Hvis du ikke er med os

Zaki Youssef tog ordet med stykket »Præmieperker«. Nu tager han det igen og fortæller om at vokse op mellem to kulturer i en tid, hvor islam, ytringsfrihed og etniske minoriteter er faste punkter i en offentlig debat, som han ikke finder specielt imponerende.

Zaki Youssef (tv.) og Turkman Souljah, der står bag teaterforestillingen »Jeg hører stemmer«. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Skolepsykolog: »Hvor er du fra?«

Zaki: »Lille Birkholm.«

Skolespykolog: »Nej, jeg mener, hvor kommer du fra?«

Zaki: »Øh – hjemmefra.«

Skolepsykolog: »Jamen, hvor stammer du fra?«

Zaki: »Altså – min mor er dansker, og min far er egypter.«

Skolepsykolog: »Hvor er du så fra?«

Zaki: »Halvt egypter og halvt dansker...«

Skolepsykolog: »Men man kan jo ikke være halv.«

Zaki: »Men jeg er jo halv.«

Skolepsykolog: »Så må du vælge.«

Zaki: »Vælge hvad?«

Skolepsykolog: »Du må vælge, hvilken halvdel du vil være.«

Sådan lyder det i den nye forestilling »Jeg hører stemmer«, hvor Zaki Youssef sætter fokus på islam, ytringsfrihed og det multietniske Danmark.

Forestillingen er baseret på hans eget liv, og multikunstneren fortæller i et potpourri af monologer, stand-up og rap en historie om at vokse op mellem to kulturer i en tid, hvor debatten om islam er blevet stadig mere intens.

»Jeg hører stemmer« er lavet i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og teater Sort/Hvid.

»I løbet af de sidste 15 år har en række centrale begivenheder som 11. september, karrikaturkrisen, Charlie Hebdo-massakren og drabene ved Krudttønden og synagogen haft en meget stor betydning. I »Jeg hører stemmer« fortæller jeg den del af danmarkshistorien gennem min egen historie,« siger Zaki Youssef.

Identitetskrisen kradser

Stykket er ikke selvbiografisk i 1:1-forstand, men en kunstnerisk bearbejdning. At Zaki Youssef er halvt dansk og halvt egypter, er dog helt korrekt.

Han er vokset op i danske betonblokke med en enlig dansk mor og en egyptisk far i kulissen. Boligkvarteret var multietnisk, og vennerne havde rødder i en række andre lande.

»Når man vokser op mellem forskellige lejre, er man hele tiden nødt til at forstå alt fra mange forskellige synsvinkler, hvilket kan blive totalt skizofrent. Folk kræver også, at man skal vælge side. Men det er ikke så enkelt. Jeg kender rigtig mange mennesker, der har haft en identitetskrise, fordi de har oplevet et pres fra forskellige fronter, der ville have dem til at melde sig under deres respektive faner. Fra det danske samfund har der været en idé om, at de skulle være danske, og det skal man være på en bestemt måde. På den anden side ønsker forældre med udenlandsk baggrund ofte, at man beholder nogle bestemte religiøse værdier. De to fronter kan være svære at forene eller bløde op, når man er barn og teenager. Det føles som enten-eller. Man kan ikke være begge dele,« siger Zaki Youssef, der er alene om at føre ordet på scenen, men får musikalsk assistance fra Turkman Souljah aka Lawand Othman. De to har kendt hinanden i 16 år.

»Jeg har også haft en identitetskrise hele mit liv. Er jeg dansker eller iraker? Muslim eller ikke-muslim. Jyde eller københavner? Jeg kom til Danmark som flygtning som femårig og har boet 28 forskellige steder i Danmark. Jeg har altid haft det sådan, at hvis nogen talte dårligt om Danmark, så var jeg den første til at forsvare Danmark. Hvis nogen talte dårligt om udlændinge, så forsvarede jeg udlændingene. Det var først, da jeg mødte Zaki, at jeg sluttede fred med min identitetskrise. Musikken er endt med at være mit hjemland,« siger Lawand Othman, hvis families mange flytninger rundt omkring i Danmark skyldtes dét, der bliver kaldt flygtningesyndromet.

»Når man er flygtet fra krig og føler sig forfulgt, så kan man have svært ved at slappe af, når man kommer til et fredeligt sted. Man er blevet vant til drama, og følelsen af at være på flugt sidder i en. Min familie kunne ikke finde fred. Så vi blev bare ved med at flytte og flytte og flytte som var vi på flugt,« fortæller Lawand Othman.

Styrken i dobbeltblikket

Når Lawand Othman kom hjem fra skole, måtte han ikke tale dansk. Hans forældre var bange for, at han glemte det arabiske sprog. I skolen måtte han til gengæld ikke tale arabisk med sine venner, fordi han skulle øve sit danske, og hvis han alligevel talte arabisk i skolen, så skrev læreren i kontaktbogen.

