»Hvis man føler sig sexet, så er man sexet«

Standup-komikeren Deborah Frances-White har valgt at blande det alvorlige med det komiske. Det må gerne have kant, og hun mener, at der er alvorligt behov for feminismen – også i forretningsverdenen.

Deborah Frances-Whites fik store gennembrud som komiker med showet »How To Get Almost Anyone To Want To Sleep With You«. Nu kommer den australsk-britiske standup-komiker til Danmark. Foto: Idil Sukan/Draw Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: »Jeg går ned ad gaden med en bowlerhat på, og mindst fem gange om dagen er der en fyr, der siger »fin hat«, hvilket jeg forstår som »gode bryster«. Det er noget, som han ikke kan sige, hvis jeg ikke har hat på.«

Så hvis du er kvinde og vil føle dig sexet og selvsikker, så tag en hat på, lyder rådet fra Deborah Frances-White. Det kunne være en vittighed, og det kunne være et simpelt bud på personlig udvikling. Det er lidt af begge dele, siger standup-komikeren fra London, der er vokset op i Australien, men som har skabt sig et navn som scenekunstner i Storbritannien.

Mænd med hat vender vi tilbage til.

Frances-White kommer til København i denne uge med en række forskellige optrædener, hvor hun i hvert fald vil have to budskaber: Det ene er, at standup-komikken kan vise vejen til mere karisma for topledelsen på chefgangen, og det andet er nogle enkle trick til at få folk til at ønske at gå i seng med dig.

»How To Get Almost Anyone To Want To Sleep With You« var titlen på det show, der for nogle år siden blev Frances-Whites store gennembrud.

Siden har hun jævnligt taget fat på kemien mellem mænd og kvinder på scener rundt omkring i Storbritannien og i Australien samt på Leicester Square Theatre i Londons West Ends underholdningsmekka.

Ændre verden en smule

Hendes lederkursus kunne lyde som en smart måde at få et velbetalt sikkerhedsnet under et usikkert kunstnerliv, mens den anden side kan få et par sjove timer betalt af firmakontoen. Frances-White indrømmer, at da hun fik tilbuddet første gang, var det pengene, der trak, men så besluttede hun sig for at tage det seriøst.

»Jeg tænkte, at det ikke ville være særligt cool at gøre noget, som jeg ikke tror på og ikke respekterer,« siger Frances-White, der så begyndte at tænke over, hvad hun kunne tilbyde, og hvad forretningsfolk har brug for.

»Jeg fandt frem til, at jeg kan fortælle om status og fælles relationer og få folk til at fremstå med mere selvtillid. Man kan virkelig komme til at føle sig magtfuld, når man står foran mange mennesker, og kunsten er at gøre det, uden at de så føler, at deres magt svinder.

For mig giver det følelsen af, at jeg kan ændre verden en lillebitte smule. Når man ser på, hvordan bankfolks beslutninger ødelagde folks tilværelser, så kan jeg måske være med til at ændre fokus og energien til nogle andre og mere positive beslutningsprocesser«.

Afvæbnende komik

Som standup-komiker er det et livsvilkår at få karismaen til at brede sig ud i lokalet. Med minimale rekvisitter og et publikum, der forventer underholdning fra første sætning, er komikere vant til overlevelseskampen ved hvert show, siger Frances-White:

»Det ligger i menneskenes gener, når vi står der alene og har 100 par øjne stirrende på os, at vi føler os som en gazelle foran en gruppe løver. Vi kan kun tænke på, at løverne vil æde os. Det prøver jeg at få folk til at forholde sig til og vende på hovedet, så man i stedet for kan komme til at føle sig som løven, der kontrollerer flokken foran.«

Ifølge Frances-White er det især store investerings- og advokatfirmaer, samt Barclays og J.P. Morgan, som har haft bud efter hende til at give et par timers seminar, der gerne skulle virke som en øjenåbner.

»Komikken afvæbner folk og får dem til at komme ud af forsvarspositionerne. Når jeg så taler om noget, og folk griner, er det, fordi alle kan se, at det er sådan, det er. Hvis de ikke ler, er det, fordi de ikke genkender det,« siger Frances-White, der har gjort improvisationen til et speciale, som hun også underviser andre kunstnere i.

