»Hvis du står uden en trævl på kroppen, skal grænserne være desto tydeligere«

En filmproducent, der sexkrænker i samme omfang som amerikanske Harvey Weinstein, findes næppe i Danmark, men overgreb forekommer også i den danske filmbranche, siger danske filmfolk.

Formand for Dansk Skuespillerforbund, Katja Holm: »Skuespillere er udsatte i filmbranchen«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den magtfulde amerikanske filmproducent Harvey Weinstein blev tirsdag anklaget for grove seksuelle overgreb af en lang række prominente skuespillere, heriblandt Angelina Jolie og Asia Argento, og selv om hans lige næppe findes i den danske filmbranche, mener danske filmfolk, at branchen er en seksuel højrisikozone.

»Pengene er mange flere i den amerikanske filmbranche end i den danske, hvilket medfører, at amerikanske ofre enten finder sig i mere eller bliver betalt til tavshed. Jeg tror ikke, at det i samme grad vil kunne forekomme herhjemme, men faktum er, at skuespillere er udsatte og frygter for deres job på samme måde som i USA. Og ja, krænkelser og forskellige former for sexchikane forekommer,« siger Dansk Skuespillerforbunds formand, Katja Holm.

Nogle iagttagere som filmproducenten Regnar Grasten mener ikke, at filmbranchen er anderledes end andre brancher, hvad angår seksuelle krænkelser.

»Lige nu, mens vi sidder og snakker, er 30.000 direktører verden over i færd med at misbruge deres magt på nøjagtig samme måde,« siger Regnar Grasten, der kalder reaktionerne på anklagerne mod Harvey Weinstein for et udslag af amerikansk puritanisme.

Formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, kalder omvendt filmbranchen for en potentiel risikozone for krænkelser, hvor dedikerede instruktører og producere hurtigt kan komme til at overskride grænser.

»Når man arbejder med sin passion, kan der være en hårfin forskel mellem at være en farverig og inspirerende personlighed og at være grænseoverskridende. Bare fordi folk er fantastiske til at producere film, er det ikke ensbetydende med, at de er gode ledere. Derfor opstår der en stor gråzone i vores branche,« siger Christina Rosendahl.

Skuespilleren og standup-komikeren Dorte Rømer er en af de få i branchen, der er stået offentligt frem og fortalt om et alvorligt overgreb. Det skete i 2008, hvor hun politianmeldte en filminstruktør for voldtægtsforsøg – et forsøg på et såkaldt date-rape. Anmeldelsen førte ikke til en sigtelse mod instruktøren, men Dorte Rømer fik af politiet at vide, at der lå to andre sager mod samme person, men uden de beviser, der kunne føre til domfældelse.

Selv om der er gået en del år siden episoden, berører Harvey Weinstein-sagen Dorte Rømer i særlig grad. Der er nemlig paralleller til hendes egen historie, ikke mindst magtforholdet mellem parterne.

»Jeg bliver oprørt og vred, og jeg må sande, at der findes mænd, der kan få lov til at begå overgreb gennem 20-30 år. Jeg kan kun håbe, at skeletterne en dag vil rasle ud af hans skab,« siger Dorte Rømer, der dengang fik historier fra adskillige skuespillerkolleger om lignende overgreb.

I 2008 foretog Dansk Skuespillerforbund en rundspørge blandt sine medlemmer, og det blev anslået, at 12 procent af de kvindelige skuespillere havde oplevet sexchikane af mere eller mindre grov karakter i forbindelse med deres arbejde.

Katja Holm mener, at der er kommet større opmærksomhed blandt skuespillere på krænkelser, og hun oplever, at man er blevet bedre til at sige fra over for en branche, der eksempelvis forlanger, at skuespillere skal optræde nøgne for at promovere teaterforestillinger og film.

»Det er en branche med mange seksuelle undertoner, og det stiller desto større krav til arbejdsgivere og til skuespillere, der tit skal optræde i intime situationer, der kræver respekt for grænser. Med andre ord kan en situation, der er helt i orden, pludselig ikke længere være så rar at være i. Hvis du står uden en trævl på kroppen, skal grænserne være desto tydeligere!« siger Katja Holm.

Sagen mod den 65-årige Harvey Weinstein begyndte i denne uge med artikler i The New York Times og The New Yorker, hvor adskillige kvinder, heriblandt Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie, bekræftede mangeårige rygter om sexkrænkelser fra Harvey Weinstein. Artiklerne indeholdt også beskrivelser af, hvordan nogle af Harvey Weinsteins medarbejdere medvirkede til at skaffe filmproducenten nye potentielle ofre, typisk ved at agere midlertidige anstandsdamer der så gjorde sig usynlige på det strategiske tidspunkt.

Beskrivelserne ligner til punkt og prikke de forestillinger mange mennesker har gjort sig om filmbranchen og den måde, den fungerer på.

»Man får indtryk af, at der er en gammel kultur i filmbranchen, hvor tykmavede, cigarrygende producenter skal have kvindelige skuespillere siddende på skødet. Heldigvis er der i hvert fald en ny generation af producenter i Danmark, som jeg slet ikke forbinder med det billede og den type grænse­overskridende adfærd,« siger Christina Rosendahl.

Enkelte danskere har gennem tiden samarbejdet med Harvey Weinstein, heriblandt filminstruktøren Ole Bornedal, der dog ikke ønsker at udtale sig om den aktuelle sag.

»Jeg har en million historier om Weinstein, men de kommer i min selvbiografi om 20 år,« siger Ole Bornedal.