»Så skældte mine forældre mig ud, fordi jeg var dårlig til dansk. Men jeg skulle så også selv lige skrive på deres vegne i kontaktbogen, fordi de ikke kunne skrive dansk,« griner Lawand Othman.

Zaki Youssef har altid kigget misundeligt på sine danske venner i Danmark og sine egyptiske venner i Egypten og tænkt, at de havde det nemt, fordi de hørte til.

 

»Jo ældre jeg er blevet, des mere er det gået op for mig, at det er en styrke at være et blandingsprodukt. Det tvinger en til at have et dobbeltblik og tænke ud af kasser. Man bliver trænet i at se tingene fra flere sider på samme måde, som når man vokser op et sted, hvor der er folk fra forskellige sociale klasser eller med forskellige politiske overbevisninger. Man lærer at forstå mennesker, der er anderledes end en selv. Man bliver empatisk,« siger Zaki Youssef, som undrer sig over, at det i Danmark er blevet synonymt med noget dårligt at være tosproget.

»Det er jo en kæmpe ressource at tale flere sprog. Og for mange med indvandrerbaggrund er problemet ikke, at de er blevet fodret med for meget arabisk kultur. De har derimod fået for lidt. De har ikke nogen arabisk identitet, og derfor konstruerer de en minoritetsidentitet. Hele perkeridentiteten er jo en konstrueret identitet. Mange af dem taler ikke godt arabisk og har ikke noget indgående kendskab til arabisk kultur. De kan jo ikke citere arabiske forfattere. De er vokset op i en dansk kontekst, og størstedelen af deres referencer er amerikanske. De drenge, som jeg er vokset op med, kan citere flere Tupac-tekster end koranvers,« siger Zaki Youssef.

Når det spidser til

Nyere tids terrorhandlinger og ophidsede islamdebat har sat spørgsmålet om identitet på spidsen.

»Når der sker noget frygteligt, så skal man vælge side. Rummet, hvor man får lov til at være det hele på en gang, ikke at være noget eller bare at være sig selv, snævrer ind. Der er ligefrem folk, der spørger direkte: Er du med os, eller er du imod os? De vil have, at man skal tage afstand. Et eller andet sted kan jeg godt forstå, at de har det behov, men på den anden side bliver jeg sgu fornærmet over, når folk ikke anser det for at være en selvfølge, at jeg synes, at det er langt ude at dræbe uskyldige mennesker,« siger Zaki Youssef.

Mistroen er også tilstede rundt omkring i det små i mindre dramatiske tider.

»Hver gang de viser »Ikke uden min datter« i fjernsynet, så får jeg de sygeste blikke på gaden,« siger Lawand Othman, mens Zaki Youssef tager sig selv i at tænke »bare gerningsmanden er fuldblodsdansker«, når han læser en nyhed om en voldtægt.

Zaki Youssef mener, at politikerne bærer en del af ansvaret, fordi debatkulturen generelt er unuanceret og polariseret.

»Hvornår har man sidst hørt en politiker sige: »Det skal jeg lige tænke over« eller »ring til mig i morgen, jeg skal lige undersøge nogle ting«. Politikerne er altid totalt skråsikre og ofte om ting, som de ikke aner noget om. Den kultur smitter af på alle hjørner af den offentlige debat, som bliver så enormt polariseret. Det gør os alle sammen dummere. Hvis de i stedet diskuterede på en måde, hvor de kunne anerkende dilemmaer og modstanderens pointer, ville debatniveauet blive meget mere kvalificeret,« siger Zaki Youssef, der mener, at resultatet er et demokratisk underskud:

»Da vi skulle stemme om Patentsdomstolen, følte jeg ikke, at jeg var klædt godt nok på til at tage stilling. Jeg så nogle forskellige debatter om emnet. Repræsentanter fra de forskellige politiske partier stod i hvert deres ringhjørne. Jeg blev overhovedet ikke klogere. Jeg endte med ikke at stemme. Og vi ved jo alle sammen, at så snart kameraerne bliver slukket, så taler politikerne jo ikke sådan til hinanden. De accepterer en mediekultur, hvor alt er sort/hvidt. Det er ikke godt for os.«

Hvad: »Jeg hører stemmer«.

Hvem: Med og af Zaki Youssef, musik: Turkman Souljah, instruktion: Christian Lollike, dramaturgi: Jesper Bergmann. Forestillingen er lavet i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og teater Sort/Hvid.

Hvor: vises fra 31. oktober – 14. november i Staldgade 38 i Kødbyen, hvorefter forestillingen tager på Danmarksturné fra 16.-25. november. Derefter vises forestillingen igen i Staldgade fra 4. – 12. december.