»Nogle gange bliver jeg inviteret tilbage af firmaerne til en spørgsmål-svar-seance. Det er normalt folk, der er placeret i toppen, og de er helt vildt motiverede. De ser på, hvordan det kan hjælpe dem i deres karriere til at komme videre. Nogle gange beder folk også om individuel coaching.«

At opføre sig sexet

Frances-White siger, at hun ikke kan hjælpe chefer til at blive sjovere, for »det er ikke noget, man kan lære«. Men hun kan lære folk at slappe af i selskab med andre på arbejdspladsen og bruge deres karisma, når de står foran de ansatte.

Et særligt punkt for Frances-White er, at hun gerne vil styrke kvinders position i de traditionelt mandsdominerede virksomheder. Hun tager også gerne kvinderoller op i sine standup-show. Det skal være sjovt, men det må gerne have en kant af alvor, siger hun.

»Jeg skriver også TV-show og filmmanuskripter, og jeg prøver at give kvinder stærke roller. Ellers er det næsten altid noget med en mandlig helt, der skal hjælpe en kvinde. Hvis det er kvinder i hovedrollen, handler det mest om det at være en pige eller en kvinde. Ikke om en generelt menneskelig erfaring. Jeg troede engang, at vi ville være kommet længere end det på nuværende tidspunkt. I stedet synes jeg snarere, at vi er gået tilbage.«

Frances-White er ikke bange for at kalde det feminisme. I sine show cirkler hun en del om, at kvinder kan være sexede, hvis de ønsker at være det.

»Hvis man opfører sig sexet, og hvis man føler sig sexet, så er man sexet. Det handler ikke om, hvordan din krop ser ud.«

Når hun arbejder for virksomheder, prøver hun at sætte fingeren på en skæv kønsbalance, som især ses i de øverste lag i Storbritanniens forretningsverden.

»Hvis der kommer flere kvinder, vil det ændre både den neurologiske og biologiske styrke i ledelsen eller bestyrelsen. Når der er overvægt af testosteron, bliver der taget større risici med mere intern konkurrence. Måske vil der blive taget bedre beslutninger med bedre balance, og jeg prøver at vise, hvordan man kan være en karismatisk kvinde i en mandeverden. Firmaerne er meget seriøse omkring det, når jeg kommer med mit seminar. De ønsker virkelig flere kvinder i ledelsen. Når jeg så griber fat i noget, som forhindrer det i mit show, så er det en positiv måde, hvor man kan indrømme, at ja, det er sådan, vi gør.«

Nyt show til BBC

Uanset hvilket emne, Frances-White bevæger sig ud i, bliver replikkerne afleveret med den hurtigtsnakkende, selvsikre charme, der afgør ens skæbne på scenen og ikke mindst i Londons kunstnermiljø, hvor talenter alle steder fra kommer og søger lykken, og konkurrencen er rå.

Frances-White understreger, at hun først og fremmest er standup-komiker. I øjeblikket arbejder hun på et nyt show for BBC, der bliver afprøvet på et pub-publikum i Camden.

Den med hatten er fra hendes tidligere succes-show, som er et af de to, hun vil optræde med i København. Det andet er »Half a Can of Worms« med udgangspunkt i jagten på hendes biologiske familie, som hun aldrig havde set eller vidste noget om efter at være blevet bortadopteret ti dage gammel.

Og det med mænd og hat? Frances-Whites råd er, at mændene skal passe på. Hatten kan hurtigt virke lidt for påtrængende. I stedet bør man øve sig på at tilkalde en taxi med autoritet, løsne en BH med én hånd og finde en kontantautomat efter midnat.

»Hvis du ikke kan finde en kontantautomat, hvordan kan vi så vide, om du kan finde klitoris,« lyder beskeden fra Frances-White.

Om hun mener det som komiker eller livsstilsguru eller begge dele, må man selv finde ud af.

Deborah Frances-White optræder kl. 20 torsdag 2. oktober i Den Sorte Diamant i København og fredag 3. oktober kl. 15 på Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund.