»Pecunia non olet,« sagde kejser Vespasian fra det gamle Rom engang.
De latinske ord betyder »penge lugter ikke« og faldt i forbindelse med en sag om urin: Man opsamlede folks affaldsstoffer i byens gigantiske Cloaca Maxima og solgte væsken videre til brug i eksempelvis farvning og blegning. Salget af urin til industrielt brug var omfattet af en skat - den såkaldte vectigal urinae - og viste sig yderst lukrativ for Vespasian og hans forvaltning.
Da gangsterbossen Al Capone blev afhørt i 1931, skal han rigtignok have henvist til sine aktiviteter i »the laundry business« - men kun fordi pengene fra hans handel med sprut og kvinder rent faktisk endte som investeringer i regulære vaskerier.
Kejserens søn i skikkelse af unge Titus fandt tanken om pengenes ophav ret væmmelig. Hvorpå farmand holdt en guldmønt op under arvingens næse. Og spurgte, om han kunne lugte noget.
Penge har fået lugt
Vore dages betalingsmåder har givet penge en vis lugt tilbage. Penge i form af fysiske sedler eller beløb på elektroniske konti kan nu engang spores.
Så hvor »hvidvask« oprindelig dækkede over vask af eksempelvis sengetøj, har vi de seneste år forbundet begrebet med den finansielle underverden:
Lovløse typer har tjent kassen på underslæb eller menneskesmugling og vil nu have renset de ildelugtende penge for ethvert spor af beløbets oprindelse.
Ordet fra rengøringens vidunderlige verden findes også i for eksempel »Geldwäsche« på tysk og »money laundering« på engelsk - hvor »whitewash« snarere betyder noget i retning af »skønmaleri« eller slet og ret kalkning.
Nyt begreb
Vi har hørt om selve fænomenet mange gange på grund af Danske Banks udfordringer med en filial i Estland og tænker måske derfor begrebet »hvidvask« som meget gammelt.
Men nej. Folk fra den lærde generation vil formentlig ikke kunne huske ordet fra deres ungdom. Da gangsterbossen Al Capone blev afhørt i 1931, skal han ganske vist have henvist til sine aktiviteter i »the laundry business«, men kun fordi pengene fra hans handel med sprut og kvinder rent faktisk endte som investeringer i regulære vaskerier.
Begrebet bliver først hvermandseje midt i 1980erne med særligt amerikanernes kamp mod udbredelsen af narkotika, og det får en revival efter angrebet på World Trade Center i 2001 med myndighedernes fokus på finansiering af terror.
