»Hvis man tager dette portræt bogstaveligt, så forestiller den en familie uden nærvær og sammenhold og et kongehus uden sammenhængskraft«

Thomas Kluges maleri af kongefamilie har skabt voldsom debat. Berlingske har bedt lektor og kunstkritiker Torben Sangild og Thomas Kluge debattere maleriet.

Thomas Kluges familieportræt af den kongelige familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Thomas Kluges maleri af kongefamilien har vakt voldsom debat. Anmelderne har været uenige og selv i udlandet har kunstkommentatorer skældt ud. I Jyllands-Posten roser kunstanmelderen Tom Jørgensen værket: »Thomas Kluge er sluppet ualmindeligt heldigt fra den ikke helt nemme opgave. Det er lykkedes kunstneren at skildre samtlige tilstedeværende som de faktiske mennesker, de er. Den lille prins er hele kompositionens midtpunkt, og Kluge lader os se, hvordan det kommende ansvar allerede tynger hans skuldre ned. Alt i alt: Thomas Kluge har skabt et maleri i perfekt balance mellem de moderne dyder og toner i kongehuset og så den nødvendige respekt, der skal være over det.«

Men i Politiken nedgøres Kluge af kunstanmelderen Tine Ross: »Hvorfor de har valgt ham? Det er et godt spørgsmål. Måske skyldes det hans kendetegn: den hyperrealistiske gengivelse. Men her går det alligevel galt. Se bare på kronprins Frederiks venstre arm, der, samtidig med at den er forsvundet i den sorte baggrund, også er blevet sært forkortet. Og helt besynderligt bliver det i et portræt af en siddende prins Henrik, hvis lår er nærmest ikkeeksisterende... Der er ingen tvivl om, at Kluge forsøger at indskrive sig selv i en bestemt tradition. Men Kluge hører ikke til blandt fortidens kæmper.«

Torben Sangild er lektor og kunstkritiker, og han har i den offentlige debat kaldt maleriet »grotesk uhyggeligt«, »fremmedgjort«, »koldt«, »uden varme og fællesskab«, »gyseragtigt«, »dyster« og »gruopvækkende.«

Torben Sangild siger til Berlingske: »Jeg har interesseret mig for den tunge livløshed, stivhed og dysterhed, som for mig er slående i et kongefamilieportræt. Som en dyster og pessimistisk kritik af kongehuset, er det interessant. Som en værdig hyldest af kongefamilien er det mislykket.«

Kan du være mere konkret?

Sangild: »I forgrunden står Prins Christian, der måske engang skal være konge. Han står lige i midten og blokerer blikket ind i billedet. Belyst nedefra ser han uhyggelig ud, selv om hans ansigtsmimik er et neutralt-genert smil. Endnu mere spooky er pigen til venstre, som taget fra en gyserfilmplakat. Prinserne til højre i billedet, som bygger et tårn af røde legoklodser, er malet med den glatte æstetik, der kendetegner romanblade og Jehovas Vidners publikationer. Denne æstetik kan man finde flere steder i billedet, f.eks. på Prinsesse Maries ansigt.«

Og de andre personer?

Sangild: »I sofaen troner regentparret. Dronningefiguren er den mest velmalede, og formentlig den, der er brugt mest tid på. Hun fremstår værdig og er, som den eneste af de tre, der kigger på os, faktisk nærværende. Prins Henrik er omvendt portrætteret som en forfængelig dandy med et skævt ansigt, bittert skuende ud til siden. Hvis man tager dette portræt bogstaveligt, så forestiller den en familie uden nærvær og sammenhold og et kongehus uden sammenhængskraft; et kongehus der hænger tungt fast i sin historie og har svært ved at indtage sin rolle og i særlig grad sin fremtid – en fremtid, der ser dyster og uhyggelig ud.«

Til det siger Thomas Kluge:

»Jeg maler for at vække følelser. Det, må jeg virkelig sige, er lykkedes – og så har jeg ikke engang malet med tis eller vist kongefamilien i kompromitterende stillinger. Jeg har både taget kongefamiliens personer og embede alvorligt, og det er åbenbart stærkt provokerende. Det er lidt overraskende, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om det mon er den kunstgenre, jeg repræsenterer, som provokerer?«

Tror du, at der vækker harme hos visse kunstanmeldere, at du maler i en gammeldags realistisk stil?

