fleste stykker ligger ukendte hen. Nogle af dem fordi de trods alt er skabt til konkrete fødselsdage eller indvielser. Andre fordi ingen rigtig har fundet dem frem fra arkiverne eller gidet betale for trykningen.

Et forskningsbaseret projekt på Det Kongelige Bibliotek retter op på sagen i øjeblikket og har efter sigende fundet indtil flere guldkorn.

Gades voksende rolle i nyere musikliv skyldes i høj grad behjertede enkeltsjæle. Ikke mindst forskningsbibliotekaren Inger Sørensen – enke efter Det Kongelige Biblioteks nyligt afdøde direktør, Erland Kolding Nielsen. Hendes meget roste biografi fra 2003 blev den første om Gade i et århundrede og fulgt op i 2009 med en stor udgivelse af brevene fra ham og til ham.

Bøgerne er lærerig kost for læsere med lidt for mange anekdoter i ærmet. Gade følte sig slet ikke tvunget hjem af den slesvigske krig, viser det sig. Han ville hellere være en stor mand i et lille rige end omvendt. Av og ak og ve og sikkert frygtelig sandt.

Niels W. Gade komponerede i en tysk stil til det sidste. Eller måske rettere: Danskeren var romantiker som en tysker og lyder derfor som sine tyske kolleger.

Verdensnavnet kunne sidst i sit liv se sig tilbage og blive forbløffet over sit talent som ung: »Hvor fik man det fra dengang?«, skriver han et sted. »Der er knap i partituret en eneste node, jeg nu kunne ønske rettet.«

Da han kort før sin død i 1890 ser musik af den purunge Carl Nielsen, har han en meget berømt bemærkning parat: »Lille Nielsen ... De roder!,« skal han have sagt. Næste generation var på vej og skulle for alvor føre dansk musik ind i det 20. århundrede. Med alt dets »rod«.

Gade selv rodede muligvis for lidt. Han er en komponist med håndværket i højsædet og måske lidt for få melodier af de mindeværdige undervejs.

Altså lige indtil man hører de hidtil ukendte stykker fra gemmerne og bliver overrasket. Igen og igen.