Hviske-tiske, det er rart for mig

De får en særlig fornemmelse, når de ser dem. Tusindvis af mennesker nyder de såkaldte ASMR-videoer, hvor kvinder med hviskende stemme gør dagligdags ting som at rede hår.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Det tager 35 minutter at pakke gaven ud. Først kærtegner hun æsken, som gaven ligger i. Stryger den, tapper på den med fingrene og løsner forsigtigt pappet. Så dvæler hun ved den knitrende lyd af silkepapiret og læser derefter kortet op med en lav, hviskende stemme, hvor hvert ord bliver smagt grundigt på.

30.000 mennesker fra hele verden har set Ilse Blansert fra Holland med de mørke øjne udføre seancen. De har det til fælles, at de reagerer på ASMR – Autonomous Sensory Meridian Response. En refleks, der bliver udløst af forskellige stimuli. Det kan være lyden af en blyant, der tegner på papir. Lyden af en småkage, der bliver spist, eller smykker, der rasler lavt. Eller hvisken.

Når de hører lyde som dem, opstår en behagelig fornemmelse i kroppen, der bliver beskrevet som en prikkende, varm følelse. En slags boblende hovedpine, der kryber fra hovedet ned langs rygsøjlen.

Vi har alle lyde, vi elsker. Stemmer, som vi nyder særligT meget at lytte til. Mange husker som børn Thomas Windings bløde, ikoniske stemme fortælle historier. Når vi genhører den, opstår der en masse minder og billeder inde i os. Igennem ASMR bliver den følelse bare endnu mere dyb og kropslig.

Ilse Blansert har altid oplevet en prikken i kroppen ved specielle lyde. Så intens var oplevelsen for den hollandske kvinde, at hun er dumpet ved mundtlige sprogeksamener i skolen, fordi stemmen på lydbåndet fik hende til at miste fokus. Da hun i 2011 opdagede det store online-fællesskab, fandt hun på en måde hjem. Kort tid efter begyndte hun at producere videoer for at give tilbage til fællesskabet. I dag har hun sin egen Youtube-kanal under navnet The Waterwhispers, hvor hendes videoer samlet er blevet vist over fem millioner gange. De begynder alle med et close-up af hendes ansigt, så hun føles helt tæt på.

Der findes videoer med kvinder, der reder deres hår i 20 minutter. Der er rollespilsvideoer, hvor kvinder udgiver sig for at være tandlæger, rejseagenter, øjenlæger eller en mor, der tager sig af sit syge barn. Alt foregår i et hviskende leje, imens der dybest set ikke sker særligt meget. Andre videoer er ikke tænkt til ASMR-publikummet, men frembringer alligevel en prikken. Det er makeup-undervisningsvideoer eller videodagbøger lavet af folk med en dyb stemme.

Da Chelsea Fagan var en lille pige, nød hun, når en dreng i klassen tegnede på sit papir. Hun ville iagttage blyanten bevæge sig rundt på papiret og falde i en så dyb trance, at hun ofte glemte, hvad der ellers skete i timen. Det samme skete, når læreren læste blødt op af en bog og forsigtigt vendte hver side af bogen. Hun fortalte ikke sine klassekammerater om de særlige oplevelser, der som barn var fyldt med skam og forvirring. Som voksen har hun til gengæld et helt fællesskab på nettet at dele dem med.

Chelsea Fagan nyder selv at se nogen tegne en indviklet tegning, imens de hvisker en masse nonsens. Det, der sker inde i hende, kalder hun i et indlæg på sitet Thought Catalog for »orgasmer for hjernen«. Men følelsen er langtfra seksuel. Mange af dem, der ser videoerne, ender med at falde i søvn, mens andre går ind i en meditativ tilstand, skriver hun. For nogle er det endda et middel mod søvnløshed.

»De fleste ASMRer er »i skabet« i forhold til dette, fordi hvordan i alverden ville du komme ind på det i en samtale? Og hvis nogen fandt et bogmærke på computeren med intet andet end mennesker, der pakker gaver ind eller krøller dem, ville du sikkert tænke, at de havde verdens mærkeligste fetich.«

ASMR lyder klinisk. Som en diagnose stillet af en læge. Betegnelsen har gjort det lettere for mennesker med refleksen at mødes på nettet. De skal blot taste fire bogstaver ind i søgefeltet for at finde et fællesskab, der ikke er fordømmende eller stiller spørgsmål. Mange af videobrugerne har oplevet at blive mødt med et skuldertræk, hvis de har vovet sig hen til lægen for at få en forklaring på deres krops reaktioner. Mange fortæller stadig ikke deres venner om fænomenet, fordi ordene ikke rækker til det. Den mærkelige skam er ikke forsvundet trods åbenheden på nettet.

Migræne eksisterer alene, fordi en stor gruppe mennesker har beskrevet den samme form for symptomer. Det samme gælder ASMR. Det er svært at forklare for folk, der ikke selv har oplevet følelsen. Derfor er refleksen også svær at bevise rent videnskabeligt, siger Tom Stafford fra University of Sheffield, lektor i psykologi og kognitiv videnskab, til The Independent.

»Når du har noget som dette, som hverken kan ses eller føles, og ikke sker for alle, falder det ind under et blindt punkt. Det er ligesom synæstesi – i mange år var det en myte, indtil man i 1990erne fandt en troværdig måde at måle det på.«

I 80erne og 90erne eksisterede der på amerikansk TV et program kaldet »The joy of painting«, hvor landskabsmaleren Bob Ross med sin blide stemme guidede seerne igennem malerkunsten, imens han selv malede billeder. De over 400 afsnit af serien er i dag blevet en slags grundsten for ASMR-bevægelsen.

Hos forskningsprojektet asmr.research.org har man talt med ældre mennesker, der ved at se programmet fik samme fornemmelse i kroppen som de mange tusinde, der i dag iagttager Ilse Blansert pakke en gave ud.

Det begyndte for alvor i 2008. Ifølge magasinet Vice blev der dannet en Yahoo!-gruppe under navnet »Society of Sensionalists«, der forsøgte at finde svar på den fornemmelse, der opstod i deres krop. I 2010 oprettede Andrew MacMuiris bloggen »The Unnamed Feeling«, hvor han stillede de spørgsmål, som alle andre ASMRere havde spurgt sig selv om: Hvorfor sker det for mig? Igennem de to medier begyndte et fællesskab at opstå.

Følelsen havde allerede dengang fået et par forskellige navne. Såsom »Attention Induced Head Orgasm.« Det var stifteren af asmr-research.org, der fandt på det i dag brugte navn. Jenn Allen gik med vilje efter et klinisk udtryk. For hvem vil donere penge til forskning af »hjerne-orgasmer«?

Imens der bliver søgt efter en videnskabelig forklaring på fænomenet, florerer der forskellige teorier om følelsen. Nogle mener, at den er knyttet til barndommens mor-barn-oplevelser. Andre newage-influerede stemmer mener ligeud, at den repræsenterer det næste stadie af menneskets bevidsthed.

Brugerne på Ilse Blanserts YouTube-kanal beskriver det i deres kommentarer mest af alt som en god følelse. En naturlig måde at blive høj på. En erstatning for medicin, som brugeren Rexroybal skriver det til kvinden med de mørke øjne.

»Jeg har forsøgt at fortælle min familie om det, men de synes, at jeg er fjollet. Jeg har en knoglesygdom, men når jeg ser disse videoer, hjælper det på smerten. Så jeg vil gerne takke dig. På en måde hjælper du mig med helingen.«