Publikumsudvikling er et relativt nyt ord, som på kort tid har sneget sig ind mange steder i kulturbranchen. Og selvom ordet i den grad lægger op til det, betyder det altså ikke, at vi i branchen synes, det står lidt sløjt til med vores publikum, og vi derfor gerne vil have, at I udvikler jer.
Det handler derimod om, hvordan vi som kulturproducenter udvikler vores relationer til jer – vores gæster. Meget gerne med et langsigtet engagement som resultat. Eller sagt på Fakta'sk: Vi vil så gerne have, I kommer lidt oftere.
Hvis vi skal lykkes med den mission, kræver det selvfølgelig, at vi skaber oplevelser, som I oplever som relevante, måske ligefrem nødvendige. Den nød er mange allerede rigtig godt i gang med at knække. Særligt godt går de på de institutioner, som formår at skabe en stærk lokal forankring, hvor kulturens rum danner en naturlig ramme omkring noget af det liv, vi lever, når vi ikke går på arbejde. Eller dem, som skaber stærke interessefællesskaber og lader mennesker mødes omkring det, der oprigtigt optager dem.
Det kan være bibliotekernes læseklubber, strikkeaftener på det lokale museum eller skriveworkshops, hvor alle de, som har lyst til at nedfælde erindringer, får hjælp og inspiration. Men det kan også være en blanding af kulturinstitutionens rum og civilsamfundets frivillige, som giver lektielæsning til børn, der kommer fra hjem, hvor det ikke er en mulighed, eller laver samtalegrupper for stressramte, som gennem mødet med kunsten finder tiltrængt ro.
Corona har givet tid til refleksion
Coronaårene har givet os tid til refleksion. Af den dybe slags. Mange af os har været helt nede og besøge vores grundværdier og er dukket op til overfladen med erkendelser om, at der er ting i vores liv, vi vil ændre. Måske vi vil arbejde på andre måder. Måske vi vil søge fællesskaber med nogle, vi har savnet. Måske vi vil dyrke nogle af de interesser, vi negligerede, dengang vi løb i hamsterhjulet, men som viste sig i de måneder, vi bare sad derhjemme.
I kulturbranchen skal vi være dygtige til at aflæse den slags tendenser. Og vi skal være i stand til at indfri vores potentielle gæsters savn og længsler, også når de ændrer sig. Måneders nedlukning med manglende kulturoplevelser har selvfølgelig haft betydning. For eksempel, at vi i højere grad har fået lyst til selv at sætte vores aftryk på de kulturoplevelser, vi ikke bare deltager i, men nu også i højere grad vil være en del af. Vi gider ikke kun lade os underholde, vi vil være med i oplevelsen.
På mange kulturinstitutioner vil vores nye kulturadfærd kræve et opgør med tidligere tiders opfattelse af kulturinstitutionerne og deres ansatte som eksperter. Selvfølgelig kommer de fortsat med viden om deres felter, men institutionernes og deres ansattes roller vil i stadigt stigende grad blive den som moderator og formidler mellem gæsterne, civilsamfundet og institutionen selv. Først når vi formår at få de tre ting til at spille sammen, vil kulturens institutioner blive oplevet som relevante og nødvendige.