Kluge: »Det kan undre mig, at man lader sig provokere sådan af dette værk. Det hænger måske sammen med, at man enten ikke kan forstå eller ikke vil forstå portrætgenren. Kritikken handler for mig at se mere om en hetz mod de kulturbevarende værdier. Når man synes, at de ord, der mest præcist beskriver værket er »grotesk« og »uhyggeligt«, »fremmedgjort« og »koldt«, »uden varme og fællesskab«, »gyseragtigt« og »gruopvækkende«, er det hele vist også blevet en anelse hysterisk. »

Sangild: »Ja, jeg har ganske rigtigt kaldt billedet »fremmedgjort« og »koldt«, og det står jeg helt ved. Hvorfor denne beskrivelse skulle være »en hetz mod kulturbevarende værdier« går over min forstand.«

Thomas Kluge siger, at maleriet er ment symbolsk, og at han har taget virkeligheden ud af det. Der er en tidsmæssig dybde i maleriet både til fortiden og til fremtiden. Den unge Christian kigger ud på tilskueren, men også ud i fremtiden. Kluge siger, at han vil beskrive den vanskelige situation et barn er sat i ved at være født ind i en voksenrolle, og at være barn og voksen på en gang. Kluge leger også med elementer fra tidligere malerier, både 1700-tals maleren Jacopo Fabris og Lauritz Tuxens tidligere kongemaleri.

Er det ikke fint, Torben Sangild, at en nutidig kunstner lægger tidsmæssig dybde ind i et maleri?

Sangild: »Det, du kalder en tidsmæssig dybde er en tung skuen tilbage. Jeg synes ikke, det er dybt at tage Fabris’ ruiner fra Tuxen-billedet og så placere sig selv og sin kone poserende som bryllupsparret i det berømte van Eyck-billede. Det er en finurlig, postmoderne leg, men det er ikke specielt dybt. Nutiden er kun indirekte repræsenteret af figurerne, hvis nutidighed udelukkende er anekdotisk, idet vi ved, at de nu er så og så gamle. Der er stort set ingen nutidige tegn eller elementer. Fremtiden er repræsenteret ved, at Christian er sat brutalt i forgrunden af billedet, dystert belyst. Det er dristigt og voldsomt, men ikke specielt dybt.«

Thomas Kluge har været mindre velset i akademiske kredse, måske fordi han dyrkede portrætmaleriet, som blev anset for en gammeldags genre. Er der noget af den gamle antipati i kritikken?

Sangild: »Det må jeg tage stærkt afstand fra. Jeg kan med et rent hjerte sige, at jeg ikke har det fjerneste imod Thomas Kluge, som jeg har mødt og som er et behageligt menneske, der gør sin ting på sin egen måde, og respekt for det. Omvendt skal man heller ikke gøre ham til martyr, for det går ham jo meget godt.«

Kan du, Kluge, så at sige forklare dybden i billedet for os ikke-kunstkendere?

Kluge: »Jeg har vist en familie, som deler mange vilkår med almindelige mennesker, men som samtidig er en del af en lang tradition og historie, som sætter rammerne for, hvordan de kan og må agere nu og i fremtiden. Det forhold kan naturligvis ikke undgå at påvirke dem, og naturligvis heller ikke os, som ser på billedet med mange fordomme og forventninger. Det spændende ved kongehusets medlemmer er netop, at de ikke har mulighed for at ryste historien af sig. Kongefamiliens position i samfundet er helt afhængig af, at befolkningen respekterer en gammel hierarkisk samfundsopbygning, og det kan ses i mit maleri. Det er ikke et overfladisk glansbillede af nogen smukke ubegavede modeller, men mennesker der er bevidst om deres rolle på godt og ondt.«

Tror du, Torben Sangild, at kritikken af maleriet også som understrøm har en vis uvilje mod kongehuset som institution?

Sangild: »Jeg tror ikke, at holdninger til kongehuset har det fjerneste med denne sag at gøre. De ting, jeg hæfter mig ved, er jo nærmest modsatrettet: Jeg synes han er meget hård ved kongehuset i dette maleri. Kongehuset interesserer mig meget lidt, så jeg har hverken stærke sym- eller antipatier over for dem.«

Er der tale om en kunstkritisk agenda, der skjuler sig - en kritik af f.eks. den realistiske portrætgenre?

Sangild: »Igen rammer du ved siden af. Jeg har intet imod realisme og foretrækker til enhver tid Peter Martensen frem for Tal R. Så hvis der er den dagsorden et sted, går jeg stik imod den. Jeg kan godt lide realisme.«